North Seymour-øen

Denne lille ø ligger lige nord for Baltra og lufthavnen og dermed også tæt på Santa Cruz-øen. Den har et rigt fugleliv, og især fregatfugle yngler her, og det er det bedste sted på Galapagos at se han-fregatfugle med oppustet strubesæk, der forsøger at tiltrække hunner. Desuden er det et glimrende sted at se flotte landleguaner, masser af søløver, blåfodede suler og havleguaner. I vandet kan man snorkle (hvis det ikke er blevet forbudt), men det er også et sted med strøm, og så er der god mulighed for at se hajer fra skibet. Der er tale om en ”tør landing”, som kan være problematisk med dønninger osv. På fotoet kan man se, hvordan en sådan landing foregår i roligt vejr.