Sicilien rejser - langt fra turismens alfarvej

For historisk interesserede er Sicilien et must med en baggrund helt ulig det øvrige Italien. Nogle turbulente årtusinder har sat sig spor i form af talrige seværdige bygningsværker ødselt spredt over øen. Grækerne fandt tidligt frem til Sicilien, hvilket de betagende templer og teatre minder om – således nogle af de bedst bevarede bygninger i hele Middelhavsområdet. Romerne fik, i århundrederne omkring begyndelsen af vor tidsregning, magten over Sicilien. Og der er masser af historiske romerske bygningsværker – måske mest imponerende i form af kejservillaen ved Piazza Armerina. Senere har de fleste kolonimagter på skift haft magten over Sicilien, hvilket har sat sine spor i form af en meget forskelligartet arkitektur. Først i 1860 blev Sicilien indlemmet i Italien, efter at Garibaldi med sine 1000 frivillige rødskjorter opildnede Siciliens indbyggere til oprør mod bourbonerne, der på det tidspunkt havde magten.

De forskellige besættelsesmagter havde nok af interne problemer, hvilket resulterede i, at magtbegærlige og kynikere næsten havde frit spil. De ”små” i samfundet lærte hurtigt at henvende sig til disse samfundets ”store” skruppelløse. Det skabte grobund for den så berygtede sicilianske mafia. Mafiaen mærker man nu om dage næsten intet til – udover en romantisk gysen ved at være i Palermo eller ved at befinde sig på de steder, hvor store mafia-film som ”The Godfather” blev optaget.

Det officielle sprog på Sicilien er italiensk; men sicilianernes modersmål er siciliansk, kaldet u sicilianu. Dette sprog tales ikke kun på Sicilien, men i hele Meridionale, som man kalder det syditalienske område, der historisk er knyttet til Sicilien. Nu tænker I måske: Der menes vel dialekt og ikke sprog? Men sprogforskere betragter faktisk siciliansk som et selvstændigt sprog, fordi det afviger rigtig meget fra italiensk. Sicilianerne er altså tosprogede. Hermed er også sagt, at de, der kan italiensk, må belave sig på ikke at kunne forstå alt, hvad der bliver sagt. Især gamle mennesker ude i de små landsbyer kan være svære at forstå. Vi kender det herhjemmefra, hvor det heller ikke altid er nemt at forstå den gamle, vestjyske fisker, der kontakter os, når vi promenerer på havnen.

For historisk interesserede er Sicilien et must med en baggrund helt ulig det øvrige Italien. Nogle turbulente årtusinder har sat sig spor i form af talrige seværdige bygningsværker ødselt spredt over øen. Grækerne fandt tidligt frem til Sicilien, hvilket de betagende templer og teatre minder om – således nogle af de bedst bevarede bygninger i hele Middelhavsområdet. Romerne fik, i århundrederne omkring begyndelsen af vor tidsregning, magten over Sicilien. Og der er masser af historiske romerske bygningsværker – måske mest imponerende i form af kejservillaen ved Piazza Armerina. Senere har de fleste kolonimagter på skift haft magten over Sicilien, hvilket har sat sine spor i form af en meget forskelligartet arkitektur. Først i 1860 blev Sicilien indlemmet i Italien, efter at Garibaldi med sine 1000 frivillige rødskjorter opildnede Siciliens indbyggere til oprør mod bourbonerne, der på det tidspunkt havde magten.

De forskellige besættelsesmagter havde nok af interne problemer, hvilket resulterede i, at magtbegærlige og kynikere næsten havde frit spil. De ”små” i samfundet lærte hurtigt at henvende sig til disse samfundets ”store” skruppelløse. Det skabte grobund for den så berygtede sicilianske mafia. Mafiaen mærker man nu om dage næsten intet til – udover en romantisk gysen ved at være i Palermo eller ved at befinde sig på de steder, hvor store mafia-film som ”The Godfather” blev optaget.

Politisk har Sicilien haft perioder, hvor øen havde stor vigtighed, mens den til andre tider har været uden større betydning. Generelt må man sige, at mange stater gennem tiderne har haft lyst til at herske over øen. Siciliens historie er samtidig en fortælling om, hvordan Europas rigeste og mest frugtbare ø endte som et af Europas fattigste områder.
For at finde det ældste vidnesbyrd om mennesker på Sicilien, skal vi tilbage til den sidste periode af den ældre stenalder, da mennesket endnu var huleboer og levede af at jage og samle vilde frugter. Fra den tid har man fundet våben og redskaber hugget ud i sten. De er dukket op i flere områder langs den nordlige kyst og i mindre målestok på den sydlige sammen med rester af fossile, forsvundne dyr, som fx dværgelefanten.

Øen var oprindeligt delt mellem tre folkeslag: sikulerne, sikanerne og elymnerne. Sikulerne holdt til i øens østlige ende. Det er dem, der har givet navn til øen, der dengang hed Sikelia. Midt på øen holdt sikanerne til og elymnerne befandt sig længst mod vest. Grækerne invaderede en stor del af øen i år 735 f.Kr., og helt frem til år 220 f.Kr. hørte denne del til det græske storrige Magna Grecia.

Rundt om på øen finder man velbevarede ruiner fra den græske tid, bl.a. i Templernes Dal, Selinunte og Segesta. I dag er dette dog kun ruinbyer. En anden græsk anlagt by, Taormina, der ligger på østkysten, har derimod fortsat sin udvikling og er beboet den dag i dag.

En fønisk gruppe ved navn Marmererne erobrede i år ca. 564 f.Kr. den vestlige del af Sicilien ved at plyndre og uddrive hellenerne. Herefter var Selinunte grækernes vestligste by. Der var utallige krige om grænsedragningen mellem grækerne og fønikerne, bl.a. var der i 409 f.Kr. en mægtig massakre ved Selinunte, hvor 16.000 græske soldater blev dræbt, 5.000 blev taget som slaver, mens kun 3.000 undslap til den nærliggende græske by, Agrigento.

Lidt forenklet er det at sige, at grækerne havde magten over hele den østlige del af øen. De havde deres bryderier i øst, hvor Sparta, Athens ærkerival i antikken, forsøgte at få en del af kagen. Spartanerne havde magten i Syrakus, på italiensk: Siracusa, der fra 6.-4. årh. f.Kr. var verdens største by med over 1 million indbyggere! Rundt om Siracusa er der en stor slette, som spartanerne ligeledes havde herredømmet over. Her dyrkede de hvede, som blev solgt og derved gav dem stor rigdom. De puniske krige var tre krige mellem Romerriget og den fønikiske bystat Karthago, der fandt sted fra 264 f.Kr. til 146 f.Kr. Krigene var et resultat af Roms ekspansion og gav bl.a. de sejrende romere magten over Sicilien. Men hvordan førte krige mellem Romerriget og Karthago til, at grækerne mistede Sicilien? Efter ca. 300 års intern krig mellem Karthago og grækerne, søgte grækerne hjælp fra det stærke Romerrige. Rom tænkte taktisk, at hvis fønikerne, der ligeledes led af ekspansionstrang, fik magten over hele Sicilien, ville de kunne bruge øen som en ”bro” til Romerriget og således prøve at udrydde dem. Rom valgte derfor at ”hjælpe” grækerne. Den første puniske krig fra 264 f.Kr. blev hovedsageligt udkæmpet på havet. Den startede med et stort søslag ved Sicilien, fortsatte derefter ved Karthagos kyster og førte senere til den romerske kyst. Rom vandt krigen i år 241 f.Kr., og tog derefter magten over Sicilien, som grækerne, der selv havde hidkaldt romerne, måtte forlade. Spartanerne bevarede dog magten i Siracusa, hvor de blev indtil 212 f.Kr.

Under romerne blev der ført mange værdifulde skibsladninger fra Sicilien til Rom, for romerne var store beundrere af den græske kunst, som de nu tog til sig og begyndte at kopiere. Også korn blev sendt fra den frugtbare ø til hovedstaden. I begyndelsen blev kornet solgt af sicilianere; men romerne så snart muligheden for at gøre gode investeringer og konfiskerede de frie bønders marker for at oprette de såkaldte ”latifondier”, ejendomme ejet af rige romere, der brugte krigsfanger som slaver til at udføre arbejdet. Kornpriserne blev fastsat af senatet i Rom og var slet ikke høje nok til, at de frie, sicilianske bønder, der ikke brugte slaver, kunne overleve. Disse latifondier anses for at være begyndelsen til øens fattigdom.

Romerriget blev i 395 delt i Det Vestromerske Rige, der havde Rom som hovedstad, og Det Østromerske Rige, hvor hovedstaden var Byzans. Vandaler blev Det Vestromerske Riges endeligt. Vandalerne var en germansk stamme, der udvandrede omkring år 100 fra det område, der i dag er Polen. De ødelagde Rom omkring 455 e.Kr., og lagde herved også navn til det at "vandalisere" eller at være en "vandal".  Efter Romerrigets fald havde vandalerne magten på Sicilien fra 468-535. Men romerne var ikke meget for at give afkald på den frodige ø. Det Østromerske Rige, der også kaldes Det Byzantinske Rige, havde fremgang, og i 535 erobrede byzantinerne magten over øen. På dette tidspunkt var Siracusa stadig en mægtig by, og i fem år fra 663 og frem var den regeringsby for det store imperium.

Desværre medførte magtskiftet ikke forbedrede vilkår for de sicilianske bønder. Kornet blev nu blot sendt til Nordafrika, hvor det stadig blev solgt til lave priser. Det byzantinske herredømme, der varede i hen ved 300 år, kan spores i vore dages sicilianske kultur. Maden på Sicilien er mere krydret end i resten af Italien og dette tilskrives, at byzantinerne bragte Østens krydderier til øen. Den tids herredømme har desuden haft stor indflydelse på kirkernes udsmykning. Byzantinerne var fænomenale til at lave smukke mosaikker, og også efter at byzantinerne mistede herredømmet over øen, fortsatte man med at lade dem udsmykke kirkerne. Man finder således flere steder kirker med velbevarede, byzantinske mosaikker, bl.a. i Cefalù, i Monreale og i Palermo.

I 827 var der en byzantinsk admiral, der kom på kant med det byzantinske imperium, og han henvendte sig til emiren i Tunesien efter hjælp. Det førte til en lang og blodig krig, som endte med, at araberne tog magten over Sicilien. De blev ved roret indtil 1091. Der er ikke mange levn efter arabernes byggerier. Mest velbevaret er en vaskeplads i Cefalù, der ses på billedet til højre. Arabernes kulinariske spor er derimod tydelige: det var dem, der indførte ris, rørsukker, appelsiner, citroner, dadler, couscous, sorbetis og krydderier. Desværre havde den arabiske dominans også negative sider: araberne fældede mange skove og holdt geder, der spiste de nye skud, der brød frem, så ny skov ikke voksede til. Desuden værdsatte araberne ikke øens kulturværdier og kastrerede de mange statuer af nøgne mænd. I øens arabiske periode var der mange krige, og byzantinerne udnyttede en turbulent periode til at tilbageerobre Siracusa, hvor de byggede fortet Castello Maniace.

For at komme videre i historien flytter vi lige fokus til Nordfrankrig for et øjeblik. Kort fortalt var vikinger fra Norge og Danmark ankommet dertil, og den franske konge gav dem Normandiet, mod at vikingerne lod sig kristne. Efterfølgerne af de nordiske vikinger, nu kaldet normannerne, rejste ud for at eliminere islamisterne fra Sydeuropa. I den forbindelse ankom de to normanniske brødre Roger og Robert  til Syditalien. Robert blev hertug af Apulien, og i begyndelse var Roger på Sicilien en vasal under broderen, senere blev han konge. Han var en stor diplomat, dygtig til at samarbejde og meget tolerant, så det blev en god periode for alle de etniske grupper på øen. Meget usædvanligt gav han religiøs frihed til alle og ligestillede sprogene arabisk, græsk, latin og fransk. Skønt Siracusa var øens største by, foretrak Roger Palermo som hovedstad.

Da Roger døde i 1101, blev han efterfulgt af sin søn, der ligeledes var en stor diplomat og meget intelligent. Som sin far var Roger II desuden meget religiøs og grundlagde en række fantastiske katedraler på Sicilien. Billedet herunder viser domkirken i Cefalù, der ifølge en legende blev opført efter et løfte, Roger gav til Gud, da han på en skibsrejse fra Napoli til Palermo forliste i et uvejr og blev skyllet op på stranden ved Cefalù.

Om han var i Napoli for at forhandle om at tilknytte Syditalien til Sicilien skal være usagt; men under hans regeringsperiode blev de to områder samlet til Det Sicilianske Kongerige – senere kaldt Riget med de to Sicilier.
Roger II blev efterfulgt af Giuglielmo I – kaldet den Grusomme – og derefter Giuglielmo II - den Gode. 

En legende fortæller, at Giuglielmo II under en jagt faldt i søvn under et træ. I et drømmesyn bad Jomfru Maria ham om at rejse en kirke på stedet. Han gjorde som påbudt, hvilket førte til opførelse af domkirken i Monreale udenfor Palermo.

Giuglielmo II’s eneste søn døde i 1188, et år før faderen, der derved døde uden en efterkommer at overgive magten til. Den harmoniske periode under normannerne kom således kun til at vare omkring hundrede år, fra 1091 til 1194. Efter nogle forviklinger overgik riget herefter til Giuglielmo II’s tante, Costanza af Sicilien, og hendes mand, Henrik VI af Tyskland, nevø til den kendte Frederik Barbarossa (Rødskæg). 
Sicilien blev under Henrik VI en del af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation, på dansk sædvanligvis kaldet det Tysk-Romerske Rige. Der fulgte nogle år med megen terror. Det var ingen sorg, at Henrik VI døde allerede efter tre år, og Costanza døde året efter. Deres søn, der blot var fire år gammel, fik paven af Rom til tutor. Drengen voksede op i Palermo, og i 1220 blev han kronet som Frederik  II, kejser af det Tysk-Romerske Rige og konge af Sicilien. Han indførte et strengt skattesystem, der indbragte mange penge i hans egne lommer. Disse blev bl.a. anvendt til at bygge borge rundt omkring på øen. Vi finder resterne af en i Cefalù. Nu er det en ruin; men med dens fantastiske beliggenhed er den alligevel et besøg værd. Borgen i Enna er også hans værk. Også denne har en velvalgt beliggenhed lige ved et af grækernes religiøse steder, Rocca di Cerere.

Tiden under Frederik II blev en forholdsvis god periode for Sicilien; men da han døde i 1250, begyndte en nedgangsperiode. Frederik havde haft talrige konfrontationer med paven, og da Frederiks søn skulle krones, forrådte paven denne og udnyttede situationen til i stedet at udnævnte Carlo d’Angiò, en broder til den franske konge. Carlo tog residens i Napoli og lod grusomme funktionærer regere på Sicilien. Som følge af mishandlingen opstod der i 1282 et spontant oprør, der er gået over i den sicilianske historie som Den Sicilianske Vesper, i dag nok mest kendt fra Giuseppe Verdis opera om oprøret. 

Det hele begyndte ved Vesper  den 31. marts 1282, 2. Påskedag, på kirkepladsen ved San Spirito-kirken i Palermo. En rekonstruktion af historien fortæller om følgende episode: Under påskud af at søge efter skjulte våben undersøgte en fransk soldat, Drouet, en ung adelsdame på en yderst respektløs måde. Adelsdamen havde følgeskab af sin ægtemand, der – naturligvis – reagerede med vrede. Dermed var oprøret brudt ud. Indbyrdes kaldte sicilianerne de forhadte franskmænd for ”tartaglioni”, stammere, fordi de talte så dårligt italiensk. Nu krævede sicilianerne, at franskmændene skulle sige ordet ”cicero”, og kunne de ikke det, blev de myrdet. I løbet af aftenen og den følgende nat udviklede sicilianernes jagt på franskmændene sig til et regulært blodbad.

Ved solopgang erklærede Palermo sig uafhængigt. Snart bredte opstanden sig til andre byer: Corleone, Taormina, Messina, Siracusa, Augusta, Catania osv. Carlo d’Angiò forsøgte forgæves at formilde oprørerne med et løfte om talrige reformer. Til sidst besluttede han at intervenere med 75.000 mand og 200 skibe. Han lagde ud fra Catona-Gallico, nord for Reggio, og i slutningen af maj var han fremme ved Messina; men hans drøm om igen at få magten over øen gik til grunde, da en flåde fra kongen af Aragonien, der af sicilianerne var tilkaldt som befrier den 30. august anløb Trapani.

Aragonierne tog sig godt betalt for at hjælpe, idet Pietro III af Aragonien nu tog kontrol over Sicilien. - Det minder om noget, man har hørt før, ikke? - Den franske konge flygtede til Napoli, og den syditalienske del af riget blev skilt fra Sicilien.  Et ægteskab mellem en kongedatter fra Aragonien og den spanske konge Carlo V førte i 1516 til spansk herredømme over øen. Spanierne blev på øen til 1713, og dette smages i den sicilianske kost. Det var spanierne, der introducerede sicilianerne for fødevarer som tomater, peberfrugt, aubergine og kakao. Så langt så godt; men det spanske styre gav ingen forbedringer til det sicilianske folk. I stedet blev det endnu en periode med undertrykkelse og fattigdom. De spanske konger udplyndrede øen, hvorfra de bl.a. fjernede mange kunstskatte og værker skrevet af araberne. Feudalismen fortsatte, og de spanske baroner udpinte øen for selv at opnå rigdom. Aristokratiet brugte deres umådelige rigdomme til at opføre luksuspaladser, hvor de levede et liv i luksus i stedet for at investere. I dag ser man disse paladser adskillige steder. På følgende side ses et par eksempler.

Mens spanierne levede det søde liv, døde mange sicilianere af sult. Og så kom pesten til øen. Den forfærdelige tid er afbilledet i fresken Dødens Triumf (Trionfo della Morte) fra midten af det 15. årh. i Palazzo Abbatelli i Palermo.
Den sidste spanske konge på Sicilien blev Filippo V, der med underskrivelsen af Utrecht-freden  i 1713 måtte afstå øen til Vittorio Amedeo II af Savoien. Da det spanske herredømme sluttede i 1713, var den rigeste og mest frugtbare ø blevet den fattigste i Europa! Vittoria Amadeo II var enevældig konge og krigsfører fra Savoien, prins af Piemonte og havde desuden et væld af hertug og markis-titler. Han blev nu konge af Sicilien indtil 1720, hvorefter han blev konge af Sardinien.

Af Utrecht-aftalen fremgik det, at Sicilien dog stadig var et feudal under Spanien og såfremt den mandlige gren af Savoien-familien uddøde, skulle Sicilien tilbage under den spanske krone. Det kom den i 1734, hvor Carlo af Bourbon blev regent og tog navnet Carlo III. Han valgte Palermo som regeringsby og introducerede sicilianerne for bl.a. tyrefægtning, der blev et tilløbsstykke også op i 1800-tallet. 
Sicilien blev knyttet tættere til det italienske fastland da Carlos søn, Ferdinand III kom på tronen i 1759, for han valgte Napoli som regeringsby. Gennem hele dette århundrede var den politiske magt på Sicilien dog stærkt afhængig af en snes baronier, der havde enorm politisk indflydelse. Under Napoleonskrigene (1804-1815) blev Ferdinand tvunget til at forlade Napoli og flygte til Palermo, men i 1815 vendte han tilbage og grundlagde i 1816 Kongeriget De To Sicilier og ændrede sit eget navn til Ferdinand I. Rigets navn var et forsøg på at tilfredsstille sicilianerne, for ændringerne medførte i virkeligheden, at de få privilegier, de havde haft, blev fjernet. Det førte til en generel utilfredshed, der blev grundlaget for Risorgimento, Italiens samling. 
 Drømmen om at befri sig fra det bourbonske enevælde var meget stærk og der var mange oprør i årene fra 1816 til 1860; men sicilianerne havde ikke held til at opnå frihed. Derfor støttede de Giuseppe Garibaldi, da han og hans tusinde mand, også kaldet Rødskjorter, eller simpelthen De Tusind, den 11. maj 1860 gik i land i Marsala.
Den 15. maj ved Calatafimi vandt De Tusind med besvær det første slag mod ca. 2.000 bourbonske soldater. I mellemtiden var De Tusind blevet til ca. 1.200, da en del af lokalbefolkningen sluttede sig til hæren. 

Godt hjulpet af det offentlige oprør sejrede Garibaldi igen i Palermo efter få dages kamp, der udspandt sig fra den 27. til den 30. maj. Den 20. juli blev de bourbonske tropper slået ved Milazzo, hvorefter Garibaldi fortsatte til kontinentet. I 1861 var Kongeriget Italien en realitet og Kongeriget Sicilien blev forenet hermed. 
Vittorio Emanuele II, der var prins af Piemonte, hertug af Savoien og konge af Sardinien, havde støttet Garibaldi og blev nu det samlede Italiens første konge. Dynastiet Savoiens våbenskjold var et hvidt kors på rød bund, meget lig Dannebrog. Dette våbenskjold blev en del af det nye kongerige Italiens flag, og det bruges stadig af kongetro italienere.
Sicilianerne havde støttet Garibaldi og hans oprørere i forventning om – og lovning på - at få foden under eget bord og indflydelse på sine egne livsvilkår; men Risorgimento forbedrede ikke sicilianernes vilkår. Besværlighederne øgedes blot, idet den nye regering forsøgte at centralisere magten i den nordlige del af riget, mens skatterne steg voldsomt i syd. Pengene fra det sicilianske landbrug strømmede nordpå, hvor de blev anvendt til investeringer i Norditalien. På Sicilien stod den jævne befolknings armod i stor kontrast til adelens og kirkens privilegier. Den nye regering havde brug for støtte fra de store jordejere og derfor blev den distribuering af jord, som Garibaldi havde lovet sicilianerne, aldrig udført. Skattetrykket blev derimod øget, tiden som værnepligtig blev forlænget og for en bonde med mange munde at mætte førte disse vilkår til desperation. På baggrund af disse forhold var der oprør i Palermo i 1866; men det førte ingen ændringer med sig. Resultatet af situationen var, at relationerne mellem nord og syd i det nye land udviklede sig til et mistillidsforhold. Modstandere og desertører organiserede sig i bander. På landet begyndte man at foretrække disse organiserede banders retfærdighedssyn – hvilket siges at være starten på mafiaen.

I de første tiår af det 20. århundrede var de store jordejeres interesser stadig dominerende og udviklingen af sociale og økonomiske områder gik langsomt på Sicilien i forhold til i andre af det nye riges regioner. Omkring år 1900 var der en særlig hård periode med stor armod, da man ud over fattigdom måtte trækkes med både malaria og tuberkulose og de mange problemer tvang en stor del af det italienske proletariat til at emigrere. Det var især til destinationer som Amerika og Australien. 
Da 1. Verdenskrig brød ud i 1915, var Italien til at begynde med neutral. Men den 23. maj 1915 indgik de i en koalition med Tyskland, Østrig og Ungarn. Ved krigens slutning overgik adskillige østrigske områder i nordøst til Italien.

På grund af de økonomiske og sociale besværligheder efter krigen og den utilfredshed disse forhold skabte, fik Mussolini i 1922 magten i Italien. Han introducerede fascismen og reducerede kongens rolle til kun at være formel. Den fascistiske periode mærkede man på Sicilien hovedsageligt ved det ineffektive og korrupte styre.  Mussolinis drøm om at skabe en stærk militærmagt skulle realiseres økonomisk gennem en udbygning af industrialiseringen i nord. Økonomien hertil fik han ved at skaffe billige fødevarer og råstoffer fra syd. Der var forsøg på oprør, men ethvert håb blev hurtigt slået ned og den sicilianske fascisme konsolideret med hjælp fra aristokratiet.
Under 2. Verdenskrig kæmpede Italien på Tysklands side imod Frankrig og England. Den 10. juli 1943 gik de allierede i land på Sicilien med 160.000 soldater fordelt på to arméer. Den ene armé, den 7., ledet af George Patton, havde til opgave at besejre kyststrækningen mellem Licata og Vittoria, mens den anden, den 8., der stod under Montgomerys ledelse, skulle tage kysten mellem Pachino-halvøen og Siracusa.

På blot ti dage blev to tredjedele af øen besejret. Palermo blev bombet og de allierede fortsatte til Messina. Fra februar til august 1943 blev Messina næsten jævnet med jorden, idet 94 % af byens bygninger blev ødelagt. Alligevel blev amerikanerne hilst velkomne ikke blot af sicilianerne, men af de fleste italienere og efter blot 38 dage var Mussolinis regime ødelagt og regeringen måtte kapitulere.
Som konsekvens af kongens støtte til Mussolini afholdt man i 1946 en folkeafstemning, der blev enden på monarkiet og Republikken Italiens fødsel.
Italien blev opdelt i tyve regioner, hvoraf fem fik stor selvstændighed. Sicilien er én af disse. Sicilien har et lokalt parlament, Assemblea Regionale Siciliana, med 90 medlemmer, der udnævner en regering, La Giunta. Parlamentet har sæde i Parlazzo dei Normanni i Palermo.

Siciliens selvstændighed omhandler: kommunale skatter, landbrug, handel, industri, håndværk, byplanlægning, regional udvikling, veje, muser, biblioteker og turisme. 
Fra 1950 begyndte små reformer endeligt at give fremskridt. Den italienske regering afsatte en sum penge i Casa per il Mezzogiorno, en konto til Syditalien, der skulle give statsstøtte til forbedringer af infrastrukturen, vandforsyning, elektricitetsforsyning, industri og dræningsarbejder. Den kulturelle og økonomiske opdeling mellem Sicilien og Norditalien er dog forblevet aktuel og repræsenterer også i vore dage et uløst problem.

Kort efter Messina kan man forlade motorvejen for en stund for at køre en tur ud omkring Capo Peloro, hvorfra der kun er godt tre kilometer til det italienske fastland. 
Lidt senere passerer man Milazzo, hvorfra man kan sejle til øgruppen De Eoliske Øer . 
34 km vest for Milazzo ligger Tindari på et lille bjerg ved havet. Byen har en lang historie, der fører tilbage til en koloni grundlagt af Siracusa i 396 f.Kr. Ud mod havet, på kanten af klippen 274 m o.h. ligger et kloster og en kirke, kendt for sin Sorte Madonna. 
Et sagn fortæller, at en mor bad til Tindaris Madonna, fordi hendes barn var sygt. Barnet kom sig og moderen gik til kirken for at takke for helbredelsen. Men da hun så, at kirkens Madonna havde et sort ansigt, blev hun vred og gik ud for at lede efter ”den rigtige Madonna”. I sin vrede glemte hun at se efter barnet og det faldt ud over klippekanten. Atter bad moderen til Tindaris Madonna og miraklet indtraf: neden for klippen dannede der sig en sandbanke, hvorpå barnet landede uskadt. Moderen gik nu ind i kirken og i erkendelse af, at kirkens Sorte Madonna var den rigtige Madonna, takkede og undskyldte hun overfor denne.
Fra Tindari er der 36 km til Capo d’Orlando. Det er en fiskerby, opstået i normannertiden. Her er ca. 13.000 indbyggere.
25 km længere vestpå ligger Acquedolci, der har 5.500 indbyggere og er en forholdsvis ny by. Byens indbyggere boede tidligere i San Fratello, en lille by længere oppe ad bjergsiden, 675 m o.h. I 1922 blev denne udsat for et voldsomt jordskælv og rystet over at så mange have mistet hus og hjem, besluttede byrådet at flytte byen ned til kysten. Den gamle San Fratello lever imidlertid videre og har i dag mere end 4.000 indbyggere. Er man i nærheden i påsken, kan man Langfredag se et specielt optog, kaldet I Giudei, Jøderne. Grupper af personer klædt i djævle-agtige kostumer farer igennem byen og ind på barer og restauranter, hvor de beværtes med vin og søde sager, mens de spiller på trompeter og herved spotter Lidelsens strenge, hellige karakter. 
Ca. to kilometer syd for Acquedolci ligger Grotta di San Teodoro . Da man i 1859 udførte arkæologiske udgravninger i og udenfor grotten, fandt man rester af forhistoriske mennesker og dyr . Grotten har været beboet allerede fra omkring 12.000 år f.Kr. og man har fundet nogle af Siciliens ældste grave, hvori der var fem kranier og to meget velbevarede skeletter. Gravene var ikke særligt dybe. De døde var omgivet af dyreknogler og små sten og pyntet med halskæder af hjortetænder. Ovenpå var der et tyndt jordlag, hvorpå der var strøet okker. 
Det vigtigste fund er en 30-årig kvinde på 165 cm. Hun har fået navnet Thea efter grottens navn. Man har forsøgt at lave en rekonstruktion, der viser, hvordan hun så ud.
Efter endnu 38 km kommer man til Santo Stefano di Camastra . Sammen med tidligere omtalte Caltagirone, regnes disse to byer for Siciliens keramiske centre og her vrimler det med butikker, der frister med alskens keramik.
Efter endnu 15 km er man fremme ved Pettineo og Casa Migliaca.

Casa Migliaca

Casa Migliaca ligger 7 km fra Siciliens nordkyst, midtvejs mellem Messina og Palermo, ikke langt fra Cefalù. Stedet har altid tilhørt familien Allegra, Signora Teresas slægt, der har boet i den nærliggende by Mistretta.
Takket være det milde klima og de lette briser, har ejerne altid betragtet det mere som et behageligt feriested end som en ressource, selv om det var et produktivt landbrug. 
Det har en smuk beliggenhed på en bakketop 205 m o.h., 300 m fra landsbyen Pettineo. Mod vest er der udsigt over den nedenfor liggende Tusa-floddal, domineret af den gamle by Tusa, der ligger på dalens modsatte side. Mod nord, langt ude på havet, kan man af og til se De Eoliske Øer. Mod syd ligger Pettineo  og mod øst kan man se den højere liggende by Motta d’Affermo .
Der findes ingen dokumenter, hvorudfra man kan fastslå, hvor gammel Casa Migliaca er, men den er sandsynligvis opført i 1600-tallet. Husets beliggenhed på den ene side af den gamle sti til Tusa-floden er strategisk god og der er herfra et fantastisk overblik over Tusa-dalen. Derfor mener man, stedet oprindeligt tilhørte en del af Pettineos forsvarslinie, og man har fundet lighedspunkter med ruinerne af Ventimiglia-borgen i Pettineo, bygget af Ventimiglia-familien, der herskede i det nordlige Sicilien fra 1300- til 1600-tallet. Det er den ujævne stenbelægning omkring huset, af en meget gammel type kaldet ”a giacatu”, der udgør bygningens ældste del.

Der er spor af den oprindelige bebyggelse under det stenlag, der i vore dage er bygningens fundament. Man formoder, den oprindelige del svarer nogenlunde til fundamentet i dag, når man ser bort fra østfløjen.  
I begyndelsen af 1800-tallet blev den øverste etage tilføjet. Den gamle fæstning, der siden var blevet oliemølle, blev hermed beboelseshus for ejeren. Man formoder, at det også var på denne tid, at østfløjen blev tilføjet som stald til dyrene og udhus til redskaberne. 
Teresa er vokset op i nærheden af Messina og på det tidspunkt var det hendes bedsteforældre i Mistretta, der benyttede Casa Migliaca. Man boede her kun i den periode af året, hvor man høstede og lavede olie. Den underste etage af huset blev brugt til olieforarbejdningen, mens boligen var ovenpå. Under 2. verdenskrig flyttede hele familien dog hertil, da her var mere sikkert end i byen. 
Sebastiano stammer fra Catania og her bosatte han og Teresa sig, og her voksede deres to sønner, Luca og Antonio, op. Sønnerne er nu voksne og bor stadig i Catania, men kommer ofte og hjælper til på Casa Migliaca.

I 1993 begyndte Teresa og Sebastiano renoveringen af Casa Migliaca. 
Tidens tand har ikke spoleret Casa Migliacas oprindelige skønhed, men tilføjet den en charme, som Teresa og Sebastiano har evnet at bevare. Rummene har stadig deres oprindelige størrelse og de har fået navne og erindringsgenstande om deres tidligere funktion. Den vigtigste del af olivenpressen og det underliggende reservoir er stadig bevaret på dets oprindelige plads. Den gamle møllesten er brugt til spisebord. De gamle oliekrukker er spredt rundt om i haven, nu konverteret til blomsterkrukker. Smukke pergolaer, hvis underlag som nævnt er endnu ældre end den gamle møllesten, omgiver huset. Huset har en nøjagtig nord-sydvendt placering, hvilket resulterer i, at mindst to sider ligger i skygge på enhver tid af dagen.  Sydsiden bruges til sommerens aftensmåltider. Mod vest- og nordsiden er skyggen under de grønne pergolaer, hjulpet af en kølig brise fra bjergene omkring Casa Migliaca, perfekt til at mildne sommerens varme middagssol. Den kølige skygge, man finder her, er en oase til afslappende læsning eller en lur i en af liggestolene, der står spredt rundt omkring. I stueetagen er hjertet Oliemølle-salonen, med det unikke, 20-personers, runde bord, der er lavet af den gamle oliemøllesten med det indridsede årstallet MDCLI (1651). Dette kan være datoen for ændringen fra fæstning til oliemølle. Det er bl.a. her, man møder den unikke gæstfrihed, for her spiser ejere og gæster sammen. Sproget kan variere afhængigt af hvilke gæster, der sidder med ved bordet. Italiensk, engelsk og fransk er blandt de oftest hørte. Stemningen omkring bordet løftes af duft og smag fra Teresas sicilianske køkken.

En udendørs trappe fører op til første sal, hvor der er en opholdsstue, samt det gamle køkken, hvor man selv tilbereder sin morgenmad. Derudover er der tre værelser, der har navn efter den fremherskende farve på værelsets kakler fra Santo Stefano di Camastra.

Casa Migliaca er omgivet af 12 hektar landbrug, hvoraf to tredjedele drives efter Rudolf Steiners biodynamiske metoder. De vigtigste produkter til salg er citroner og olivenolie. Man producerer man hvert år omkring 2.000 liter olivenolie. Med de træer, man har, kunne man i realiteten producere det dobbelte, men man har valgt udelukkende at bruge håndplukkede bær og lade dem ligge, der falder ned af sig selv. Derved får man en bedre kvalitet, men altså også en betydelig mindre mængde. 
Omkring huset er der derforuden en del forskellige frugttræer. De mange frugter, som søde og bitre appelsiner, mandariner, pærer, figner, abrikoser, mandler og blommer er til rådighed for agriturismoens gæster og bliver derudover forarbejdet til forskellige marmelader, der serveres til morgenmaden. Der dyrkes også adskillige køkkenurter, der anvendes i agriturismoen, bl.a. tomater, peberfrugt, squash og auberginer. Et rigt udvalg af spiselige, vilde planter, som korsblomstrende planter , asparges, vild fennikel, kapers, oregano, timian, der gror i området, indsamles ligeledes til at sætte smag på køkkenet.
Kysten ligger 7 km nord for Casa Migliaca. Den nordlige kyst på Sicilien er hovedsageligt klippefuld med strande med rullesten. Den nærmeste strand er i Castel di Tusa. Som det er tradition på det meste af Sicilien, er strandene gratis og de fleste har udendørs brusemuligheder. Havvandet er varmt og krystalklart og en varm forårsdag er der flere, der lægger sig på de varme sten og nyder solen.

I dag driver Luca Casa Migliaca og det er et sted vi er kommet siden slutningen af 1990'erne - og stadig besøger selv.

Cefalù

Under et besøg på Casa Migliaca er det oplagt at tage en tur til Cefalù, der ligger nordvest for Casa Migliaca ved kysten 37 km  derfra. Cefalù er en hyggelig havneby med knap 14.000 indbyggere. Det mest karakteristiske ved byen er den store klippe, der rejser sig fra centrum. Er vejret klart er det en ualmindelig skøn tur at bestige denne.
Det er en gammel by og en del af bymuren kan dateres tilbage til 5. årh. f.Kr. Fra samme periode er der et Diana-tempel oppe på klippen. Grækere, syrakusanere, romere og byzantinere har på skift haft magten i byen. Byzantinerne flyttede størstedelen af byen op på bjerget. Her blev den, da araberne i 858 efter lang belejring overtog byen, der nu blev underlagt emiren i Palermo. Da normannerne ”befriede” byen i 1061, flyttede de den tilbage til kysten. I denne periode blev flere af byens monumenter opført: San Giorgio-kirken, vaskepladserne på Via Vittorio Emanuele, domkirkens kloster og Palazzo Maria  på domkirkepladsen og Osterio Magno på Corso Ruggiero. Desuden er den flotte domkirke dateret til 1131. Herefter følger Cefalùs historie det øvrige Siciliens historie. I 1752 begyndte udenlandske konsulater at komme til byen. Det danske konsulat var et af de første, for byen blev en del af Den store Dannelsesrejse, som mange kunstnere foretog. I dag får byen hovedsageligt sit udkomme gennem fiskeri og - turisme. Så også for Cefalù gælder, at skønne steder er svære at have for sig selv! 
Cefalùs centrum er en typisk italiensk middelalderby med smalle, brolagte gader. Inde midt i det værste mylder åbner udsigten sig pludselig mod vandet ved den gamle havn. Man må nødvendigvis stoppe op her – og meget belejligt ligger der så en café.
En legende fortæller, at domkirken er opført af normannerkongen Roger II. Ved et skibbrud bad han Gud om hjælp og da han efterfølgende blev skyllet på land, takkede han Gud ved at opføre domkirken her.

På byens vestside ligger der den skønneste sandstrand, så det kan tilrådes at tage badetøj med her til 
Som tidligere nævnt er der en fantastisk vandretur op på bjerget. Turen tager ca. en times tid og anstrengelserne bliver så rigeligt belønnet allerede på vej op, hvor man er omgivet af en fantastisk flora. Man har desuden mange smukke vue over byen, og det turkisblå hav. Oppe på toppen ligger ruinen af den gamle borg, og så er det ikke mere stigningen, der får én til at tabe pusten; men den ufattelige skønhed, man er omgivet af. Paradis må se sådan ud! 

Tusa

På den modsatte side af Tusadalen – set fra Casa Migliaca – ligger Tusa 614 m o.h.. Det er en by med knap 3.500 indbyggere. Det var en græsk bosættelse et stykke derfra, der grundlagde byen. Deres egen by var blevet ødelagt af et jordskælv i 856 og de har sikkert også følt sig åndet i nakken af deres fjender, siden de valgte at slå sig ned på dette sted, der var let at forsvare.
Meget få turister finder til den lille by og tusaboerne vil meget gerne snakke.

Lige udenfor Tusa ligger det arkæologiske område Halaesa Arconidea. Det er ruiner af en sikulisk by grundlagt i 403 f.Kr. af Arconide, tyran af Herbita. Byens storhed var kendt i romertiden og i starten af kristendommen, hvor den blev bispesæde. Efterfølgende blev den ødelagt af araberne. 
Udgravningerne har bragt stræberpillerne fra borgen og beliggenheden af den gamle Agora  for dagens lys. Her er også imponerende mure af kvaderstensterrazzo fra den hellenske periode og fundamentet af et Apollontempel. De seneste undersøgelser har kortlagt tilstedeværelsen af et byanlæg som et regelmæssigt skakbræt, med veje brolagt med parallelle mursten og en stor central gade som fra byens sydlige port fører til Agora. Dette vejanlæg er fra den kristne byzantinske periode. 
På toppen af bakken er der et tempel, som man i dag ikke kan besøge. 

Motta d’Affermo

En anden gammel by, der kan ses fra Casa Migliaca er Motta d’Affermo, en lille by med 1.150 indbyggere. Den ligger 6 km fra Pettineo. Det gamle navn for byen er Sparto. Byen har som resten af Sicilien haft skiftende herskere. Fra omkring 1500-tallet var det en vigtig by, bl.a. på grund af sin fæstning, kirker og sine offentlige bygninger.

Mistretta

Mistretta, hvor Allegra-slægten, Teresas slægt, har hjemme, ligger 950 m o.h. Fra Pettineo er der 18 km  ad snoede veje op ad bjerget dertil. I dag er det en mindre by med 5.400 indbyggere. Antallet af indbyggere er faldet drastisk. I 1921 var der knap 15.000. 
Fra Mistretta er der et smukt panorama over havet, hvor man i klart vejr kan se De Eoliske Øer. Om vinteren er det ikke ualmindeligt, at der ligger sne i byen. 
Byens grundlæggelse fortaber sig i tidernes morgen. Ifølge Odysseen boede kykloperne her. Hvorom alt er hører byen til en af Siciliens ældste. 

Castel di Lucio

15 km  fra Pettineo ligger Castel di Lucio. Det er en hyggelig bjergby 753 m o.h. Her er 1.600 indbyggere. Over byen troner ruinerne af en normannerborg fra 1100-tallet.

Pettineo

Pettineo er byen i hvis udkant Casa Migliaca ligger.
Det tidligste notat, man har om byen, stammer fra 1200-tallet og omhandler egentlig bare en ejendom, Pectineum, der overdrages en af kongens administratorer for lang og tro tjeneste. Omring år 1500 opføres fæstningen, hvis ruiner i dag står som et vartegn, når man nærmer sig byen.

Fra Scopello til Etna er der omkring 300 km . Efter ca. 130 km  deler motorvejen sig og man forlader kysten og kører mod Catania.

Enna og Piazza Amerina

Enna, der også kaldes Siciliens navle, er en bjergby, beliggende i 940-970 m’s højde. Den har godt 28.000 indbyggere og er Italiens højest beliggende provinshovedstad. Det bjerg, byen ligger på, er en del af bjergkæden Monte Erei. 
I forhistorisk tid var det sikanerne, der bosatte sig her. Senere, da romerne fik magten, startede der her i Enna en slavekrig , der kom til at vare syv år. Romerne følte sig sicilianerne overlegne og inddragede de siciliansk ejede landbrug under romerske storgodser og gjorde sicilianerne til slaver. Intet under det skabte modstand!
Fra byen kan man se vidt omkring – i godt vejr fra Etna i øst til Monte Erice i vest - og den har derfor altid haft stor forsvarsmæssig betydning. 
I byparken finder man det ottekantede tårn, Torre di Federico 2., der er den eneste rest af en gammel bymur.

Chiesa S. Chiara er en tidligere jesuitter og franciskaner-kirke, der i 1956 blev omdannet til et mindesmærke for faldne i krig og derfor nu kaldes Sacrario caduti in guerra . På væggene hele vejen rundt er der gravplader med navne på de faldne. Ovenover kan man se nogle glasmosaikker. De til højre fortæller om 2. verdenskrig og til venstre handler det om 1. verdenskrig.
I Via Roma ligger La Sicilia, et lille museum, der viser miniaturescener af øens traditioner og historie gennem århundreder.
Domkirken er fra 1300-tallet, men ombygget til barokstil i 1600-tallet.
Via Roma ender ved Castello di Lombardia, en fæstning grundlagt af byzantinerne og senere udbygget af normannerne. Oprindeligt var den udstyret med ikke mindre end 24 tårne. I dag er der kun seks tilbage. Man kan komme op i Pisan, fra hvis top der er en fænomenal udsigt. 
Lidt under borgen kan man se Ceres-klipperne, hvor man i oldtiden tilbad kornets gudinde, Ceres.
Pergusa-søen

Ca. 10 km syd for Enna ligger Pergusa-søen, en lille bjergsø 670 m o.h., der er 6 km2 stor og næsten cirkelrund. Søens let saltholdige vand er et yndet opholdssted for fugle. På sydsiden er der en hule, hvorfra der siges at være adgang til Helvede! 
Fra Enna kan man vælge en lille omvej, for 33 km  syd herfor ligger Piazza Armerina med den romerske Villa del Casale, der er en af Siciliens største turistattraktioner og betegnes som Siciliens Pompeji.

Piazza Armerina og Villa del Casale.

I Piazza Armerina er der godt 20.000 indbyggere. Byen ligger i 700 m’s højde på Monte Ereis skråninger. Byen er livlig med mange smalle gader. Den ligger smukt, omringet af en del eukalyptus-skove. 
Flere arkæologiske fund viser, at stedet har været beboet siden forhistorisk tid. 

Fra 1300-tallet finder man en fæstning, Castello Aragonese.
Byen var ikke kendt af mange, førend man i 1950 fandt Villa Romana del Casale , en 3.500 m2 kejservilla sandsynligvis opført i 285-305, dvs. i senromersk stil. Paladset forsvandt under et stort jordskælv i 1100 og dukkede først frem, da man i 1820 tilfældigt fandt en søjle. Nu er der jo så mange søjler på Sicilien, så det hæftede man sig ikke særligt ved. Først 100 år senere, da et mosaikgulv blev blottet, vågnede arkæologernes interesse. 
Det var arkæologen Gino Vinicio Gentili, der efter at have lyttet til lokalbefolkningen, gik i gang med at undersøge stedet. Han fandt 40 rum med næsten intakte og meget fornemme mosaikgulve. Gulvene er nu overdækket med glastag og der er opbygget gange rundt om alle rum, så man kan beundre den fantastiske mosaik uden at betræde den.

Men hvorfor en romersk villa her?
På det tidspunkt, hvor villaen blev opført, var der netop lavet en vej fra Catania på østkysten til Agrigento på sydkysten. Piazza Armerina lå ved denne vej. De smukke naturområder ved byen var kendt som et fint jagtområde – og jagt var en yndet beskæftigelse for det romerske aristokrati. 
Under de første to århundreder af romernes herredømme på Sicilien gennemløb øen en nedgangsperiode, der bundede i romernes udnyttelse af den sicilianske befolkning som slaver på de romerske latifondi . Livet i byerne forringedes og på landet lå store områder øde hen. De rige proprietærer holdt ikke til her på øen, men levede et luksuriøst liv i Rom. Den romerske regering misrøgtede området, der blev skjulested for slaver og røvere.

Men efterhånden som romerne fik flere besiddelser på det afrikanske kontinent, forandrede situationen sig. Rom havde tidligere fået korn fra Egypten, men efterhånden som Konstantinopel voksede, gik hovedparten af det egyptiske korn den vej og de romerske godsejere på Sicilien så muligheden for gode fortjenester.

Samtidig steg skatter og andre tvungne udgifter voldsomt i Rom  og mange velhavende romere flyttede derfor ud til deres landbesiddelser, hvor de brugte anselige summer på at få godserne udbygget, forskønnet og gjort tidssvarende. 
Man har haft svært ved at finde ud af, hvem der har ejet den fantastiske villa i Piazza Armerina. De første formodninger gik på, at det var tetrarken Marcus Aurelius Valerius Maximian , der var kejser sammen med Diocleziano fra 286-305. Man mente, villaen kunne have været kejser Maximians retrætepalads, efter han have abdiceret. Andre senere studier pegede dog hen imod, at han levede sine sidste år i Campania.
Man arbejdede derfor med en ny hypotese om, at villaens ejer var ovennævntes søn, Marcus Aurelius Valerius Maxentius , der blev henrettet som tronrager efter at have udråbt sig selv som kejser. 
Faktisk er der intet i villaen, der entydigt tyder på, at det har været en kejserlig residens. Udgravningerne fortæller blot om en bolig med udpræget karakter af repræsentation. Studerer man temaerne i gulvenes prægtige mosaikker, får man et billede af romersk aristokrati i begyndelsen af det 4. årh., hedensk og bundet til senatets traditioner.

Den teori, man nu arbejder med, har Lucius Aradius Valerius Proculus Populonius som ejer af villaen. Manden med det lange navn var guvernør på Sicilien mellem 327 og 331 og konsul i 340. Inden da havde han været prætor  i Rom og i den periode organiserede han i år 320 nogle ”lege” – vel noget i stil med De Olympiske Lege. De var meget overdådige og han indkasserede stor succes, der gjorde ham berømt længe efter. Man mener, at nogle af mosaikkerne i villaen viser scener fra denne begivenhed.

Et andet udflugtsmål i dette område er keramikbyen Caltagirone, 32 km  sydøst for Piazza Armerina.

Caltagirone

Caltagirone, der har 37.000 indbyggere, er et af Siciliens to centre for keramikfremstilling. Byen ligger på tre bakketoppe 600 m over havet. Byens historie går længere tilbage end år 1.000 f. Kr. 
Scala di Maria SS. Del Monte er en kæmpe trappe, der blev lavet i 1600-tallet som forbindelse mellem den gamle by på toppen og den nye by i bunden. Trappen, der er byens mødested, blev udbedret i 1884 og igen i 1956. Den er smukt pyntet med keramiske fliser, der viser 1000 års keramisk historie.

Aci Castello

Nord for Catania ud mod kysten ligger Aci Castello, der er en lille by med en normannisk borg fra 1100-tallet. Den ligger smukt med havet som baggrund.  
Syd for borgen danner klipperne et plateau ved vandkanten. Det blev tidligere brugt som dansegulv, når der var bal i byen. Om sommeren bader man herfra, og udenfor badesæsonen holder lystfiskere til her.

Gola dell’Alcantara

Gola dell’ Alcantara  er en forunderlig, dyb slugt, der ligger, hvor Peloritaner-bjerget går over i Etna. Slugten er opstået ved, at smeltevandsfloden Alcantara gennem årtusinder har gravet sig ned gennem stenmasserne, hvorved de lodrette, trappeagtige, krystallinske vægge er dannet. Vandet er altid omkring 100 og kaldes ”den kolde flod”. Der er bygget lange trapper, der fører ned i den imponerende slugt og der er mulighed for at købe billet til forskellige ture rundt i området. Man kan leje vaders, hvis man vil gå gennem slugten; men strømmen skulle være ret kraftig og det beskrives som en meget krævende tur. De stejle klippevægge har de mest særprægede, takkede former, man kan forestille sig og de rejser sig højt, højt op i det blå.

Messina

Messina, der er Siciliens nyeste storby , fordi det gamle Messina blev fuldstændigt udslettet af et jordskælv for 100 år siden, i 1908. 70.000 af byens indbyggere mistede da livet. Det var ikke første gang, byen blev udsat for denne grumme skæbne. Også i 1783 udslettede et kraftigt jordskælv byen. Begge gange er byen blevet genopbygget og surt må det så have været, da Anden Verdenskrig udsatte byen for massive bombninger.

Randazzo

Randazzo er en mindre bjergby med godt 11.000 indbyggere, beliggende 765 m o.h.  I nyere tid har den været heldig, for på trods af, at Etna kun ligger 15 km fra byen, har Etnas udbrud ikke sendt større lavastrømme denne vej. Tættest på var det i 1982, hvor lavaen stoppede fire kilometer fra byen. Op gennem historien har flere af Siciliens herskere haft residens i denne lille by, der ligger fantastisk kønt med udsigt til Etna. Det gode klima gjorde sit til, at de slog sig ned her. En anden vigtig faktor var dens beliggenhed ved den gamle, vigtige Via dei Monti. Helt frem til 1600-tallet var byen opdelt i tre kvarterer, hvor man talte hvert sit sprog: i San Nicola-kvarteret talte man græsk, i Santa Maria-kvarteret var det latin og i San Martino lombardisk. Hvert kvarter havde deres egne kirker og domkirken deltes man om, så hvert kvarter havde den ét år ad gangen. Selv om byen i dag ikke er så stor som tidligere, er det en fin by, der har forstået at bevare mange bygninger og monumenter fra de sidste tusind år. Domkirken er bygget af lavasten.

Palermos lufthavn

I 1995 fik lufthavnen tilnavnet ”Falcone og Borsellino”, navne på to mænd. Og når disse fyre får en lufthavn opkaldt efter sig, er det selvfølgelig ikke et par hvem som helst’er, så her følger lidt info om dem. 
Giovanni Falcone, født i Palermo i 1939, var undersøgelsesdommer i kampen mod den sicilianske mafia, Cosa Nostra. Han var hovedmanden bag den første Maxiproces, en retssag, hvor mere end 400 personer med forbindelse til mafiaen stod anklaget. Hans arbejde var ikke altid lige påskønnet af de omkringværende høje herrer, da flere af disse selv var infiltreret i mafiaen. Han var – naturligvis – desuden efterstræbt af Cosa Nostra og efter utallige mordforsøg og drabet på to politibetjente, der var hans livvagter, opgav politiet at beskytte ham på Sicilien, og han og hans familie blev bosat i gæsteafdelingen til et nedlagt fængsel på øen Asinara, nord for Sardinien. Herfra fortsatte han dog sin utrættelige efterforskning af mafiaen. De fik ram på ham den 23. maj 1992 i det, der er gået over i historiebøgerne som Massakren ved Capaci. Under den autostrada, der går fra lufthavnen til Palermo, havde man, ved byen Capaci, anbragt en ladning på 1 ton trotyl. Den store sprængladning ramte faktisk ikke Falcones bil, men den forankørende, hvori hans tre livvagter sad. De døde alle. Men den voldsomme eksplosion skubbede Falcones bil ind i autoværnet med stor kraft og Falcone, der netop denne dag havde besluttet selv at sidde bag rattet, blev slynget gennem forruden og ind i autoværnet, fordi han ikke havde sele på. Det samme gjaldt hans kone, Francesca Morvillo, ligeledes undersøgelsesdommer, der sad ved siden af ham. Chaufføren, der derimod sad på bagsædet og havde sele på, blev kun lettere såret.  
 Fra starten af 80’erne arbejde Falcone tæt sammen med en anden undersøgelsesdommer, Paolo Emanuele Borsellino, født i 1940. Han var vokset op i et af Palermos fattige kvarterer, hvor i øvrigt også den senere angrende mafiaboss Tommaso Buscetta tilbragte sin barndom. Borsellinos samarbejde med Falcone medførte, at også Falcone og hans familie måtte leve isoleret på Asinara. 
Den 19. maj 1992 gav Borsellino et tv-interview, hvor han talte om den forbindelse, han havde opdaget, der var, mellem mafiaen og Norditalien, bl.a. til de milanesiske industrimagneter, og han nævnte flere personer, her i blandt i øvrigt Berlusconi.  To måneder senere, den 19. juli, tog Borsellino hen for at besøge sin mor. I Via Amelio, hvor hun boede, ventede en parkeret Fiat Panda på ham med en last på 100 kg trotyl (man havde nok lært at spare). Borsellino blev sprængt i luften sammen med fem livvagter, én overlevede.
Fra lufthavnen afgår Trinacria Express-toget med to tog i timen mod Palermo. På trods af navnet, tager togturen en lille time – meget for 35 km; men toget stopper mange steder.

Le Terrazze

Skal man bo på Le Terrazze, skal man af på en station, der hedder ”Palazzo Normanno Orleans”. Det er den tredje sidste. Stationen lige før hedder ”Palermo Notarbartolo”. Fra stationen tager det et lille kvarters tid på gåben til Le Terrazze. Fra stationen skal man benytte udgangen mod Piazza Indipendenza.
Pensionen har til huse i en stor herskabslejlighed, der er møbleret med antikviteter. Glæd jer! Det er en rigtig perle. 
Som stationsnavnet antyder ligger pensionen ikke langt fra byens store Normanner-palads. Endnu nærmere ligger den mægtige domkirke. 

Palermo

Palermo synes at være en by, man enten hader eller elsker. Det er en larmende, kaotisk by, hvor man som turist bliver mødt af utallige, forvirrende indtryk. Som i andre italienske storbyer er der en infernalsk larm fra byens indbyggere og deres køretøjer, hvor hornet bruges flittigt. Samtidig betyder Siciliens beliggenhed tæt på den afrikanske kyst, at øen, og især Palermo, er hjemsted for utallige illegale indvandrere og man anslår, at der bor over en million mennesker i byen, selv om det officielle indbyggerantal blot er 686.722. (I hovedstadsområdet er der registreret 1,2 mil. indbyggere.) De mange forskellige nationaliteter og hudfarver giver byen et liv og en puls, som kan virke overvældende – eller charmerende, alt efter temperament.

Palermo, der på siciliansk hedder Palermu, er hovedstad i regionen Sicilien. 
Den er Italiens femte største by, efter Rom, Milano, Napoli og Torino, og Europas 30. største. Byens tusindårige historie genfindes i puniske mure, arabisk-normanniske bygningsværker, barokke kirker og nyklassicistiske teatre. Palermo ligger på en stor slette, der kaldes Conca d’Oro (Gulddalen). Sletten var oprindeligt gennemskåret af mange floder og bække og havde store sumpede områder. Floderne, Kemonia og Papireto, som byen blev grundlagt ved, er i dag forsvundet fra jordoverfladen; men de eksisterer under jorden og løber under nogle gader i det historiske centrum. I voldsomt uvejr bliver disse gader oversvømmet med vand, der strømmer op nedefra. Uden for bymurene løber floden Oreto. Ud over disse tre floder er der mange bække, der er årstidsbestemte og periodevis skaber sumpede områder. Den frodige slette er omgivet af bjerge og de vintre, hvor deres toppe er dækket med sne, får området et betagende udseende. Monte Pellegrino og Monte Gallo, der i dag begge er naturreservater, ligger ud mod kysten, mens de andre bjerge adskiller Palermo fra øens indre. 

Palermo har middelhavsklima, dvs. varmt, tempereret klima med tørre somre. Forår og efterår er de bedste årstider for besøg med milde, behagelige temperaturer. Om sommeren, især i juni og juli, mærkes den afrikanske luft, der kan få temperaturen op mod 450. Den højest registrerede temperatur er 460. Om vinteren er vejret mere friskt og det regner en del. I gennemsnit hvert syvende år oplever man, at der falder sne i byen; men på de omkringliggende bjerge sker det gennemsnitligt hvert fjerde år. Hagl kan opleves i vinterens skybrud. Den lavest målte temperatur er -20, men vejret er generelt meget mildt og ingen palermitaner bliver overrasket, hvis termometeret i januar kommer op på 250 eller i april når 350. Om sommeren er det ikke usædvanligt, at der ud mod vandet er høj fugtighed, mens der i kvartererne ved foden af bjergene er sahara-lignende vejr.

Palermos historie

Området med sletten og de omgivende bjergene har været beboet siden forhistorisk tid. På den nordøstlige side af Monte Pellegrino åbner der sig adskillige grotter, der var beboet i den palæolitiske  og den mesolitiske  periode, hvilket man ved fra fund af knogler og jagtredskaber. I Addaura-grotten på Monte Pellegrino har man desuden fundet et stort og rigt sammensat hulemaleri, der forestiller mænd og dyr. Midt i en flok kvæg, heste, vilde dyr og hjorte udspiller der sig en scene domineret af en gruppe personer anbragt i en cirkel. Inde i cirklens midte er der to figurer, der har hovederne dækket og kroppene stærkt krummet bagover. Der er fremført forskellige hypoteser til fortolkning af motivet. Nogle lærde betragter de to personer som akrobater i færd med at udføre deres kunstner. Andre beskriver scenen som et ritual, der går forud for ofringen af de to i midten. I nærheden af de to ”akrobater” ses to maskerede personer, der kan opfattes som åndemanere, der styrer ceremonien. Til at styrke denne fortolkning er der rundt om halsen og på siderne af de sammenkrummede personerne nogle streger, der kan forestille reb, der tvinger dem ud i denne unaturlige og smertefulde stilling. Måske drejer det sig om et ritual, der fører til kvælning, hvilket er kendt fra andre kulturer. Til at begynde med var området en handelsplads for det nordvestligste Sicilien. Den fik stor betydning for handlen i kraft af sin beliggenhed midt i Middelhavet og det store, beskyttede havneområde, som de to floder Kemonia og Papireto skabte. Selve byen blev grundlagt af fønikerne omkring det 8. årh. f.Kr. Fra denne periode har man fundet mønter med navnet Zyz, der på fønisk betyder ”blomst”. Man mener, det var fønikernes navn for byen. Byens form mindede om en fod og den fik derfor tillige tilnavnet Den Føniske Fod. 

Grækerne kaldte byen Panormos, hvilket betyder ”helt havn” og sandsynligvis henviser til det enorme, naturlige landingssted. Den græske kultur havde stor indflydelse på øen, så skønt det aldrig lykkedes grækerne at få kontrol over denne by, blev det deres navn for byen, der gik videre over i historien. Da romerne efter en lang belejring havde held til at vriste byen fra den føniske general Amilcare Barca, bibeholdt de det græske navn med en let modificering i udtalen til Panormus. 
Det blev et vendepunkt, da araberne ankom, for de gjorde byen til hovedstad. Araberne tilpassede også navnet til deres egen udtale, hvilket blev til Balarm. Spor fra den arabiske civilisation findes i stednavne og arkitektoniske enkeltheder, men meget er der ikke, for de senere indtrængende kristnede det hele. Araberen Iben Haukal skriver i det 10. årh., at der i Palermo var mere end 300 moskéer; men man har ingen spor heraf og mener, det kan skyldes, at moskéerne har haft til huse i bygninger, der både før og siden har fundet anden anvendelse. Interne stridigheder mellem araberne banede vejen for normannerne, der erobrede magten i 1071. Også normannerne foretrak Palermo som hovedstad. Det blev dem, der gav byen sit endelige navn: Palermo. Fra den tid er der bevaret prægtige bygningsværker som kirkerne Santa Maria dell’Ammiraglio, Martorana og Cappella Palatina. Efter normannerne startede en nedgangsperiode for Palermo. Den kulminerede i 1266, da kongeriget, der på det tidspunkt også omfattede Syditalien, valgte at have hovedstad i Napoli. Da Garibaldi i 1860 indtog byen, blev flere prægtige bygninger ødelagt under kampene; men for at fejre Italiens samling besluttede man at opføre andre arkitektoniske værker, heriblandt teatrene Massimo og Politeama. 

Under 1. Verdenskrig var Palermo ikke synderligt involveret i konflikten. Til gengæld blev den pga. den vigtige havn gjort til mål for de allieredes bombning under 2. Verdenskrig. Palermo blev i 1943 besat af de allierede under kommando af den amerikanske general Patton. På grund af stor fattigdom og modløshed efter krigen bærer nogle bydele endnu i dag præg af bombningerne. Indenfor de seneste år er der dog sat mange genopbygninger i gang, så bydelene i dag nærmere er præget af store kraner end af ruiner. Efter krigen har fattigdom og kampen mod mafiaen været det, der har præget Palermo mest. Frem til vore dage er Palermo ekspanderet mere end nogen anden italiensk by. Dette er blevet fremmet af motorvejene, der forbinder den med resten af øen, og med lufthavnen. Som handelscentrum er den ikke blot øens vigtigste, men har også stor betydning for alle lande i Middelhavet. Palermo er faktisk kandidat til i 2010 at blive kåret som Sydeuropas hovedstad.

Palermos kvarterer

Byen er opdelt i otte områder og 25 kvarterer. Le Terrazze ligger i Palermos Centro Storico , der ligger indenfor bymuren fra 1500-tallet. Området er opdelt af to veje, Via Maqueda og Corso Vittorio Emanuele.

Herved skabes fire kvarterer: 
-Kalsa (Mandamento  Tribunale )
-La Loggia (Mandamento Castellammare )
-Il Capo (Mandamento Palazzo  Reale ) og
-Albergheria (Mandamento Monte di Pietà ).

Kalsa

Navnet kommer af det arabiske al Khalisa, hvilket betyder den rene eller den udvalgte. Det er dette navn, der stadig bruges af byens indbyggere, selv om kvarteret i dag rettelig hedder Mandamento Tribunale, et navn der henviser til, at den tidligere kætterdomstol havde til huse i Palazzo Chiaramonte-Steri, der ligger i dette kvarter. Kvarteret opstod i den arabiske periode og var det første kvarter udenfor de den tids bymure. Havnen stod foran en udbygning og dette område sydøst for havnen blev derfor valgt til udvidelse af byen. Under den efterfølgende normanniske dominans blev de gamle arabiske bymure væltet. I middelalderen voksede området planløst og tilfældigt, men i det 15. årh. og 16. årh. blev der rettet lidt op på dette, først med opførelsen af vejen Via Maqueda og hundrede år senere Via Roma, der går næsten parallelt med Via Maqueda.

I mange år var Kalsa et af byens fattigste kvarterer, men de seneste år er mange bygninger blevet restaurerede eller er ved at blive det, så de smalle gader bliver endnu snævrere på grund af de mange byggepladser. 

Gennem en del år har kommunen organiseret en sommerfestival kaldet Kals’Art, hvor der gennem tre måneder hver aften er koncerter, udstillinger og teateropførelser i gaderne. I en kortere periode om vinteren gentages succesen i Winter Kals’Art.

Porta Felice

Porta Felice, der afslutter Via Vittorio Emanuele ud mod kysten, er opført i 1637. Den højre side blev slemt beskadiget under 2. verdenskrigs bombardementer, men er nu restaureret.

San Cataldo-kirken

Ved siden af Matorana-kirken – på fotoet er det bygningen med de røde kupler - ligger San Cataldo-kirken, der oprindeligt blev opført som en moské. Køn er den ikke, men den arabiske arkitektur er tydelig.

Piazza Pretoria

Det store fontæne-anlæg er skabt i Toscana i 1500-tallet af en Francesco Camilliani på bestilling fra hertug Pedro af Toledo, der ville anbringe det i sin villa i Firenze. Men efter hertugens død, var hans søn i pengeforlegenhed og solgte det derfor til Palermos rådhus.

Piazza Magione

Denne plads er nærmest er en stor græsplæne omgivet af veje og bombede huse – et minde om den intensive bombning af byen under 2. verdenskrig, hvor hele dette område blev bombet og pga. fattigdom er genopbygningen endnu ikke tilendebragt.

Museo internazionale delle Marionette

På Piazzetta Niscemi ved Via Butera ligger der et marionet- og dukketeater, som den danske direktør Marianne Vibæk har gjort til en attraktion. Her er mere end 3.000 dukker og en scene, hvorpå der spilles dukketeater.

Mod havet

Mellem ”strandvejen” og kysten er der et stort, grønt område, som palermitanerne bruger til rekreation.

Villa Giulia og Orto Botanoco

Villa Giulia er en smukt anlagt park med appelsintræer og skulpturer. Orto Botanico ved siden af er byens botaniske have grundlagt i 1875.

Rosanero 

Overfor Villa Giulia på Piazzetta Porta Reale ligger baren Rosanero, der er kendt for sine produkter i god kvalitet. En arancino  her kan varmt anbefales.

Chiesa di Sant’Anna

I klosteret til denne nedlagte kirke er der indrettet et lille, men godt kunstmuseum, passende i størrelse, hvis man vil se lidt kunst uden at bruge mange timer indendørs.

La Loggia

Kvarteret nord for Kalsa og Via Vittorio Emanuele hedder La Loggia og bærer desuden navnet Mandamento Castellammare. Sidstnævnte navn henviser til ”Slottet ved havet”, på italiensk Castello al Mare. Slottet blev ødelagt under belejringen af Palermo i 1860.  
I den nordlige ende af dette områder ligger en række pladser i forlængelse af hinanden og giver et dejligt, luftigt indtryk her inde midt i det historiske centrums ellers så smalle gader. 
Herfra kan man komme på en sightseeingtur rundt i byen med dobbeltdækkerbus. Det er forholdsvis dyrt; men billetten gælder i 24 timer og ud over, at man kan hoppe af og på sightseeing-busserne, som man vil, kan man også tage til Monreale, hvor der er en fantastisk domkirke, til en badestrand eller til Palermos forbjerg. Ved billetkøb får man udleveret et par høretelefoner, der kan tilsluttes et stik ved hvert sæde. Her kan man så vælge guide på otte forskellige sprog. 

Politeama Garibaldi

I enden af den østligste plads ligger en af byens flotteste bygninger, Politeama Garibaldi, der huser både et teater og et galleri for moderne kunst. Siciliens symfoniorkester afholder også koncerter her, hvilket kan anbefales, hvis man trænger til et pusterum fra den hektiske by.

Il Capo

Vest for La Loggia og Via Maqueda ligger Il Capo, der er et af Palermos kendte markedsområder . Markedet strækker sig over gaderne Via Carini e Beato Paoli, Via di S. Agostino og Via Cappuccinelle. Det meget farverige og livlige marked har åbent hver formiddag og giver rig mulighed for at købe både fødevarer og andre ting. Oprindeligt var det augustiner-munke fra San Agostino-kirken, der bosatte sig i området her omkring deres kirke. Områdets gader har særprægede navne, som man ikke ser andre steder: Via Sedie Volante – De flyvende stoles vej, Via Gioia Mia – Min glædes vej.

Teatro Massimo 

Skrår man ind gennem Capo mod Via Maqueda, kommer man til Teatro Massimo. Denne bygning fra 1897 er med sin grundplan på 7.730 m2 et af Europas største operahuse. I salen er der fem balkon-etager, der tilsammen kan rumme 3.200 gæster.

Porta Nuova

For at komme til Normannerpaladset fra Le Terrazze, skal man gennem den store byport, Porta Nuova, der skræver over Via Vittorio Emanuele. Den blev opført som en triumfbue i 1500-tallet som en hyldest til Karl V, der havde indtaget byen. Det øverste af byporten kan ses fra Le Terrazzes terrasser.

San Giovanni degli Eremiti

I dette kvarter finder man også kirken San Giovanni degli Eremiti, hvor benediktinerne en gang holdt til. Den blev opført af Roger II i 1142. I dag står den rippet og tom indvendigt, da den ikke anvendes mere. Når den alligevel nævnes, er det pga. dens arkitektur. Man er ikke i tvivl om, at Roger brugte arabiske arkitekter, når man ser dens fem store, røde kupler.

Casa del Brodo

Er man klar til at prøve noget meget lokalt, kan Casa del Brodo anbefales. Fra Le Terrazze går man ad Via Vittorio Emanuele, krydser Via Maqueda og Via Roma, hvorefter man går ind i første smøge på venstre hånd. Herfra fører en kedelig glasdør ind i lokalet. 
Man kan vel dårligt kalde stedet en restaurant, betegnelsen et spisested vil nok passe bedre. Stedet er ikke, hvad man som dansker forstår ved hyggeligt; men maden og stemningen er helt speciel. Spisestedet har eksisteret siden 1890, hvor en epidemi hærgede byen. Ejeren bød på en god, varm brodo, dvs. en klar suppe, til at stramme sig op på, og det til en rimelig pris – gratis til de fattige. Suppen fik så stort et ry for sin opkvikkende virkning på de skrantende palermitanere at datidens ejer Salvatore fik tilnavnet Il Dottore (doktoren). Det er stadig den samme familie, der styrer restauranten og man kan stadig få brodo kogt på forskellige slags kød, der bagefter serveres med forskellige krydrede sovse. Desuden bydes der på klassiske retter fra området, bl.a. flere fiskeretter. 
Det er vigtigt at bestille bord, da folk, palermitanere, ikke turister, ofte står i kø langt ud på gaden for at få plads – vel at mærke når det er spisetid for byens borgere, for en rigtig sicilianer drømmer ikke om at spise før kl. 20.30.
 Antipastoen er en stor buffet med et væld af spændende retter, hvoraf man kan tage alt det, man vil. Det kan anbefales at dele for at smage så meget som muligt. De friske fisk ligger til skue på is i en montre. Man kan slippe for at vælge, ved at bede tjenere om at lave et udvalg af forskellige fisk - det er jo den bedste måde at blive præsenteret for noget nyt og spændende. Husets hvidvin er udmærket.

Risi e Bisi

Risi e Bisi er en helt anderledes restaurant: et dejligt, fredeligt sted, hvor man kan vælge at sidde inde eller ude. Inde er restauranten delt op i flere små rum, så man sidder meget privat. Tjenere er der nok af, de er diskrete, men hjælpsomme. Maden er spændende og overraskende.  
Denne restaurant ligger i Vicolo Gesù E Maria a Palazzo Reale. Fra indgangsdøren til Le Terrazze går man til venstre ad vejens sving til Via Biscotta. Den følger man til højre hen til pladsen med politistationen, Questura. Herfra går omtalte viccolo ned til venstre. Restauranten kan udefra godt se mere eller mindre lukket ud. Men ring bare på klokken ved terrassen, så lukkes porten op.

Monreale

Med sightseeing-bussen kan man komme ud til forstaden Monreale, der ligger ca. 10 km fra centrum. Her finder man den smukkeste kirke, Santa Maria la Nuova.
Udefra er den ikke så bemærkelsesværdig - ud over en apsis med nogen smukke gotiske buer. Men inde rummer kirken verdens største sammenhængende mosaik, 6.000 m2 fantastiske bibelmotiver, der som i Cappella Palatina er holdt i guld, blå og hvid. Kun Sofia-kirken i Istanbul skulle efter sigende overgå dette.
Et sagn fortæller, at bygningerne blev opført af normannerkongen Vilhelm II , der på en jagttur faldt i søvn under et johannesbrødtræ. I drømme bad Jomfru Maria ham bygge en kirke, et kloster og en borg på stedet. 
Det tilhørende benediktinerkloster har en smuk klosterhave omgivet af buegange, der er holdt oppe af 228 dobbeltsøjler, der alle er forskellige. 
Og lige en advarsel til forelskede unge: i 1997 syntes borgmesteren i Monreale, at der var blevet for meget kysseri i byens parker, så han forbød det!

Monte Pellegrino

Palermos forbjerg står stejlt med sine 606 m over havet. En serpentinevej og en pilgrimssti fører op ad bjerget. Herfra har man et tydeligt panorama over byen og dalen. Nær toppen ligger grotten, hvor Palermos skytshelgeninde holdt til. I dag er den omdannet til en valfartskirke og bygget sammen med et børnehjem. Kirkens indre er fyldt med votivgaver skænket af byens borgere. 
På den nordøstlige side af Monte Pellegrino er der desuden den berømte Addaura-grotte med hulemalerier .

Mondello

Længst mod nord i Mondello finder man en gammel fiskerby, men ellers består byen mest af herskabelige villaer, ejet af rige palermitanere, der om sommeren flytter ud til deres sommerbolig her i Mondello. Her er en smuk sandstrand og mange restauranter, mest for folk med en stor tegnebog.
Palermo synes at være en by, man enten hader eller elsker. Det er en larmende, kaotisk by, hvor man som turist bliver mødt af utallige, forvirrende indtryk. Som i andre italienske storbyer er der en infernalsk larm fra byens indbyggere og deres køretøjer, hvor hornet bruges flittigt. Samtidig betyder Siciliens beliggenhed tæt på den afrikanske kyst, at øen, og især Palermo, er hjemsted for utallige illegale indvandrere og man anslår, at der bor over en million mennesker i byen, selv om det officielle indbyggerantal blot er 686.722. (I hovedstadsområdet er der registreret 1,2 mil. indbyggere.) De mange forskellige nationaliteter og hudfarver giver byen et liv og en puls, som kan virke overvældende – eller charmerende, alt efter temperament. 
Palermo, der på siciliansk hedder Palermu, er hovedstad i regionen Sicilien. Den er Italiens femte største by, efter Rom, Milano, Napoli og Torino, og Europas 30. største. Byens tusindårige historie genfindes i puniske mure, arabisk-normanniske bygningsværker, barokke kirker og nyklassicistiske teatre.   
Palermo ligger på en stor slette, der kaldes Conca d’Oro (Gulddalen). Sletten var oprindeligt gennemskåret af mange floder og bække og havde store sumpede områder. Floderne, Kemonia og Papireto, som byen blev grundlagt ved, er i dag forsvundet fra jordoverfladen; men de eksisterer under jorden og løber under nogle gader i det historiske centrum. I voldsomt uvejr bliver disse gader oversvømmet med vand, der strømmer op nedefra. Uden for bymurene løber floden Oreto. Ud over disse tre floder er der mange bække, der er årstidsbestemte og periodevis skaber sumpede områder.

Den frodige slette er omgivet af bjerge og de vintre, hvor deres toppe er dækket med sne, får området et betagende udseende. Monte Pellegrino og Monte Gallo, der i dag begge er naturreservater, ligger ud mod kysten, mens de andre bjerge adskiller Palermo fra øens indre. 
Palermo har middelhavsklima, dvs. varmt, tempereret klima med tørre somre. Forår og efterår er de bedste årstider for besøg med milde, behagelige temperaturer. Om sommeren, især i juni og juli, mærkes den afrikanske luft, der kan få temperaturen op mod 450. Den højest registrerede temperatur er 460. Om vinteren er vejret mere friskt og det regner en del. I gennemsnit hvert syvende år oplever man, at der falder sne i byen; men på de omkringliggende bjerge sker det gennemsnitligt hvert fjerde år. Hagl kan opleves i vinterens skybrud. Den lavest målte temperatur er -20, men vejret er generelt meget mildt og ingen palermitaner bliver overrasket, hvis termometeret i januar kommer op på 250 eller i april når 350. Om sommeren er det ikke usædvanligt, at der ud mod vandet er høj fugtighed, mens der i kvartererne ved foden af bjergene er sahara-lignende vejr.