Tenerife - Hotel Rural el Patio

Hotel El Patio er en flot historisk bygning fra 1500-tallet. Gården ligger meget smukt midt i en bananplantage med udsigt over barske kyststrækninger og bjergmassiver i baggrunden.
Slægtsgården har været i familiens eje i over 400 år, og stedet holdes med kærlig hånd med stor respekt for traditionerne og historien. Værelserne, der engang var stalde, lagerbygninger og tjenesteboliger, er nyrenoverede, men holdt i den oprindelige, koloniale stil. Et skønt sted at trække sig tilbage på efter en aktiv dag, især fordi man her værner om freden, hvorfor der ikke er tv eller radio på værelserne, men i stedet hyggelige udendørsterrasser, hvor man kan nyde et glas rødvin, en god bog eller bare hænge ud. Hotel El Patio ligger på øens nordvestlige side, som generelt er meget mere uspoleret end byerne på sydkysten. Byerne Garachico, Tanque, Orotavo og Icod de los Vinos er alle hyggelige, autentiske, koloniale og fri for de store hotelmassiver, som præger hele sydkysten. Kyststrækningerne her er barske, men afbrydes af små vulkanske bassiner langs kystbyerne samt mindre badestrande.

Hotel Rural El Patio, Tenerife, Spanien

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, til brug for trafikmåling og optimering af sidens indhold samt til at målrette markedsføring. Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål.