6. dag: Nattog Napoli - Messinastrædet og mod Palermo
Hele dagen fri i Napoli
Spaccanapoli-kvarteret, domkirken, kongepaladset m.m.
Nattog over Messinastrædet til Palermo
I har hele anden dagen og aftenen til jeres disposition i Napoli.
Vi foreslår en slentretur til Spaccanapoli-kvarterets labyrint af små stræder med interessante specialbutikker, smykkeværksteder og alverdens andre ting og sager: her får I det ægte Italien og i særdeleshed den specielle napolitanske kultur ind under huden.
Napolis domkirke er opført over mange århundreder med deraf skiftende stilarter, og den er helt sikkert et besøg værd. Byens skytsengel San Gennaro giver varsler til byen og dens indbyggere, når der tages blod fra den: flyder blodet, er det et godt tegn, flyder det ikke, er det et ildevarslende signal om, at der er dårlige tider i vente.
Et stykke længere nede ad Via Duomo ligger det spøjse dukkehospital, hvor gamle dukker repareres og sættes i stand. I gaderne heromkring producerer håndværkere traditionelle såvel som satiriske dukker til byens kendte julekrybber.
Det nationale arkæologiske museum kan prale af den rigeste og mest værdifulde samling af græsk-romerske kunstværker og genstande af arkæologisk art i Italien. Udstillingen er opbygget i flere tematiske sektioner og byder på mere end 3.000 forskellige genstande dateret fra oldtiden til antikken.
Det gamle kongepalads ligger i det historiske centrum ved Piazza del Plebiscito og virker umiddelbart ikke imponerende set udefra. Indefra byder paladset dog på elegante sale og private kongelige gemakker, der alle vidner om det napolitanske hofs rigdom i fordums tid. På slottet forefindes også en samling fra nationalbiblioteket af papyrusruller fra Herculanum, en enestående samling. Herfra kan turen passende fortsætte med kabelbanen op til Vomero-kvarteret, der er det gamle boligkvarter for de bedre stillede familier.
Fra Vomero kvarteret er der vid udsigt over Napolibugten, Vesuv og det nye hippe område ved Porto Santa Lucia, den tidligere fiskerihavn i Napoli, hvor de gamle fiskerhytter nu er erstattet af lækre fortovscaféer, butikker og restauranter.
Først sidst på aftenen vandrer I direkte fra jeres hotel til banegården, hvor en privat to-sengs sovevognskupe med eget bad venter. Nattog kan noget særligt og egen kupé giver rejsen et ekstra krydderi. Toget føres med færge over Messina Strædet, og næste formiddag ankommer I til Palermo, hvor feriens anden del begynder.
Morgenmad er inkluderet.