Rejser til Tibet

Rejser til Tibet - Tibetrejser

Oplev det fantastiske og unikke bjerglandskab ved jordens største højland, Tibet

Tibet - Verdens tag - jordens største højplateau, og et land omgærdet af mystik. Med blanding af kinesisk, indisk og persisk kultur og den særegne natur, er Tibet i den grad kontrasternes land. Tibet er større end Centraleuropa og med en gennemsnitshøjde på 4.000 meter over havet.
Måske er det mest fascinerende ved Tibet det stærke religiøse liv - den tibetanske buddhisme, der lige så meget er et spørgsmål om indsigt og højere visdom, som den er en integreret del af tibetanernes dagligdag. Den tibetanske buddhisme er en af verdens mest tolerante religioner. Således er der mange muligheder og facetter og for asketen, bonden og lamaen tager den sig forskelligt ud. Man opererer på en lang række erkendelsesplaner, som nøje tilpasses den enkelte.

Man kan godt rejse til Tibet uden at tage stilling på forhånd; men man kommer ikke hjem igen uden at være dybt påvirket – Tibet er et besværligt rejseland, men fængsler i grad, der er os ukendt for andre lande.

Rejser til Tibet

Sorter efter:
Vælg sortering
Praktisk information

Tibet er i dag besat af Kina og har været det siden 1959. Hovedstaden i Tibet er Lhasa og hovedparten af landet taler tibetansk, dog taler den kinesiske del af landet  kinesisk. Tibet ligger i gennemsnit over 4900 meter over havets overflade. Tibet grænser op mod lande som Kina, Nepal, Indien, Bhutan og Burma. Tibet har en befolkningstal på 3 millioner, på trods af at Tibet er 30 gange så stor som Danmark.

Overordnet set har de fleste tibetanere buddhismen som religion, dog følger en lille del af Tibet stadig religionen Bön. Den berømte Dalai Lama er landets religiøse og engang politiske overhoved og han bor i det indiske Dharamsala, hvor Tibets regering sidder i eksil. Indtil det 20. århundrede blev Tibet kun besøgt af ganske få vesterlændinge, hvilket er også grunden til, at Tibet tidligere har været kendt som Den Forbudte By.

Med Kipling Travel kan du kombinere din rejse til Tibet med et besøg til Kina eller Nepal 

 


Klima i Tibet


Visum og vaccinationer i Tibet

 


Rejser til Tibet

Tibet - Et turistland – næppe i gængs forstand

De fleste tænker på Tibet som det høje, kolde og storslåede plateau med kæmpemæssige himmelstræbende bjergtinder. Og nord for Himalaya eks. ved Shisha Pangma, Cho Oyu og Everest er det rigtigt. Because it is there – ikke bare Everest, men Tibet. Og hvor er det ærketypisk for Tibet – de store oplevelser venter, de skal gribes – men er ikke lige til at gå til. Et turistland?? Næppe i gængs forstand. ”Because it is There” – ordene af navnkundige George Leigh Mallory fra 1924 hænger stadig i luften og dækker på sin egen måde stadig over bjergbestigningen som fænomen. Men kunne også fint dække over vandring, som Tibet netop byder på for ikke-bjergbestigere. Man kan godt rejse til Tibet uden at tage stilling på forhånd; men man kommer ikke hjem igen uden at være dybt påvirket – det fængsler i grad der er mig ukendt for andre lande.

 

Tibet – storslået, men ikke lige at gå til

Kineserne har en aldeles inkonsekvent turistpolitik, når det gælder Tibet. I mange år forsøgte jeg flere gange at komme til Tibet, dog uden held. Senere er det lykkedes mig både som rejseleder for grupper, såvel som på egen hånd. Grænsen er ofte lukket for individuelle rejsende. I disse perioder kræver kineserne, at man skal have fuld rejsearrangement alle dage i Tibet. Og det er en dyr omgang, godt 1.400-1.800 kr. i døgnet. Skal man til Tibet som individuel, er det om at tage til grænsen og håbe på det bedste. Kommer man ikke ind, kan man lige så godt indstille sig på en ferie i det pragtfulde naboland mod syd, Nepal.

Mine ture i Tibet dækker over rygsækrejser, kulturrejser, ture som rejseleder og på egen hånd, trekkingture og forsøg på at bestige det 8.046 meter høj bjerg Shisha Pangma. Men de største oplevelser findes efter min mening stadig på stierne og i de små landsbyer; der hvor der så umådelig sjældent kommer turister forbi; og hvor man føler sig langt hjemmefra. Og et af de mange, store oplevelsesområder er i Central Tibet, nord for Nepal i egne med små, fine samfund beliggende i en vidstrakt natur.

 

Mahayana

Bliver også kaldt for den nordlige Buddhisme eller det “store” fartøj, da Mahayana’s grundlæggende tanke, er at alle kan opnå Buddha-stadiet, Nirvana. Enhver der påbegynder fordybelsens vej, må aflægge Boddhisatthva-løftet, der siger, at alle der i dette liv skulle opnå Buddha-stadiet, ikke træder ind i Nirvana, men bliver på jorden og midlertidigt lader sig genføde, med den fuldt oplyste bevidsthed, for at hjælpe alle andre levende væsener til at opnå Buddha-stadiet. Dermed er Mahayana en slags kollektiv frelser-lære, idet ingen kan træde ind i Nirvana, før alle levende væsener har opnået Buddha-stadiet. Mahayana er mest udbredt i Tibet, Nordindien, Kina, Korea og Japan.

 

Vajrayana – Den Tibetanske Buddhisme

Er den specielle form for Tantrisk Buddhisme videreudviklet af Mahayanas hovedteser, også kaldet Tantrayana og Lamaismen. Sidstnævnte er dog uheldig, da ordet ikke bruges i Tibet, hvor Lama betyder religiøs lære eller mester, og kun de færreste når denne titel.
Vajrayana betyder noget lignende “Diamantvejen” og skulle være mere effektiv og hurtigere end nogen af de andre former for Buddhisme, fordi den som tordenkilen, skærer sig gennem alle hindringer og viser vejen til fuld indsigt.
Den tibetanske buddhisme er en af jordens mest komplicerede og indviklede religioner, som består af mange faser, elementer og facetter. Den har blandt andet hentet inspiration fra hinduisme, tantrisme, persiske og kinesiske religioner samt et indviklede pantheon, mange ritualer, magi og vanskelig tilgængelig symbolik. Den tibetanske buddhisme bliver af nogle betegnet som sort magi, mens andre ser det som højeste form for visdom.
Buddhismen førtes til Tibet omkring det 6. århundrede via Nepal og Kashmir i Indien. Retningen var allerede tantrisk og lagde stærk vægt på ritualer, okkultisme, musik, magi, brugen af formularer, trylleord og amuletter.
Det var primært “De tre religiøse konger”, Songtsen Gampo (605-650), Trisong Detsen (742-798) og Tri Ralpachen (817-838) der gjorde Tibet Buddhistisk.
Under Trisong Detsen’s magt blev den Indiske tantra-mester, Guru Rinpoche (Padma Sambhava) inviteret til Tibet, hvilket førte til den Tantriske Buddhisme’s sejr over den animistiske Shaman- og åndereligion Bön. Kort herefter, omkring år 767 blev Tibets første kloster, Samye bygget og hermed kom også de første Buddhistmunke. Ca. år 780 blev Buddhismen statsreligion i Tibet, og mange klosterbyggerier fulgte efter.
Guder og dæmoner fra Tibets tidligere Shamanistiske religioner blev indraget i den nye statsreligion, og Buddhismen udviklede sig helt specielt, til det vi i dag kender som den “Tibetanske Buddhisme”.
I midten af det 13. århundrede blev Tibet invaderet af Mongolerne, med Kublai Khan i spidsen, som var meget interesseret i den Tibetanske Buddhisme og blev omvendt hertil. Han indsatte en af Mongoliets øverste Lama’er som overhoved for Tibet, hvilket førte til, at klostrene fik afgørende økonomisk og politisk magt – et teokratiske styre, der holdt til 1950.
Der kom en større og mere afgørende polarisering mellem klostrenes tolkning af Buddhismen, hvilket førte til en opdeling i forskellige retninger, eller “sekter”. De fleste inddeler sekterne i rødhattene eller den gamle fortolkning og gulhattene eller den nye fortolkning. Forskellen er dog ikke helt så stor, som farven antyder.

 

Nyingma-pa sekten

Er den ældste sekt, som kan spores direkte tilbage til den tantriske mester, Padme Sambhava’s (Guru Rinpoche) dage i det 8. århundrede, hvor han vandrede rundt i Tibet og nedskrev forskellige doktriner og retningslinier. Disse, såkaldte Terma’s, blev opsporet af Orgyen Lingpa i det 14. århundrede og lagde grund for Nyingma-pa’s grundtanker, der meget kort mener, at den menneskelige, guddommelige indsigt kan gøres bevidst i sin frelsende renhed gennem passende meditation og yoga. Den Tibetanske Dødebog Bardo Thödul regnes også til disse tekster.
Nyingmapa har et relativt frit kolsterliv, hvor munke og lama’er kan lade sig gifte, men bor og arbejder ofte på ensomme udsteder eller i små samfund. Der er mange Nyingmapa klostre i Nepal, og i Sikkim er det hovedgrenen af den tibetanske buddhisme. Af større klostre i Tibet kan nævnes Mindroling i Yarlungdalen syd for Lhasa og Zhechen i Kham.
Det sidste overhoved for Nyingmapa, H.H Dilgo Khyentse Rinpoche døde i Bhutan i ‘91.

 

Sakya-pa sekten

Er en lille sekt, Grå jord, som har sit principielle hovedsæde i Sakya-klostret sydøst for Lhatse i Central Tibet. Sakya opstod i 1073 og allierede sig hurtigt med det Mongolske hof og det spirituelle overhoved, Sakya-Pandita blev lære for den Mongolske kejser. Sakya havde sin storhedstid i det 13. og indtil midten af det 14. Århundrede, hvor det Mongolske rige brød sammen.
Sakya, kan betegnes som en gren af buddhismen, hvor det gennem Tantra og Sudra, skulle være muligt at opnå Boddhisatthva-stadiet i et enkelt liv. Sakya er kendt for sine troldmænd og deres magi.
Overhovedet i Sakya-pa, Sakya Trisin (“tronholderen”), går i arv i een familie – Khon familien. Den nuværende Sakya Trizin lever i Dehra Dun i Indien og har grundlagt adskillige klostre i hele verden. Det helt specielle ved Sakya, er at højlama’en bliver “tvunget” til at gifte sig. Der er intet krav om afholdenhed.
Sakya klostre kan altid kendes på deres horisontale streger på ydermurene i grå, hvid og gul.

 

Kagyu-pa og dens undergrupper

Er en af de største inden for den Tibetanske Buddhisme. Kaguypa blev grundlagt af Tilopa i det 11. Århundrede. Tilopa førte lærdommen videre til Naropa, der igen videreførte den til Marpa. Marpa’s mest berømte discipel var Milarepa, Tibets største og højst agtede poet, som mediterede i en grotte i over seks år, kun iført et bomuldsklæde, derfor navnet Mila-repa, Bomuldsklædte Mila.
Lærdommen i Kagyu-pa går ret direkte fra den åndelige mester, eller guru til eleven. Man taler også om “den mundtlige overleverings skole”. Kagyu koncentrerer sig om praktisk mysticisme og om, at forkorte sjælevandringens lange vej mod Nirvana, ved fysisk- og psykologiske aktiviteter såsom Hatha-yoga, åndedrætsøvelser og opnåelse af ekstasetilstande. Desuden går den meget op i Bardö – en slags dødsteknik, om hvordan man skal forholde sig i selve dødsøjeblikket.
En af Marpa og Milarepa’s disciple, Gampopa, stiftede i det. 12. århundrede en sub-sekt til Kagyu, den såkaldte Karma-Kagyu-pa med Gyalwa Karmapa som spirituelt overhoved. Den første Gyalwa Karmapa hed Dusum Khenpo og var en af Gampopa’s bedste disciple. Han grundlagde hovedklostret der ligger i Tsurphu nord for Lhasa. Det var primært Karmapa sekten, der i det 16. & 17.århundrede førte an i kampen mod den reformerte sekt, Gelug-pa, om den statslige og religiøse magt over Tibet.
Den 16. Gyalwa Karmapa flygtede i 1959 til Rumtek i Sikkim, hvor der nu er et “andet” hovedsæde for sekten. Han døde i 1981. Den nuværende Gyalwa Karmapa hedder Yurgen Thinley Dorje, er født i midten af 1980′erne og bor i Tsurphu, Tibet.
Kagyu og Karma-Kagyu kræver som de andre “rødhatte” ikke cølibat-løfte. Karmapa grenen bliver også kaldt for sorthattene. Karmapa er den mest udbredte sekt blandt vestlige Buddhister.
Af andre Kagyu-pa grene bør nævnes:
Drikung Kagyu, blev grundlagt ved Drikung Til klosteret i den øvre Kyichu dal i 1179 af Kyopa Jigten Gonpo Rinchenpel. Drikung Kagyupas nuværende overhoved er H.H. 37. Drikung Kyabgon, der opholder sig i Indien.
Drukpa Kagyu, blev grundlagt af Lingje Repa og Tsangpa Gyare. Drukpa Kagyupa er indelt i 3 “niveauer” en øvre, midte og nedre, der korrosponderer til grenens udbredelse over Tibets geografiske inddelinger. Det nuværende overhoved er H.H. 12. Gyalwang Drukchen Rinpoche
Shangpa Kagyu, stammer fra den tibetanske tantriske mester Khyungpo Naljor, der besøgte Nepal og Indien 3 gange og fik instruktion og lærdom i tantra. Navnet Shangpa stammer fra Shangdalen i Tsang provinsen i Central Tibet
Overhovedet er Kalu Rinpoche, hvis nuværende inkarnation er født 1990 og fundet af Tai Situpa i 1992. Hovedklosteret er Samdrub Dhargye Ling, Sonada nær Darjeeling, Indien.
Desuden findes: Dagpo og Taglung.

 

Gelug-pa sekten

Er den såkaldte gul-hatte sekt, der har haft den politiske og religiøse magt de sidste 400 år. Forløberen for den reformerte sekt er Kadam-pa, hvis grundlægger, Atisha omkring år 1010, blandt andet indførte munkeorden og krævede streng kloster-disciplin og cølibat af sine tilhængere, hvad førte til den store reformator, Tsong Khapa, stiftede Gelugpa sekten i det 14. århundrede.
Det siges at Tsong Khapa løftede Tibet fra fornedrelsen og moralsk fordærv og at han samlede de hellige skrifter i Tibet til et (to) store værk(er), det 108 bind store Kanjur, der er selve “biblen”, samt kommentarene hertil i det 225 bind store Tanjur. Samtidig indførtes der en streng munkeorden, uden alkohol, kød samt et krav om total cølibat.
Tsong Khapa’s lære gik ud på en relativ forkyndelse, hvilket vil sige at elevernes evner skulle afgøre, hvor langt vedkomne skulle kunne bevæge sig op i “hirakiet”, sådan at lægfolk kun fik den mest elementære og grundlæggende viden om Buddhismen.
Klosterlivet blev bygget op omkring elev/- lære-forholdet. Den læren der kom i første række var filosofi, logik, dogmatik og metafysik, samt læren om sindets renhed, frem for de mere oplevelsesorienterede tantriske belæringer.
Systemet byggede på den såkaldte Geshe gradering, hvilket gjorde at munke, der ville videre på visdommens landevej først måtte man aflægge munkeløfter, samt kende en hel del regler/reglsæt, principper og foreskrifter udenad.
Tsong Khapa fik hurtigt mange støtter og byggede Ganden klostret i 1409, hvor han selv var første højlama, Khenpo eller “abbed”. Ganden blev hovedsædet for den reformerte sekt, Gelugpa. I 1416 fulgte byggeriet af Drepung klostret og i 1419 blev Sera bygget. Disse tre klostersamfund og universiteter er siden blevet kendt som Statens tre grundpiller, da der var her magten var koncentreret og al nytænkning (og bureaukrati) kom fra.
Dalai Lama institutionen under Gelugpa
Dalai Lama institutionen er en direkte følge af Gelugpa sektens grundlægger, Tsong Khapa’s forudsigelser om, at hans nevø Gedun Drup (1. Dalai Lama 1391-1474) ville blive den første af en række inkarnationer af Avalokitesvara.
Det var Gedun Drup, der til ære for sin lærer, Khedrup Je grundlagde Tashilünpo klostret i Tibet’s næststørste by Shigatse. Senere blev det besluttet at Tashilünpo’s overhoved, Panchen Lama ville blive inkarnation af Amithabha (grænseløse lys – på Tibetansk Opame). Panchen Lama er Tibet’s næsthøjeste inkarnaton. Den 10. Panchen Lama, døde i Beijing i 1989. Foråret 1995 blev den 11. Panchen Lama fundet. Han hedder Gedhun Choeki Nyima og blev født april 1989 i Lhari distriktet i Nagchu provinsen. Der er flere vestlige rejseskribenter, der har kaldet Panchen Lama, for Tashi Lama.
Dalai Lama er Tibets verdslige og åndelige overhoved og reinkarneret i Avalokitesvara (Tibetansk Chen Re sig), barmhjertigheden, medfølelsens- og medlidenhedens Buddha-aspekt, der har taget menneske-skikkelse; eller Tibets gudebeskytter.
I det 16. århundrede besøgte Sonam Gyatso (den tredje Dalai Lama) Mongoliet, og indførte og omvendte befolkningen til Buddhismen for anden gang. Den Mongolske hersker, Altan Khan erklærede herefter Buddhismen for statsreligion, og gav Sonam Gyatso titlen Dalai Lama – Visdommens ocean. I vesten og Kina, er titlen Dalai Lama mest brugt om Gelugpa- og Tibets overhoved, mens han i Tibet er kendt under navnet Gyalwa Rinpoche.
Den nuværende 14. Dalai Lama (Tenzin Gyatso) blev født i Takster, en lille landsby i Amdo, det nord-østlige Tibet (der efter den kinesiske besættelse fik navnet, Qinghai). Han blev født den 5. dag i den 5. måned i Skov-svinets år (6. Juli 1935) og fik navnet Lhamo Thondup. Den nuværende Dalai Lama’s ældste bror, Thubten Norbu er også en højt anerkendt og respekteret reinkarneret Tulku.
Dalai Lama institutionen var ved magten fra 1391 til kineserne besatte Tibet i 1950. I 1959 flygtede den 14. Dalai Lama til Indien, hvorfra han siden har ledet den fredlige Tibetanske frihedskamp.
Anerkendes og opdragelse af en ny Dalai Lama.
Da den 13. Dalai Lama døde i 1933 måtte man straks igang med at finde hans reinkarnation. Den nationale forsamling, regenten og landets højeste Lama’er rådførte sig med statsoraklet, Nechung Chöje. Sære skyformationer og den13. Dalai Lama’s tegn (han var blevet anbragt i sommerpaladset, Norbulingka, med ansigtet vendt mod syd, men efter et par dage pegede hans hoved mod nordøst) viste, at man skulle lede i den østlige del af landet. Sidst, men ikke mindst, tog man til den berømte og hellige orakel-sø, Lhamo Lhatso. I søen vistes tre stavelser AH, KA og MA, samt et hus med turkisfarvet tag. “Bogstaverne” Ah stod for provinsen Amdo, Ka for klostret Karma Rolpu Dorje ved Kumbum (tæt på Tsong Khapa’s fødested).
En skare af høje Lama’er og “vise mænd” drog derpå mod øst og kom til Kumbum og siden til landsbyen Takster. Her så de et lille hus med turkisfarvet tag, hvor der var småbørn. Forklædt som tjenere og fattige blev de høje Lama’er inviteret indenfor af familien, der boede i huset. Den yngste søn var interesseret i de besøgende folk og gik hen til den ene “tjener” og sagde “Sera Aga” (Sera Lama), hvilket han var. Derefter blev den lille dreng stillet på en masse prøver, blandt andet udvælgelsen af ting og effekter, der havde tilhørt den13. Dalai Lama. Drengen “bestod” alle prøverne. Man havde fundet den 14. Af Chen Re sig’s inkarnationer.
I 1939 førtes den 4 år gamle Dalai Lama til Lhasa, hvor han med det samme begyndte sin lange og strenge opdragelse og studier. Hans opvækst var en lang undervisningstime i flere fag, blandt andet: læsning/skrivning, udenad læren i de Buddhistiske tekster, læren om middelvejen, psykologi, logik, metafysik, dialektik, sanskrit, kunst og kunsthåndværk.
I 1950 blev Tibet invaderet af Mao-Kina, hvilket ændrede den politiske og åndelige situation i Tibet, samt den 15 år gamle Dalai Lama’s liv. På trods af sin unge alder, blev han gjort myndig og fik fuld politisk magt og blev 17. Novemeber 1950 kronet som Tibets verdslige og åndelige overhoved.
I 1959 bestod han sin afsluttende eksamen, på en måde der viste, at han ikke som så mange af sine forgængere ville blive en majonæt-hersker. Senere i 1959, otte lange år efter den kinesiske invasion, blev Dalai Lama nødsaget til at flygte fra Tibets hovedstad, Lhasa da situationen var for kritisk. Dalai Lama flygtede gennem Sikkim til Indien, hvor der opstod flere Tibetanske eksilsamfund, især er Dharamsala kendt, hvor Dalai Lama’s eksilregering har hovedsæde. Siden 1959 er mere end 100.000 tibetanere flygtet over Himalayabjergene til Indien og Sikkim, Bhutan og Nepal.
I 1989 modtog Dalai Lama, Nobels Fredspris, for sin 30 år lange frihedskamp uden brug af vold, hvilket udmærket afspejler den Tibetanske religion.

 

Tantra

Udviklingen af den Tantriske Buddhisme begyndte omkring det 3. århundrede på Ceylon (Sri Lanka) og i Sydindien, og var dels Hinduistisk, men er nu primært et Tibetansk-Buddhistisk fænomen.
Den Tibetanske Buddhisme Vajrayana eller diamantvejen fokuserer meget på indholdet i Tantra, hvis specielle teser og indhold ofte betragtes som det øverste trin på vejen til Buddha-stadiet.
Tantra går ud på en fokusering af eksistencielle problemer og fokuserer på mod-polerne i tilværelsen som den prøver at forene, hvilket ofte er symboliseret i det kvindelige og mandlige aspekt.
Tantra følger Mahayana’s hovedteser, men i praksis kan man i den Tantriske Buddhisme opnå Buddha-stadiet gennem en “justerbar” meditationsform under streng anvisning fra en indvidet lære/guru/Lama. Og hvor Mahayana “kigger” på individet, handler Tantra “gennem” individet, ligeså beskæftiger Mahayana sig med filosofiske overvejelser, hvor Tantra primært bruger praktiske metoder til at opnå erkendelsen.
De højeste Tantriske øvelser og teknikker kræver dyb forståelse og indsigt i Mahayana Buddhismen og udføres kun af munke som har aflagt Geshe graden
Den lange og svære Tantriske vej starter med at en elev bliver godkendt af en Lama, som indvier ham i den tantriske praksis. Herunder kommer gennem forskellige meditations-former, åndedrætsøvelser og en direkte forståelse af melidenheden, hvilket giver indsigt i menneskets gennemgang i det kødlige liv og lidelsen herved.
Andet stadie på den Tantriske vej, beskæftiger sig med dybsindige kropsøvelser, hvor specielle spirituelle oplevelser indgår. Blandt andet indgår meditative hånd-bevægelser og positurer, de såkaldte Mudras, hvilket fremkalder forskellige følelser og stemninger. De forskellige Buddha’er og Boddhisattva’er tegnes og støbes med forskellige mudras og kan ofte kendes herpå.
Desuden indgår en Mandala ofte i meditationen, som bliver dybere som indsigten nås. Mandala er et symbolsk billede af kosmos, der bruges som hjælp ved meditation. Hvis man følger de skrevne regler, skildrer en Mandala normalt guddommelige ligheder eller symboler, placeret rundt om et symmetrisk centrum med en central guddom. En Mandala symboliserer det ordnede kosmos, samt den helhed og harmoni, der findes i det oplyste sind. Personen der mediterer, betragter Mandala’en ud fra det, han har lært og følger måske de skrevne regler, indtil han “besidder” den centrale figur og således opnår noget af de kraftige egenskaber som Mandala’er siges at have. Mandala’er bliver ofte malet på et stofmaleri, en såkaldte Thangka.
Udover de forskellige meditationsformer og åndelige sindebilleder, Mandala’erne gør tantra meget brug af Mantra’s, som er en magisk ordsammensætning eller fraser, der opfattes som en manifestation på det guddommelige og opnåelse af meditation.
Den absolut mest kendte, er mantra’en til Avalokitesvara: Om Mani Padme Hum, der betyder noget lignende Om Juvelen i Lotusblomsten Hum og som bruges af hele den Tibetansk Buddhistiske verden. Mantra’en ses ofte indhugget på sten, i klipper og påtrykt bedeflag og vimpler. Udover Om Mani Padme Hum, findes der snesevis af andre Mantra’s, hvor et par af de kendte er:
Guru Rinpoche’s mantra: Om Ah Hum Vajra Guru Padme Siddhi Hum
Gyalwa Karmapa’s mantra: Om Karma pa Chi No
Amithabha’s mantra: Om Ah Mae Dewa She
Dorji Simbua’s mantra: Om Mba Cha Sa Do Hum
Pemba Sumba’s mantra: Om Ah Hum Mba Sa Ngo Rö Mma Si da Hum
Gyetse Droma’s mantra: Om Da Rze Dou Da Rhe Dö Rze Sho Ha
Desuden indgår symboler og ikoner i Tantriske riter, som skal illustrerer, at polerne søges forenet, hvilket oftest ses i Dorje & Trilbu, henholdsvis tordenkilen (Dorje/Vajra) og klokken. De udtrykker den Tantriske polaritet, hvor Drilbu’en er det kvindelige aspekt, som symboliserer Buddha’s tale og legeme og Dorje’en symboliserer Buddha’s sind og diamanten – det ubrydelige.
Gennem højere Tantriske effekter og hjælpemidler kan Lama’en visualiserer og identificerer sig selv med forskellige guddomelige aspekter, der hver især udgør en kosmisk kraft, hvilket gør at han kan realiserer den essentielle sandhed, som går ud på at hverenkel guddom er lig tomheden.
Her opnår han den ekstraordinære bevidsthed, en tilstand udover al dualitet, som betinger den evige lyksaglighed.

 

Bön

Da den Tibetanske Buddhisme adskiller sig meget fra de andre Buddhistiske retninger, er det primært på grund af de lokale traditioner, den fik på den lange vej fra Indien, uden om Himalayabjergene til Tibet. Men dels også på grund af den pre-Buddhistiske animist- og naturreligion Bön.
Grundlæggeren Bön er Tönpa Shenrab Nipo, der ifølge udlægningen levede i det 2. århundrede før Kristi. Shenrab blev født og opvokset i det mystiske kongerige, Ölmo Lungring, hvor befolkningen menes at have været et niveau tæt på oplysningen og landskabet havde en udstråling som ingen andre steder. Ölmo Lungring siges at have været kvadratisk rige, opdelt i ni kvadreter. De otte yderste distrikter samledes om det inderste landskab, hvor der var et 9-etagers helligt bjerg. På toppen af bjerget var kongens krone, og hver af de ni etager repræsenterede en af Bön’s ni veje til at opnå oplysningen.
Der er stor uenighed om hvor Ölmo Lungring lå, mange mener, det var i området omkring Mount Kailash i VestTibet.
Shenrab forlod primært Ölmo Lungring på grund af en dæmonen Kyapa Langring, men så også muligheden til at forkynde sin religion for Tibetanerne.
Da Buddhismen kom til Tibet gjorde de allerede herboende, Bön-naturånder oprør og kæmpede mod den nye lærdom. Det skete blandt andet da Tibets første kloster i Samye skulle bygges omkring år 767. Guru Rinpoche formåede at vinde over de lokale ånder og dæmoner, samt at omvende nogle af dem til Buddhismen. Siden har de to religioner formået at leve fredeligt side om side.
De umidelbare og synlige forskelle på Bön og Buddhismen, er at Bön-po’erne går højre omkring hellige steder, hvor Buddhisterne går venstre omkring. Bön’s swastika ligner et hagekors, hvor Buddhismen’s er omvendt. Mange af Bön’s traditioner, dæmoner og ritualer er senere blevet opslugt af den Tibetanske Buddhisme, hvorfor der er så mange Shamanistiske riter. Bön har sin egen mantra, som lyder: Om Matri Muye Sa Le Du.
Bön er næsten udød, men har nogle få tilholdssteder tilbage, blandt andet i Dolpo i Nepal, Sikkim og i det Vestlige- og Sydøstlige Tibet.
Ifølge profitierne vil der engang komme en stor guru, som vil følge Shenrab’s veje og yderligere rejse ud i verden og forkynde Bön’s lærdom.

 

Buddhas lære, livssyn og genfødsel

Buddhismen er en fælles betegnelse for Buddhas lære, en “frelserlære”. Efter Buddhas død, samledes en del af hans tilhængere for at fastlægge principielle regler for udbredelsen af Buddhas lære, Dharma.
Udgangspunktet er de to veje man ikke må gå, hvis man vil opnå Nirvana – Buddha-stadiet, hvilket er sansenydelsernes/selvoptagethedens veje og selvplageriets/selvudslettendes veje. Han prøvede selv yderpunkterne, som den forvente prins og den selvmorderiske asket – ingen afvejene førte til frelse.
Han fandt middelvejen, der går ud på egen forløsning, den vækker forstanden og fører til sindsro, erkendelse, klarhed og til sidst til Nirvana. Vejen kalder han for den ædle ottefoldige vej“, som viser den rette levemåde og rette vej til erkendelse. Den ædle ottefoldige vej, indgår i de fire ædle sandheder, der forudsætter at:

Fødsel er lidelse, alderdom er lidelse, sygdom er lidelse, død er lidelse.
Livet er lidelse på grund af vores klæben til den fysiske virkelighed og fordi alt er forgængeligt.
Det er lidelse at forenes med det, man ikke holder af, det er lidelse at skilles fra det, man holder af.
Lidelsen opstår af menneskets livstørst og begær,
som fører til ny karma og dermed genfødslen. Lidelsen kan kun overstås ved at følge:
Den hellige sandhed om vejen, der fører til lidelsens ophør er: den ædle ottefoldige vej.

Vejen der sætter mennesket udover “livets hjul” (Dharma loven) og ind i Buddha-stadiet, er altså den ædle ottefoldige vej, der forudsætter: Ret anskuelse, Ret beslutning, Ret tale, Ret handlemåde, Ret levevis, Ret stræben, Ret eftertanke og Ret selvfordybelse.
Efter Buddhistisk opfattelse er det, der bevirker foranderligheden i tilværelsen, den kendsgerning, at livet selv, at hvert enkelt individ med dets sorger og glæder er sammensat af en række elementer, der er i ustandselig vekslen, Dharma. Elementerne opstår og forsvinder hele tiden og indgår i nye kombinationer, altså er de aldrig konstante, men opstår altid i afhængighed af hinanden.
Ifølge Buddha findes der ikke noget personligt “jeg”, men et samspil mellem fem faktorer: Det materielle (legemet og sanserne), følelserne (lyst eller ulyst), forestillingerne, anlæg og drifter samt bevidstheden. Alle vore handlinger kan føres tilbage til disse faktorer. Alle grupperne er forgængelige og hvad der er forgængeligt, er lidelsesfuldt. Hvad der er lidelsesfuldt er uden “selv”.
I den Buddhistiske verden forekommer ikke udelukkende forgængelige og foranderlige elementer, men også konstante faktorer. De to modpoler i Buddhismen er: Samsara, loven der bevirker livets evige kredsløb og Nirvana, tilstanden hvor denne lov ikke længere gælder. Disse to faktorer er konstante.
I årsagskæden, tingenes indbyrdes afhængighed, belyses genfødselsprocessen gennem 12 led: uvidenhed, karmiske dannelser, bevidsthed, sind og krop, de seks sanser, kontakt, følelsen, begæret, stræben efter tingene, tilblivelse, fødsel, ælde og død. Uvidenheden, den såkaldte “ikkeviden” betragtes som den direkte årsag til alle vore lidelser. Årsagen supplerer altså de fire ædle sandheder, da de bare er betragtet fra en anden synsvinkel.
Det, der genfødes, er individet, men ikke samme individ. Individet udfører gode og dårlige gerninger. På grund af disse gerninger genfødes et nyt individ. Hvis man ikke blev genfødt, ville man undgå følgerne af sine slette gerninger; men netop fordi man bliver genfødt, undgår man ikke følgerne af sine dårlige gerninger. Da de elementer der udgør et givet individ til stadighed foregår, er der ikke tale om en “fælles identitet” mellem det afdøde og det nye individ. Men da elementerne, der udgør det nye individ er opstået i afhængighed af de tidligere, er der skabt en kontinuitet.
Ukendskabet til den enkeltes sande væsen er den egentlige årsag til den lidelsesfyldte eksistens, og omvendt er det rette kendskab afslutningen på den lidelsesfyldte tilværelse. Med den rette viden følger livtørstens ophør, dermed afhængighedens ophør og man er nået til Nirvana.
Nirvana er ikke en egentlig himmel, men nærmere et ufatteligt begreb. Det betegner ophørelsen af enhver eksistens eller er en slags saglighedstilstand. Buddha siger, at det er vanskeligt at forklarer med ord, men prøver derimod at forklare det med et billede:

“Man kan se en ild der flammer, og man kan forklare,
at det er græs eller træ, der betinger denne ild.
Man kan også se når denne ild er gået ud,
men man kan ikke forklare hvor den er gået hen”.

Et menneske, der vil opnå Nirvana, må en lang og besværlig vej gennem Samsara (hjulet af fødsler, død og genfødsler) til frigørelsen. Denne vej kan man kun gøre sig håb om at realiserer, hvis man har store åndelige kvalifikationer. De nødvendige forudsætninger for at nå Nirvana er anført i den ædle ottefoldige vej – altså i den fjerde ædle sandhed. Selvfordybelse eller meditation er det vigtigste af alle midlerne. Buddha nåede selv Nirvana ved selvfordybelse/meditation under et figentræ i Bodh Gaya. Nirvana kan nås i menneskelivet og bliver fuldstændig i døden.

 

Tibetanske bjergperler

Vi er på det tibetanske plateau. Himlen er klar og smuk, ren tibetansk idyl. I horisonten stråler toppen af Everest, ved siden af Cho Oyu. Tingri er en vindblæst landsby beliggende ved en enlig bakke på en stor sælsom slette. Der er ca. 100 huse i den gamle tibetanske del, tyve kinesiske militærbarakker og to gæstehuse til lastbilchauffører og turister. Lokalt hedder byen Ganggar og på bakken over byen, lå engang et dzong, fort. Det var en del af det store forsvarsværk tibetanerne byggede som værn mod gurkhaerne i Nepal. Man ser stadig rester af denne mur mellem Gutsuo og Shegar i Sydtibet. Herfra er der et væld af gode og smukke vandreoplevelser.
Stien fører stik syd, henover det kæmpemæssige, efter tibetanske forhold, frodige plateau. Det er flad vandring, hvor man ikke føler fremskridt. Dog er der en opmuntrende gnaver her og der, en bjerghare og ikke mindst den majestætiske lammegrib højt på himlen. Vi raster i landsbyen Ghyndaphu beliggende neden for en bakketop. Det er en smuk lille landsby, med 20 huse. Vi kommer ind til en familie, spiser frokost og forhører os om livets gang udenfor kinesisk indflydelse. Udsigten på denne kæmpemæssige slette, hvor jeg føler mig forvandlet til en mikromus i et makrolandskab, er fabelagtig. Foran os tårner Cho Oyu sig op mod himlen. Højdeforskellen er tydelig, vi går på en flad mark og brat rejser denne verdens kæmpemæssige bjerge sig mod himlen.

Efter nogle hårde og kolde vandredage er vi ved at være trætte, foråret har budt på hele tre længere Himalaya-vandreture og nu altså Tibet. Et ganske kort øjeblik efter, går det opad igen og endelig begynder Everest at give sig til syne – dog kun som en lille top i horisonten. Men det er et fantastisk øjeblik, som en ren vitaminindsprøjtning, jeg sætter tempoet op. Den gigantiske nordside - det lå så uendeligt langt væk og var så
påtrængende virkeligt, at jeg følte et sug i maven. Everest, her er vi med vore planer om at bestige en af dine noget mindre naboer. Formen har været god og intet kan stoppe os i vores videre planer med vores mål. Det viser sig, at der stadig er et godt stykke vej til Rongbuk klosteret i selve dalen. Først går jeg gennem en kani (indgangsportal). Det må være et rensende og lykkebringende øjeblik. Vi møder nogle yak-hyrder, der er kommet ned fra lejr III på Everest og raster med dem. Kort efter drejer jeg om en grustop og selve Rongbuk klosteret kommer til syne. De næste par timer går jeg lidt rundt og ser klosterets opbygning. Her er mange ødelagte bygninger og Rongbuk er kun ca. halv størrelse af det, som Klavs Becker-Larsens billeder fra 1951 viser. Der er ikke mange spindende bedemøller eller pilgrimme, men stedet har alligevel bibeholdt en del af sin fascination.

Udenfor klosterbygningernes ro er en kuldskærende blæst, der går gennem marv og ben på få sekunder. Over os er Everest i glødende rødt, solens sidste stråler gør stedet mere uvirkeligt, end det er i forvejen. Everest er alligevel noget større, end jeg først havde forestillet mig. Her er noget uforklarligt, jeg mærker historiens vingesus og oplevelsesmomentet er storsindet mod mig.

Dalen er ganske snæver, ikke som ved Shisha Pangma’s basislejr, hvor højsletten fortsætter så langt øjet rækker. Dagen efter fortsætter vi i en kort march til Everest base camp; er de eneste der dette år har gået til basislejren og bliver vartet op af alle ekspeditionerne på fineste vis. Vi er i det Everest-skæbnesvangre år 1996 og bare ti dage senere skulle idyllen vise sig at blive vendt til dødelig alvor med ni døde højt på bjerget. Der i blandt to af de indere, der trakterede os så vel. Jo bjergbestigning på så høje bjerge er en alvorlig sag. Og Everest berygtede og berømte nordside har kostet alt for mange liv. En dansker er kommet op denne vej. En er død. Det er ikke meget at lave statistik over, men god er den ikke.

 

Tibet og Kina - en fantastisk kulturoplevelse

Kina er en kulturel oplevelse i særklasse med sin 1.000 år gamle kultur. For Peking (eller retteligt Beijing), der allerede under Djenghis Khan blev mongolernes første hovedstad efter Karakoram, kan der blot nævnes Muren, Ming gravene, Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Sommerpaladset og Himlens Tempel. Efterfølgende vælger mange at lægge vejen forbi den gamle kejserby Xi’an, der som hovedsæde for Kinas første kejser Qin Shi Huangdi (221 f. Kr.), er den kinesiske kulturs vugge. Her trækker især de verdensberømte Terracottasoldater og den gamle bymur, der delvis omkranser den gamle bydel, hvor det muslimske kvarter er fantastisk.