2. dag: Johannesburg – Timbavati Game Reserve
Fly til Greater Krüger
Eftermiddagssafari
Afrikas storvildt
Fra Johannesburg flyver vi den korte, flotte strækning til Krüger-området ved Kruger Hoedspruit el. Mpumalanga lufthavn. Her bliver vi modtaget af vores repræsentant, der kører os til lodgen, der vil være vores hjem de følgende dage.
Vi befinder os i en af de store Game Reserves, der er nogle af de bedste private safariområder i Sydafrika, der grænser op til den 2 millioner hektar store Krüger National Park. En safari i vildtreservatet giver ofte bedre og større variation i dyrelivet end i selve Krüger-parken, idet safaribilerne har tilladelse til at køre 'off road'. Det giver optimale muligheder for at komme tæt på dyrene, men selvfølgelig er hensigten altid at forstyrre dyrene mindst muligt.
Denne første dag i bushen ankommer vi omkring middagstid til vores lodge. Efter frokost og lidt tid til hvile gælder det første tur ud i naturen, og første dag er altid ganske særlig. Her er hvert nyt dyr, der spottes, høres eller lugtes en stor oplevelse. Sanserne er knivskarpe, fordi alle indtryk er så fremmedartede. Selv om synet af en flok elefanter eller en velvoksen hunløve kan give et sug i maven, så hører safariens lydbillede og de skarpe dyrelugte også med til oplevelsen.
Vi skal på safari i åben jeep ud i bushen med vores erfarne ranger bag rattet, og en såkaldt tracker der sidder foran på bilen og spotter dyrene. På safari er det altid dejligt uforudsigeligt, hvilke dyr vi møder. Almindeligt held og dyrenes dagsform udgør en stor faktor. Selv om vi ikke skal fortabe os i de berømte Big Five, er det nu svært ikke at gå efter dem, så at sige. Big Five er den gamle engelske betegnelse for de mest eftertragtede jagttrofæer – dem som var sværest og farligst at fange, nemlig leopard, løve, næsehorn, elefant og bøffel. Men vi er i et af de bedste Big Five-områder, så chancen for at spotte alle fem eksemplarer er optimal. Vi ser sikkert hurtigt elefanter, zebraer og giraffer samt nogle af de smukke adrætte antiloper. Et er sikkert; intensiteten i dyrelivet er imponerende, og det er svært ikke at blive begejstret. Tilbage på lodgen venter en aperitif og middagsmåltidet.
Overnatning på lodge i Game Reserve Timbavati, Thorny Bush eller Sabi Sands
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.