Uzbekistan og Aral søen

Uzbekistan og Aral søen

De centralasiatiske ørkensletter ligger i en af verdens mest fascinerende regioner

 

Det taler til fantasien med glitrende paladser af turkis og guld, der dukker op som flimrende luftspejlinger i ørkensandet, og kaldet til bøn transporterer os tilbage til karavanernes tid.

Denne rejse tager os over landskaber, der engang tordnede under hovene på de mongolske horder, og hvor islamisk kultur og læring nåede sit højdepunkt. Fra den pulserende storby Tasjkent rejser vi ind til de surrealistiske landskaber ved Aral søen, som kun få nogensinde har set, og som endnu færre vil se, inden de forsvinder helt.

Vi kører på den tidligere søbund på udkig efter forladte fiskerbåde og ødelagte landskaber, hvor en af verdens største søer engang lå.

 

I skarp kontrast tager den anden del af vores odyssé os tilbage til en tid, hvor ørkenerne blomstrede af Silkevejens velstand.

Vi besøger selvfølgelig også de sagnomspundne Silkevejsbyer Khiva, Bukhara og Samarkand, der alle er storslåede påmindelser om dengang karavanerne sørgede handlen mellem Østen og Europa.

Vi oplever en mængde perler indenfor arkitektur fra en gylden periode med muslimsk kultur og hvor byernes rigdom skabte baggrund for de imponerende monumenter.


  • Uzbekistans silkevejsbyer er den naturlige midte mellem handelskaravanerne mellem kejserens Kina, Indien, Persien og Europa
  • Besøg monumenter med stort M; her er madrassaer, moskeer og minareter
  • Spids ører, når den spændende, men komplekse historie formidles
  • Se kontrasten mellem erobrernes storhedstid og sovjetisk industri på busturene
  • Beundr de utallige blåmalede fliser, som udsmykker de uzbekiske monumenter
  • Vær klar til hård forhandling på de bugnende basarer – og gør et silkeblødt kup
  • Tag et stykke af Uzbekistan med hjem i form af keramik og krydderier

1.

København – Tasjkent

Dag 1

Fra København flyver vi til Tasjkent.

Måltider er inkluderet på flyet.

2.

Byrundtur i Tasjkent med selvstændighedspladsen

amir temur statue

Vi ankommer til Tasjkent lige over midnat, hvor vi mødes af vores lokale samarbejdspartner. Transport il til hotel og check-in.
Ved frokosttid begynder byrundturen.  "Byen af sten" med sine knap 3 mio. indbyggere er en af Centralasiens vigtigste byer. Den kan give et småkedeligt indtryk ved første øjekast; russisk præget og gråt – tydeligvis en forhenværende udpost i øst. Men Tasjkent byder på meget mere end som så, for historien er rig, og der er markeder, basarområder og et par store seværdigheder.

Vi skal se Emir Timur Plads bedre kendt som Selvstændighedspladsen. Den har gennem tiderne haft statuer af prominente personligheder som General Kaufmann, Stalin og Karl Marx. Men efter Uzbekistans selvstændighed i 1991 har man gjort mange tiltag for at genoprette usbekernes egen nationale identitet, og siden 1993 har Selvstændighedspladsen været prydet af en stor statue af nationalhelten Timur Lenk (1336-1405). Der bliver også lejlighed til at opleve den farverige Chorsu-basar samt Alisher Navoi Operaen, opkaldt efter Uzbekistans fremtrædende lyriker, forfatter, politiker med mere, som levede i 1400-tallet. Som følge af et voldsomt jordskælv i 1966 er der ikke meget tilbage af gamle Tasjkent. Men i området omkring Khost-Iman Pladsen får man et indtryk af, hvordan byen engang har set ud. Biblioteket på pladsen har en imponerende samling skrifter samt mange gamle koraner – heriblandt intet mindre end Uthman-koranen fra det 8. århundrede, der menes at være verdens ældste. Ved pladsen finder vi også Abu Bakr Mohammed Kaffal Sashi Mausoleet, opkaldt efter en berømt filosof, læge og islamisk poet som levede år 904-979. Trods disse gamle seværdigheder er Tasjkent utroligt nok den mindst velbevarede af byerne på vores Silkevejsrejse.

Overnatning i Tasjkent

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

3.

Savitsky museet (kaldet ørkenens Louvre) i Nukus

Nukus

Fra Tasjkent flyver vi vestover til Nukus, der er en god provinsby med ca. 200.000 indbyggere beliggende i det vestlige Uzbekistan. Nukus er hovedstad i Karakalpakstan, og ligger ved bredden af floden Oxusfloden, Amu Darya.

Eftermiddagen er afsat til besøg på Savitsky Museum. Denne sjældne perle i ørkenen - eller som det franske magasin Télérama nylig kaldte det, ”Le Louvre des steppes” – huser verdens næststørste samling af russisk avantgardekunst (efter St. Petersborg). Det er også hjemsted for en af de største samlinger af arkæologiske genstande og folkemusik, brugskunst og moderne kunst, der stammer fra Centralasien.

Museet blev grundlagt i 1966 af Igor Savitsky (1915-1984), en russer født i Kiev, der ankom til regionen (Karakalpakstan) i 1950 på en arkæologisk og etnografisk ekspedition under ledelse af den verdensberømte videnskabsmand, Sergei P. Tolstov. Savitsky blev fascineret af steppefolkets lokale kultur og påbegyndte en metodisk indsamling af tæpper, klædedragter, smykker og kunstværker. Samtidig begyndte han at indsamle tegninger og malerier af kunstnere knyttet til Centralasien, herunder den usbekiske skole, og i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne også kunstværker fra den russiske avantgarde, som de sovjetiske myndigheder bandlyste og ødelagde. I dag huser museet en samling på i alt omkring 90.000 genstande, herunder grafik, malerier og skulpturer, samt tusindvis af artefakter, tekstiler og smykker, der spænder fra oldsager fra Khorezms ældgamle civilisation til værker af nutidige usbekiske og karakalpak kunstnere.

Måske er det mest bemærkelsesværdige ved Savitsky Museum paradokset omkring dets eksistens. Karakalpakstan - den fjerne nordvestlige region i Uzbekistan - er en af de fattigste i hele det tidligere Sovjetunionen. For det andet er museet et af de eneste steder i verden, hvor russisk avantgardekunst levede side om side med den socialistiske realisme; kunsten blev fordømt af den sovjetiske stat, som dog samtidig kunne sole sig i dens eksistens. For det tredje er museets samling den eneste, der i første omgang blev fordømt officielt af Sovjetunionen og på samme tid finansierede kunsten omend ubevidst. Kun Nukus’ status som "lukket by” og især Savitskys gode forbindelser til de regionale Karakalpak-myndigheder muliggjorde dette.

Overnatning i Nukus

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

4.

Gennem ørkenen i jeep til Aral søen

Vi starter tidlig og skal på en tur med jeep mod Usturt-plateauet (Ust-Yurt) og til Aralsøen.
Først passerer vi Kungrad-distriktet, som havde sin glansperiode på Silkevejens tid. Derefter kører vi ud på Usturt-plateauet, som dækker et område af stenørken på cirka 200.000 km2 mellem floden Amu Darya (Oxus) og Aral søen. Undervejs stopper vi ved Sudochie-søen, hvor vi indtager frokost i en lokal fiskerhytte. Turen fortsætter mod Aral søen og der besøg til et tidligere fyrtårn og området omkring et gasanlæg.  Undervejs stopper vi for at tage billeder af smukke kløfter og sand- og stenformationer, inden vi sidst på eftermiddagen ankommer til Aral søen. Teltene bliver rejst, og vi spiser middag og betragter solnedgangen.

Overnatning i telt ved Aral søen.

Morgenmad, frokost (fiskerhytte) og aftensmad (teltlejr) er inkluderet.

5.

Aral søen – ørkenlandskaber – ørkenborg og ruinbyen Mizdakhan

Fort ruin

Efter morgenmaden går turen tilbage mod Nukus via Moynak. Vi kører på den udtørrede bund af Aralsøen, passerer gas tårne og ankommer til Uchsai gasanlæg for at spise frokost. Et besøg på det lokale museum i Moynak kaster lys over Aral søens tragiske historie og konsekvenserne for de mennesker, som bor i regionen. Engang var Moynak et travlt fiskersamfund og Uzbekistans eneste havneby med titusinder af beboere. I dag er den kun en skygge af sit tidligere jeg og ligger snesevis af kilometer fra den hastigt vigende kystlinje af Aral søen. Før i tiden var fiskeri en afgørende del af regionens økonomi, og Moynak blev et centrum for industrifiskeriet og konserves. Sovjettidens overdrevne fokus på bomuldsproduktion – ”det Hvide Guld” - medførte, at et meget stor del af vandet fra Amu Darya og Syr Darya blev afledt og brugt til kunstvanding, og i dag når floderne ikke længere frem til søen og forsyner den med vand. Det resterende vand i Aral søen er meget saltholdigt og giftigt, og søens skæbne er en af verdens største miljøkatastrofer, som har haft skæbnesvangre konsekvenser for områdets indbyggere. Søens udtørring har bragt alvorlige klimaforandringer til regionen, som nu lider under endnu varmere somre og koldere vintre.

På vejen tilbage til Nukus gør vi et kort stop i ruinbyen Mizdakhan fra 4. årh. f.Kr. til 13. årh. e.Kr.  samt den imponerende ørkenborg Gaur Kala fra 4. årh. f.Kr, der blev ødelagt af Djengis Khan.

Morgenmad (teltlejr), frokost (fiskerhytte) og aftensmad er inkluderet.

6.

Ørkenlandskaber og oasebyen Khiva

Khiva

Fra Aralsøen kører vi mellem ørknerne Kara Kum (Sorte Sand) og Kyzyl Kum (Røde Sand) frem til Khiva, en af silkevejens mest berømte oasebyer.
Khiva ligger på grænsen til Turkmenistan umiddelbart syd for Oxus-floden (Amur Darya) på et frugtbart delta. Khiva er i dag to byer, den gamle del inden for ringmuren og den moderne uden for muren.
Den gamle by virker som en museumsby, men historien er så voldsom, brutal og storladen, at en tur gennem de smalle gader virker som et historisk vingesus. Den gamle bydel er homogen og et fabelagtigt eksempel på centralasiatisk arkitektur. Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk beliggenhed som en slags transkontinentalt pit-stop.
Den 5-6 meter tykke ringmur er 6 km lang og inden var et kæmpe slavemarked sted, hvilket først stoppede, da russerne annekterede emiratet i 1873. Khivas emir var, som de andre centralasiatiske emirer, traditionelt en despotisk diktator og de mest uhyrlige afstraffelsesmetoder blev flittigt brugt.

Overnatning i Khiva

Morgenmad, frokost og middag inkluderet

7.

Khiva - en af Silkevejens mest berømte oasebyer

Dag 7

Dagen står på byrundtur i Khiva, hvor skal vi bl.a. se Islam Khodja-komplekset med den mindste madrassa og den største minaret, Pahlavan Makhmuds mausolæum, Tash Khouli Palads fra 1838 med haremsgemakkerne, emirens ceremonihal m.m. og Muhammad Amin Khan Madrassa samt den 1000 år gamle fredagsmoske. Vi kommer også forbi et lokalt bageri eller måske nærmere en slags brødbod, hvor vi ser, hvordan de laver deres traditionelle fladbrød, også kaldet "puffy". Brødene bliver bagt i en speciel lerovn, kaldet en "tandyr", hvor dejen bliver smækket op på indersiden af ovnen og bagt. De får en dejlig, næsten grillet smag, og er ganske lækre, når de er helt friske, og man brænder sig på lidt fingrene. Puffy-brødet vil typisk blive serveret til alle måltiderne.
Eftermiddagen vil være på egen hånd i Khiva, men rejselederen vil komme med forslag til lidt byvandring  og besøg.

Overnatning i Khiva

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

8.

Gennem Kyzylkum-ørkenen til Bukhara med stemning af 1001 nat

Bukhara ark

Det er en temmelig lang, men interessant køretur gennem Kyzylkum-ørkenen, hvor der periodisk i det flade og støvede landskab er store områder med bomuldsmarker. Bomuldsdyrkningen har udviklet sig til en gigantisk miljøkatastrofe, og længere ude vestpå er sovjettidens ”hvide guld” nu skyld i Aralsøens endeligt. På køreturen kan man ud ad vinduet få øje på mænd, der kommer ridende på æsler, høje popler og blomstrende tamarisk (lyngbusk). Interimistiske boder med stakke af vandmeloner og granatæbler sætter lidt farve på udsigten. Men mest iøjnefaldende er nok sovjettidens forurenende industriområder; ildspyende skorstene anes i horisonten, og trøstesløse barakker ligger spredt omkring. Dette er ikke et sted, man har lyst til at blive forladt, men det er blot en anden side af Uzbekistan, og altså noget helt andet end Silkevejens smukke byggekunst. I løbet af eftermiddagen er vi fremme i Bukhara – måske Silkevejens mest spændende og levende karavane by. Et traditionelt vers i Centralasien siger: ”Samarkand er skønhed på jord – men Bukhara er sindets skønhed”. Bukhara er Centralasiens og stort set også Silkevejens helligste by.

Silkevejsbyen Bukhara var i århundreder komplet afsondret og lukket land for vestlig indtrængen. Men i det 19. århundrede kom det lille emirat i de russiske og engelske imperiers søgelys under deres udvidelsestrang. Den begyndende rivalisering om herredømmet i Centralasien er beskrevet i Peter Hopkirks usædvanligt gode og velskrevne bog, ”The Great Game” samt i ”Setting The East Ablaze”, der er gode bud på litterære ledsagere på rejsen. Det var bl.a. her, de to britiske agenter Conolly og Stoddart blev holdt fanget i 3 år og pint og plaget med alskens sadistiske metoder. Bukhara er en lille oase i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. Som Khiva er Bukhara en gammel Silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Her er en stemning af 1001 nat, og gennem godt 1200 år har Bukhara været under islams indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen. Aftenen byder på lokalt folklore show.

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

9.

Bukharas hellig stad og karavaneherberger

Bukhara

Vi går gennem byen og ser dens moskéer, madrassaer, gamle karavane-herberger bygget omkring en lukket gård, og ”toks” - gamle kuppel-klædte handelsbygninger. I tre af dem er der stadig småboder og værksteder. I centrum af den gamle bydel ligger byens ældste seværdigheder såsom Chashma Ayub Mausoleum og Ismail Samani Mausoleum. Sidstnævnte er en af de meget få bygninger, som overlevede mongolernes hærgen og plyndring af Bukhara i 1221. Via Bolo Hauz Moskeen når vi til citadellet i hjertet af Bukhara. Den russiske zar kaldte det for ”et blødende og åbent sår i det russiske imperium”, og citadellet er symbolet på emirens magt. I sin storhedstid boede der op mod 3.000 mennesker inden for murene. Vi går indenfor og besøger citadellets små museer. Historien er rig, og citadellet er smukt set udefra, men der er næsten ingen intakte bygninger tilbage fra den tid, eftersom russerne sønderbombede citadellet i 1920 og erobrede byen. Den åbne plads foran er Bukharas Registan, og her blev Conolly og Stoddart henrettet af Nasrullah Khan i 1842.

Vi fortsætter videre til fods og når snart til Poi Kalon-ensemblet. Her imponeres vi umiddelbart af den 46 meter høje Kalyon Minaret fra 1127, som er en af de meget få bygninger, som Djengis Khan skånede. Minareten er stadig byens vartegn og stolthed, og den er let at orientere sig efter, hvis man forvilder sig i Bukhara snoede gader. Den er også kendt som Dødens Minaret, da den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen. Minareten flankeres af en stor moské, der er et mesterværk i blå kupler og buegange. Et smugkig ind i forgården af madrassaen på den modsatte side af pladsen giver et indblik i livet i en af Uzbekistans madrassaer - tilmed en af de få, som også var i brug i Sovjettiden.

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

10.

Bukharas basarer, lokal gastronomi og historiske bygninger

marked

Vi går lidt dybere i Bukharas mange seværdigheder. Bag Poi Kalon ligger Bukharas juvel-basar – Tok-i-Zargaron fra 1570. Vi slutter turen ved Lab-i-Hauz-torvet, som er omkranset af madrassaer og andre historiske bygninger. Torvet har et stort bassin i midten, som en herlig oase i byen. Bukhara er kendt for guldbroderi, og vi besøger derfor Bukhara Gold Embroidery Factory. Guldbroderi er et gammelt kunsthåndværk i Uzbekistan, der blev udviklet i Bukhara i det 14. århundrede. Gennem tiderne har det hovedsagelig været anvendt som udsmykning på støvler, turbaner og kapper til Emiren af Bukhara og hans embedsmænd. Vi krydrer de mange historiske og imponerende bygninger med middag hos en lokal familie. Her ser vi, hvordan nationalretten Plov laves, og vi skal naturligvis smage på herlighederne. Vi har afsat en ekstra dag til at udforske nye og gamle Bukhara, til at snuse til boderne og måske finde et silketørklæde eller et flot fad i keramik – eller til at læse videre på Peter Hopkirks eventyrlige beretninger fra byen og resten af Centralasien. Man kan også vælge at besøge emirens sommerpalads lige uden for byen. 

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet. 

11.

Gennem bomuldslandet og ørkenlandskaber Shakrisazbs og videre til Samarkand

Samarkand

Efter morgenmad fortsætter vi sydøst over og kører via Karshi til Timur Lenks fødeby Shakrizabs. I de fyrige dage med krigshærgende emirer var Shakrizabs næsten konstant underlagt eller i krig med Khokand eller Bukhara. Vi ser ruinerne af Ak Serai-paladset med den storladne og gigantiske statue af Timur Lenk. Vi har tid til at se Kok Gumbaz Moskeen fra 1435-36. Det var Timur Lenks barnebarn Ulug Beg, som byggede Kok Gumbaz for at Shakrizabs skulle have en fredagsmoske.

Fra Shakrizabs kører vi mod Zerafshan-bjergene, der er udløber af den store Altai Pamir bjergkæde. Det er ikke tilladt busser at køre ad bjergvejen, så vi skifter til biler og krydser Takhtakaracha-passet i knap 1.800 meters højde. Den relativt flade vej bliver altså afløst af et mere bjergrigt terræn. Vi er på den slagne vej, hvor både Alexander den Store og Timur Lenk drog på togt for at vinde prisen over dem alle: Indien med al dens pragt og rigdom. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Samarkand, der hører til Centralasiens mest dragende oasebyer med en årtusinde lang historie som kulturcentrum på Silkevejen med de smukkeste bygningsværker i klassisk centralasiatisk og persisk stil, hvoraf mange er opført i det 14. århundrede. Den nye bydel er lidet spændende, og Samarkand er i dag Uzbekistans næststørste by med godt 400.000 indbyggere.

Det skorter ikke på kælenavne for Samarkand, som gennem tiderne er blevet kaldt for Verdensspejlet, Sjælens Have, Islams Juvel og Østens Perle. Samarkand har meget at byde på, og dette gamle kulturcentrum har en rig historie, som går mindst 2700 år tilbage. Kulturen og arkitekturen er inspireret fra nær og fjern - især Persien, som Timur Lenk erobrede og blev stærkt inspireret af - men også Kina, Indien, Arabien og Tyrkiet. Undervejs oplever vi byggekunst i verdensklasse og sprudlende markeder på den oldgamle Silkevej. I 1221 kom Djengis Khans horder og ødelagde byen, men fra 1369 oplevede byen endnu en glansperiode under Timur Lenk, der gjorde byen til sin hovedstad. Igennem tiderne har Samarkand altid fremstået som en udpræget karavanehandelsby med særlig god lejlighed til at handle silke og keramik.

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

12.

Samarkand, Silkevejens gamle kulturcentrum

Dag 12

Vi har dagen til at se til at se de helt store seværdigheder i Samarkand. Steder som Registanpladsen, Shah-i-Zinda nekropolen, Bibi-Khanum moskéen, Gur Emir, Mausoleum og Ulugh Begs observatorium.

Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og klart må rangere som en af verdens smukkeste pladser. På tre sider i perfekt arkitektonisk harmoni er pladsen indrammet af madrassaer. Fra venstre mod højre ligger Ulugh Beg Madrassa fra 1417-20 sammen med Tilya-Kori Madrassa (1646-60) og Sher Dor Madrassa (1619-36) som et enestående arkitektonisk mesterværk, der nu gudskelov er under UNESCOs beskyttelse. Vi skal også se Shah-i-Zinda nekropolen, der er en af Samarkands mest stemningsmættede seværdigheder. Her ligger prominente mænd og kvinder begravet i storladne mausoleer - heriblandt Timurs koner. Det er primært den flotte "pishtak" eller indgangsportal samt ikke mindst den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider, som er den primære seværdighed. Bag Shah-i-Zinda ligger resterne af Afrosiab, den oprindelige by i Samarkand-området. Der er i dag stort set kun nogle jordhøj tilbage.

Et andet højdepunkt er Gur Emir eller Emirens Gravkammer. Timur Lenk beordrede 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for hans afdøde barnebarn Muhammed Sultan, der døde i 1403 under et krigstogt. Da Timur Lenk pludselig døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. Om kuplen hed det sig engang: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den.” Mausoleets gyldne interiør er fantastisk. Om eftermiddagen skal vi besøge Samarkand Silk Carpet Workshop, der blev etableret i 1992 med det formål at genoplive den traditionelle tæppevævning. Vi ser, hvordan lærlinge håndvæver silketæpper med de karakteristiske og smukke mønstre, og der er også mulighed for at købe tæpper med hjem.

Der bliver også tid til at smage på lidt på den lokale vin, som bliver produceret efter traditionelle opskrifter med et tvist af ny teknologi. Om aftenen skal vi en tur i teatret, El Merosi, som er kendt for at opføre teaterstykker af historisk karakter og i meget flotte kostumer.

Overnatning i Samarkand

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

13.

Oplevelser i Samarkand og Tasjkent

Dag 13

Vi har det meste af dagen i til oplevelser i Samarkand inden vi kører nordover gennem flere bomuldsmarker til Tasjkent. Vi har aftenen til at se sig om på egen hånd, man kan fx tage en tur ind til hovedstrøget, "Broadway".

Overnatning i Tasjkent

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

14.

Hjemrejse fra Tasjkent til Danmark

Dag 14

Vi skal tidligt op og til lufthavnen for afrejse lidt over 8 om morgenen. Med efterfølgende ankomst til Danmark sidst på eftermiddagen.

Mad i flyet er inkluderet.

Priser
Sorter efter:
Vælg sortering
Pris per person
16. september 2017
Garanteret
17.998,-


INKLUDERET

  • Flyrejse København – Tasjkent retur på økonomiklasse
  • Lufthavnsskatter og afgifter
  • Indenrigsfly i Uzbekistan Tasjkent – Nukus
  • Dansk rejseleder
  • 10 overnatning på turistklasse hotel
  • 2 nætter i teltlejr ved Aralsøen
  • Helpension (Morgenmad, frokoster, middage ) som beskrevet i program
  • Transport i jeeps i forbindelse med tur til Aral søen
  • Al øvrig transport mellem byer, til sightseeing mv. i privatchartret bus
  • Engelsk talende rejseleder
  • Rundture, sightseeing, museer, besøg og entreer.
  • Vinsmagning i Samarkand
  • Invitation og visum-support inden afrejse til Uzbekistan
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden
  • Det er en fuld pakke, dvs. rejsen er omfattet af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

IKKE INKLUDERET

  • Ekspeditionsgebyr (145,- pr. faktura)
  • Forsikringer (Gouda årsrejseforsikring inklusive afbestillingsforsikring anbefales)
  • Visum/indrejse gebyr til Uzbekistan (købes i lufthavnen, koster USD 50,- (skal medbringes i kontanter)
  • Afrejse med fly fra f.eks. Aalborg/Billund/Hamborg (kontakt os for evt. muligheder og priser)
  • Personlige udgifter
  • Drikkepenge (beregn USD 65-70)
  • Foto-gebyrer ved seværdigheder (små beløb)
  • Alt ikke beskrevet under ”Inkluderet” 

TILKØB

  • Tillæg enkeltværelse: 1.498,-

(bemærk at på turen til Aralsøen er der overnatning i telt - 2 nætter)

Praktisk information

Gruppestørrelse: 10-18 deltagere.

Gruppestørrelse - altid små grupper:
Som altid kører vi med små grupper. På denne rejse vil der maksimalt være 18 deltagere. Dette giver en større fleksibilitet end på grupper på 20-30 deltagere, hvor der går megen tid med logistik, og hvor det kan være svært sågar at høre guiderne. Derfor mener vi klart, at det er et kvalitetsstempel at tilbyde små grupper.

Type: Kulturrejse med dansk rejseleder

Fysisk form: Der kræves ikke nogen særegen god fysik for at kunne deltage på kulturrejsen, men det skal samtidig bemærkes at det en forudsætning at man er i almindelig god fysisk form og for at kunne besøge de mange steder spændende undervejs, skal man kunne gå og klare sig ved egen hjælp. 
Hvis du er meget dårligt gående, har brug for rollator eller kørestol, er denne rejse ikke egnet til dig.

Vejret: Tashkent

 

 

Vigtige noter om Aralsøen

Går din rejse til Nukus og Aralsøen skal du påregne en herlig, men dog strabadserede odysse udover de store centralasiatiske stepper. Køreturen er lang og bumlet – dog fantastisk smuk. Vi kører i Uzbekistans mindst udviklet område, der er fattigt, og landskabet er råt. Overnatningerne ved Aralsøen er meget simple. Det foregår i små telte, (soveposer og underlag er inkluderet), og toiletforholdene er mildt sagt simple, rettere ikke eksisterende. Der er ikke bademuligheder, når der overnattes ved søen. Maden tilberedes af vores staff – de er vant til at leve på feltfod, og der må påregnes en vis form for feltkost. På alle måder kan det minde lidt om Tibet – og servicen kan man ikke klage over, for der er ingen! Ovenstående skal tages godt til indtægt – men når det er sagt, så glæd dig til Aralsøen og de store slettelandskaber. Det er fantastisk smukt!

 

Vi skal opleve en af verdens største miljømæssige katastrofer – men bare rolig – det er hverken sundhedsskadeligt, farligt eller tilsvarende, dog dybt foruroligende som mennesket kan forvandle sprudlende natur til et katastrofeområde for områdets dyr og mennesker. I midten af 1960'erne var Aralsøens areal over 60.000 km2 – eller noget større end Danmark. Sovjettidens storstilede industri- og dyrkningsprojekter i 1960'erne baseredes på udnyttelse af enhver ressource, heriblandt blev vandet fra floderne Amu Darja (Oxus floden) og Syr Darja brugt til kunstvanding af bomuldsmarkerne i en sådan grad, at Aralsøen mistede vandtilførsel. Aralsøen har kun modtaget minimale mængder vand fra sine tilløb siden 1973, og vandstanden er faldet drastisk – så meget, at den i 1992 var reduceret til halv størrelse og vandmængden endnu værre med hele 75%. I 2003 dækkede Aralsøen kun ca. 31.000 km2, og i 2009 var søen splittet op i fire uafhængige søer – i alt ca. kun 10% af den originale størrelse. Men samtidig har et storstilet projekt stoppet afvandingen, og der er gang i et større genopretningsprogram – så måske er der et spinkelt håb om en fremtidig Aralsø i en eller anden form.

 

Ved afrejse til Aralsøen i september kan der være ned til -5 grader og tilmed blæsende, derfor anbefaler vi, at du medbringer varmt tøj og en vindtæt jakke.

Rejsebeskrivelse fra Usbekistan –

 

Tirsdag den 15.9. - Tasjkent

Vi fløj via Moskva til Tasjkent, hovedstaden i Usbekistan. Fra første færd gjorde byen et imponerende indtryk med store pladser, monumentale bygninger, overdådige springvand og parkanlæg. I 1966 havde et voldsomt jordskælv lagt store områder i den centrale del af byen i grus. I bedste sovjetstil havde de forskellige dele af landet opbygget hver sin bydel i Tascent med hver sit arkitektoniske præg. I sovjettiden havde Tasjkent været den fjerde største by land og haft mange repræsentative formål.

Vi blev indlogeret på Hotel Usbekistan, et firestjernet hotel, hvor der bl.a. blev holdt mange bryllupper; men det vender jeg tilbage til.

Vores byrundtur gik forbi Selvstændighedspladsen, hvor Stalin og Marx tidligere har stået. Efter Usbekistans selvstændighed i 1991 har man gjort meget for at genoprette usbekernes egen nationale identitet, og fra 1993 har Selvstændighedspladsen været prydet af en stor statue af Amir Timur (1336-1405).

Byen blev i 2009 hovedstad for Islam, og i den forbindelse blev der bygget en ny stor moske med minareter, madrassa’er (skole) og et nyt Islam museum. Her så vi bl.a. verdens ældste koran som stammer fra det 8.århundrede. Vi besøgte den gamle bydel og vandrede på torvet – en stor, stemningsfyldt plads med de mange smukke bygninger hvor selv de nye bygninger er i klassisk stil med de farverige mosaikker. Det er her de lokale kommer for at gå til fredagsbøn. Samme sted besøgte vi Abu Bakr Mohammed Kaffal Sashi Mausoleet opkaldt efter en berømt filosof, læge og islam poet som levede år 904-979. Derefter besøgte vi en madrassa, der stadig fungerede som skole for de der ville være imamer. Vi fik et foredrag om kalligrafi og så eksempler på de forskellige skrivestile.

Om eftermiddagen besøgte vi den imponerende villa som den russiske ambassadør havde bygget til sig selv. Han var meget interesseret i usbekisk kunst og arkitektur, hvad villaen viste til overflod.  I dag står stedet som et museum med en imponerende kunstsamling af silketæpper, dragter, billeder, keramik, træskærerarbejder mm.

Aftensmaden indtog vi på en flot usbekisk restaurant med to etager. Vi sad ved et langt bord på stueniveau hvor den levende musik udfoldede sig. Ovenpå var der små rum hvor familierne kunne få serveret aftensmaden under mere private former. Ved bordet ved siden af os var der en familie der var samlet for at fejre en ung kvindes fødselsdag – alle tre generationer var samlet, og der var et leben med de små børn. Til forretten, der bestod af 3-4 salater, serveredes en vodka. Derefter var der suppe, hovedret og dessert. Mændene drak typisk vodka, kvinderne drak vin.

Om aftenen var der bryllup på vores hotel med over 250 gæster. Vi fik et lille indblik i bryllupstraditionerne. Parret vandrede ind i salen under en baldakin båret af 6-8 brudepiger og sad så under festen på to tronstole og skuede ud over det hele. Mænd med 2 meter lange messingblæseinstrumenter spillede og optrådte med dans. Kvinderne sad ved store runde borde i den ene side af salen og mændene i den anden. Alle var flot klædt i stærke farver og med meget silke og guld. Alle stolene var pyntet med lyserødt klæde med store sløjfer, bord- og loftspynt var også overdådig, og det var, som vores guide fortalte, ikke et hverken specielt stort eller rigt bryllup.

 

Onsdag den 16. september – Khiva

Om morgenen fløj vi til Urgench, tværs over den centralasiatiske slette og Kyzul-Kum-ørkenen med bomuldsmarker og bjerge. Herfra vr der kun 35 km til Khiva. Byen lå tæt på grænsen til Turkmenistan umiddelbart syd for Oxus floden.

Vi boede tæt på et hyggeligt hotel lige uden for bymuren. Khiva havde tidligere en strategisk beliggenhed på silkevejen. Lige inden for bymuren var der malet et stort kort der viste hele silkevejen og de centrale byer. Byen havde blandt andet et stort slavemarked som først stoppede i 1873, da den russiske zar erobrede området.

Om formiddagen vandrede vi rundt i Itchan-Kala i Khiva. Det er den gamle centrale del af byen omgivet af den tykke bymur - 5- 6 meter tyk og 7 km lang - som blev grundlagt i det 10. århundrede. Men arkæologer mener at byen har eksisteret siden det 6. århundrede. Den nuværende bymur kan dateres tilbage til det 17. århundrede. Der er inden for murene 26 hektar der ligger uberørt som et open air museum. Der bor ca. 300 familier, og de fleste arbejder med traditionelt kunsthåndværk.

Vi vandrede rundt i de smalle gader og oplevede eksotiske minaretter og madrassaer, mausoleer og gamle moskeer. Bygningerne er udsmykket med smukke mosaikker, og trædøre og træsøjlerne har meget fine udskæringer. Vi ser et palads fra 1838 med emirens ceremonihal og harems gemakker, og vi oplever en 1000 år gammel fredagsmoske hvor kraftige træsøjler med meget forskellige udskæringer viser at de har været anvendt langt tilbage i tiden i forskellige bygninger.

Den dag møder vi to bryllupper i byen. Det er en god årstid for bryllupper, der er mange grøntsager, og det er ikke for varmt. Kvinderne i byen gør indtryk med deres farverige kjoler og matchende lange bukser. En del af kvinderne afslører en skinnende række guldtænder når de smiler eller griner. De gamle mænd er karakteristiske med deres lille kalot og lange hvide skæg. De sidder på markedet og ved moskeen og hygger sig sammen, mens kvinderne gør arbejdet.

Om aftenen går vi op på et udsigtspunkt på bymuren og ser solnedgangen. Det er fascinerende at opleve hvordan de smukke madrassa’er, kupler og minareter skifter farve i solnedgangen, og de farverige mosaikker skinner i helt nye farvekombinationer.

Aftensmaden indtager vi på en restaurant under stjernehimlen. Det blå lys, stjernehimlen og stjerneskud gør det til en uforglemmelig og henrivende aften, som er vi en del af 1001 nats eventyr.

 

Torsdag den 17. september – Khiva

Efter morgenmaden vandrer vi en tur i det gamle Khiva, beundrer de gamle smukke bygninger og flotte mosaikker. Vi besøger et silkeværksted og får indblik i farvning af silketråde og vævning af tæpper. Kvinderne sidder i vævestilling på gulvet, og hænderne flytter let og rutineret trådene så det bliver til de smukkeste motiver. Der ligger mange, mange timers arbejde i et lille tæppe.

Derefter nyder vi en fire retters frokost på en overdækket terrasse. Vi starter altid med 3-4 salater, derefter suppe, derefter hovedret og til sidst frugt eller dessert. Efter frokost er vi en lille gruppe der klatrer op i en minaret. Trappen er meget smal og stejl, og trinnene er meget høje og i forskellig højde. På et tidspunkt er, der helt mørkt, men det er fordi der er nogen der står foran det lille vindue. Da vi kommer op i toppen af minaretten, er der en ung kvinde og mand der har en date der. De har ikke lige regnet med at vi kommer på det tidspunkt. Fra minaretten er der en flot udsigt også til de dele af byen der ligger uden for bymuren. Det er spændende at se alle de steder vi har været - bare ovenfra.

Senere på eftermiddagen vandrede vi ud i de kvarterer hvor de lokale boede. Vi så hvordan der blev bagt brød – sumsa -  i runde lerovne Man klaskede dejen med fyld op på siden af ovnen, og når brødet var gjort, havde det en let grillet smag. Vi besøgte også en meget dygtig træskærer, som havde sin egen lille butik. Han viste hvordan han arbejdede, og vi købte nogle af de ting han havde produceret. En af de traditionelle træskærerarbejder er et stykke træ som skæres ud så det kan bruges som stativ til en koran, en IPhone eller en tablet.

Derefter var det tid til en cappuccino liggende henslængt i en af de store firkantede siddemøbler med store puder og tæpper og et bord i midten. Meget behagelig måde at indtage kaffen. De lokale spiste deres frokost med de mange retter og røg vandpibe behageligt siddende i de bløde puder.

Vi var også en smut omkring den lokale basar. Det er et farverigt skue med de mange grøntsager, tomater, meloner, granatæbler og spændende krydderier. Men også tøj og ting og sager til husholdningen faldbydes fra de små stande. Kvinderne på markedet er en oplevelse i sig selv med deres karakterfulde ansigter og farverige beklædning.

 

Fredag den 18. september – Gennem Kyzulkum-ørkenen til Bukhara

Fredag kørte vi gennem ørkenen til Bukhara. En ni timers bustur med stop undervejs. Vi passerede store bomuldsmarker, hvor kvinder stod bøjet over plukningen – ofte 50-60 personer på en mark. Vi stoppede ved fåreflokke hvor en fårehyrde red på et æsel. Senere stoppede vi ved små dromedarer der spiste af den tørre vegetation i vejsiden. I et område var der vilde gazeller, og for at undgå at de løb ud på vejen var der sat store hegn op.

Det var et meget tørt område vi kørte igennem. Ind imellem var der høje popler som var gået ud i toppen og lilla blomstrende lyngplanter; men den smule vegetation der var, var udtørret.  Vi så mænd komme ridende på æsler, og vi så fåre- og gedeflokke, dromedarer og enkelte gazeller. Ind imellem langs vejen var der en bod med vandmelon eller granatæbler.

Vejen var en oplevelse for sig. Den blev lavet i små etaper, og vi kørte ud og ind imellem gamle og nyere vejstumper – den ene mere bumlet end den anden. I området var der store gas forekomster, så undervejs var der enkelte halvstore industriområder. Senere på dagen, da vi nærmede os Bukhara, var der rækker med ens, nybyggede huse i ens farver. Det er et statsprojekt hvor de lokale kan købe eller leje et lille nybygget hus på gode vilkår.

Velankommet til Bukhara gik vi ned til den centrale plads hvor der er en stor udgravet sø omgivet af nogle morbærtræer, der stammer tilbage fra 1447. Tidligere havde silkeormene levet af at spise bladene i disse træer. Rundt om pladsen er der store bygninger som tidligere har fungeret som karavanehoteller. De har prægtige indgangsportaler med flotte mosaikker, og når vi træder ind er der en stor åben gård. Rundt i gården er der små rum hvor de rejsende tidligere har boet.

Byen er mere end 2000 år gammel, og det er det bedste eksempel på en middelalderby i Centralasien med en indre kerne der er bevaret næsten intakt. Byen er et udtryk for et højt niveau af byplanlægning og arkitektur. Mellem det 9. og det 16. århundrede var byen center for den muslimske teologi i Centralasien med mere end 200 moskeer og 100 madrassa’er. Et stort antal madrassa’er fra det 17. århundrede er bevaret.

Efter aftensmaden vandrede vi med Hans og Vinni rundt i den centrale del af Bukhara og oplevede stemningen i de gamle madrassa’er, karavaneherberge og kuppelklædte handelsbygninger. Vi kom også forbi gamle moskeer og minaretter, og ” toks” to madrassa’er der lå over for hinanden.  Der var en afslappet og forunderlig stemning, fordi de smukke bygninger var illumineret, og alle gadehandlerne og de små boder var lukket. Man kunne leve sig tilbage i tiden og forstille sig hvilken velgørende luksus oasebyen havde været efter en strabadserende tur gennem ørkenen. Den lune aftenluft, stjernehimlen, de illuminerede bygninger og roen gav et indtryk af en fortryllende by fra en anden tidsalder.

 

Lørdag den 19. september – Bukhara

Det var Niels’ fødselsdag, og om morgenen sang hele gruppen fødselsdagssang inden vi med bus begav os ud til Samaid Mausoleum. Det er bygget mellem 892 og 943 og er mausoleum for Ismail Samani - en mægtig og indflydelsesrig Amir fra et persisk dynasti som herskede i Centralasien i det 9. og 10. århundrede. Det er det bedste eksempel på arkitektur fra det 10. århundrede i hele den muslimske verden, og det er en af de få bygninger der har overlevet mongolernes hærgen og plyndring i Bukhara i 1221.

Derefter vandrede vi til Ark Citadellet, en gammel borg og et symbol på emirens magt i Bukhara. På et tidspunkt boede der 3000 mennesker inden for murene. De ældste referencer til borgen kan føres tilbage til omkring år 900, men allerede år 500 boede den lokale hersker her. De tykke mure og den prægtige indgangsportal gør indtryk. Fra en tilbagetrukket plads på 1. sal på borgen har kvinderne kunnet se ned på alt det der foregik på den store plads nedenfor – uden selv at blive set. Fra en prægtig trone på siden af borgen har herskeren kunnet skue ud over hele området.

Når vi vandrer rundt om borgen, kommer vi til et imponerende og bedårende bygningsværk med høje træsøjler og smukke udskæringer og mosaikker. Bolo Haus Moskeen. Foran ligger en stor kunstig sø, og hele bygningsværket spejler sig i søen.

Syd for Ark Citadellet ligger Po-i-Kaylan. Her blev der fra 713 bygget adskillige moskeer og minareter. Den mest berømte minaret heder Kaylan, er fra 1127 og er imponerende med sine 46 meters højde. Det var her der blev kaldt til bøn. Ud over mausoleet er det den eneste bygning der har overlevet mongolernes hærgen. Grunden, til at minareten har overlevet, er at den kunne brugs som pejlingsmærke på silkevejen. Der blev tændt bål øverst på minareten, og det kunne ses milevidt omkring.

Vi vandrede rundt i byen og hørte historierne om det drabelige liv på Silkevejen. Vi så hvordan vandsystemet var opbygget og så de imponerende madrassa’er (skoler) som forskellige herskere har bygget for at vise deres rigdom. Foran en af de gamle moskeer stod en lokal kunstner og solgte sine egne akvareller. Vi fandt de smukkeste med motiver fra Bukhara – et godt minde at bringe hjem fra en fortryllende by.

Kvinderne havde også her i Bukhara flotte guldtænder, som de afslørede ind imellem i et smil. Bag Po-i- Kaylon komplekset lå Bukharas juveller basar Tok-i-Zargaron fra 1570. Der var en gade hvor alle boder solgte guld og smykker. Usbekistan har guld i undergrunden, og det har fra tidernes morgen været en måde at vise velstand at bære guldbroderier, guldsmykker og at lægge et tyndt lag guld i dekorationer på moskeer og mausoleer.

Fødselsdagsfrokosten fandt sted på en hyggelig restaurant på Lab-i-Hauz torvet i skyggen af de gamle morbærtræer.  Torvet har et stort vandbassin i midten, og det er omkranset af madrassa’er og andre historiske bygninger Det var et festmåltid med salater, supper, oksekød mm og dessert i en sand oase med udsigt til de smukkeste arkitektoniske mesterværker.

Om eftermiddagen vandrede vi rundt i de små gader, kom tættere på lokale kunsthåndværkere og opsnusede stemningen i de farverige boder og gamle antikvariater.

Kl. 17 var vi inviteret til et imponerende show med lokalt design, dans og musik - usbekisk kulturtradition med et moderne strejf. Det foregik i det gamle karavanehotel der lå ved søen. Vi gik ind i en stor smuk gård hvor der var dækket op ved små borde til os. I den ene ende var der et 8-10 personers traditionelt orkester, og den følgende time blev vi underholdt af skiftende danseshows med flotte kostumer og catwalk seancer hvor professionelle modeller fremviste moderne design i bl.a. silke kreeret ud fra de traditionelle traditioner. Det var en fantastisk oplevelse, og Niels fik lavet nogle meget smukke videoer som fastholder oplevelsen.

Middagen spiste vi i et tidligere kamelhotel med direkte udsigt op til stjernerne. Det var et meget smukt sted at fejre fødselsdagen. Vi kom ind i et stort ovalt rum hvor der var placeret et flot siddemøbel med et bord i midten og diverse puder. Derefter gik vi ovenpå, og rundt i kanten af bygningen var der så dækket op ved små 4 personers borde. Den lokale tradition er at starte med vodka og dertil salater. Derefter suppe og så hovedret. Vores guide havde skaffet en stor flot lagkage med teksten ”Tillykke med fødselsdagen, Niels” og fem lys. Alt lyset blev slukket i restauranten da den blev båret ind. Alle sang, og Niels pustede lys og skar et stykke for. Meget rørende!

Det havde været en fantastisk fødselsdag i meget smukke omgivelser og rigtig godt selskab.

 

Søndag den 20. september – Bukhara

Efter morgenmaden gik vi ca. 500 meter ned til Chor Minor Mosque. Det var en gammel madrassa med 4 minareter. Bygningen var inspireret af en lignende bygning i Indien, og hver af de fire minareter var tilegnet en af hans døtre. Minareterne havde forskellig udsmykning og bar pigernes navne. Vi kunne fra taget se ud over en stor del af bydelen. Lave huse – mursten eller lerklinede – med smukt udskårne trædøre og uden vinduer ud til vejen.  Når man kom ind i huset, var der en indre gård og fri adgang til himlen. Det er bygget i forhold til at huset skal være køligt og luftigt i de varme perioder og lunt når det er kold vinter.

Senere på dagen udforskede vi Kalyan Moskeen. Vi kom ind gennem en port hvor der var ure med de forskellige tidspunkter for bøn. Derefter kom vi ind i ens stor gård der var omkranset af fire længer hver med en stor smukt dekoreret port hvor mosaikkerne skinnede i grønne og blå nuancer. Midt i gården var der et mindre, rundt mausoleum kunstfærdigt bygget i sten. Vi fulgte de skyggefulde smukt hvælvede gange og kom ned til det allerhelligste hvor udsmykningen viste retningen til Mekka. Selve moskeen måtte vi ikke træde ind i.

Men når vi vendte os og kiggede ud over gården så vi først det runde mausoleum, bagved så vi den store Kaylan Minaret, flotte blågrønne skinnende kupler, de smukt dekorede porte til madrassa’en bagved og flere minareter. Uden at forglemme alle de farverige mosaikker på siderne af de fire indgangsporte i gården. Himmel var som altid klar blå, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Bjergtagende!

Vi besøgte også to meget smukke madrassa’er som lå placeret lige over for hinanden. Igen de karakteristiske indgangsporte med de smukke mønstre i farverige mosaikker. Da vi gik ind i gården på den ene, mødte vi et stemningsfyldt miljø med mange små boder med silketørklæder, tøj og meget andet kunsthåndværk. Om eftermiddagen fandt vi et traditionelt tehus som havde været i familiens eje i mange generationer. Fra gammel tid havde de handlet med te på silkevejen. Vi prøvede to forskellige velsmagende teer med diverse lækkerier til. Tehuset var udsmykket med gamle klenodier, og der var en hel speciel stemning over at nyde sin te og tænke på at her har generationer før os, som har rejst på silkevejen, nydt deres te.

Det var i det hele taget meget karakteristisk at de forskellige håndværk gik i arv gennem generationer. En knivmager som gik mange generationer tilbage lavede de smukkeste og skarpeste knive og sakse og viste behændigt hvad han kunne klippe og skære, f.eks. smukke mønstre i papir som blev brugt til guldbroderi.

Et andet sted så vi hvordan de lavede de mest overdådige guldbroderier. Guldtråden blev syet fast med små sting - 26 sting per centimeter. Guldbroderierne blev f.eks. brugt til overdådige kapper og jakker eller deciderede billeder.

Om eftermiddagen besøgte vi den jødiske synagoge og derefter en lokal dukkemager, som lavede marionetdukker. Han viste os teknikken bag at lave dukkerne, og vi så hans samling af dukker som blev brugt til at fortælle nogle af de lokale legender fra området. Han kunne med sin stemme og sine fingre gøre dukkerne levende så vi blev suget ind i fortællingen.

Sidst på eftermiddagen tog Sasha os med i sin bil ud til den store basar i byen. Vi havde brug for en stor taske til at fragte to backgammonspil hjem til Jonas og Nanna og Rune og Adela. Det var en fantastisk oplevelse at bevæge sig rundt på markedet. Ud over frugt, grøntsager, nødder og krydderier var der mulighed for at købe alt til husholdningen og til familien. De fleste af kvinderne ville gerne fotograferes, og Niels fik lavet nogle fine portrætter og stemningsbilleder fra et summende, farvestrålende marked.

Om aftenen besøgte vi en lokal familie som serverede aftensmad for os. Deres hus var i to etager, og fra vejen kom vi gennem en indgangsdør og ind til en gård der var delvist overdækket. I gården lavede familien den traditionsrige ret plov som består af ris, kød og grøntsager som lægges lagvis i gryden og koger over åben ild til det hele er lækkert mørt. Familien havde dækket op til os ved et langt bord i en højloftet, smuk stue. Forskellige farverige salater blev bragt ind til forretten sammen med friskbagt brød. Derefter en suppe og så kom så hovedretten – en velsmagende blanding af ris, grøntsager og oksekød. Det var en hyggelig aften, og Sasha vores guide havde som altid meget at fortælle om hverdagslivet i en familie i Bukhara. Hun bor selv i byen.

 

Mandag den 21. september – Shakhrisyabz og Samarkand

Om morgenen kører vi fra Bukhara til Shakhrisyabz som også ligger på silkevejen. Byen er over 2000 år gammel og var politisk og kulturelt center i det 14. og 15. århundrede. Det er Amir Timurs fødeby, og efter at have vundet mange krige begyndte han i 1380 at bygge The Ak-Sarai Palads. Han tog arkitekter og håndværkere fra de områder han havde underlagt sig og ville bygge verdens største palads. I dag kan man se ruinerne fra den kæmpestore indgangsportal der vidner om et imponerende byggeri. Den er rigt dekoreret med smukke mosaikker. Bag bygningsværket står en kæmpe statue af Amir Timur.

Næste år er det 860 året for Amir Timur – og 25 året for den siddende præsident. Hele området omkring paladset, skulpturen og en fredagsmoske som er bygget af Ulug Beg, hans barnebarn, er ved at blive omdannet til park med træer, buske, græs og fliser. Bymuren bliver i den forbindelse brudt ned, og der bliver bygget en ny.

Frokosten fik vi på en lokal restaurant i skyggen i en smukt dekoreret port – malerier fra karavanerne på silkevejen. I gården var der en smuk have med flotte blomster, vindruer og et stort sharon træ. Alt kan vokse i varmen i den frugtbare jord, hvis bare det får vand.

Vi kører videre i taxaer mod Zerafshan-bjergene og krydser Takhtakaacha-passet i 1800 meters højde. Vi gør stop hos en familie som sælger stegt lammekød fra deres udekøkken.  Senere gør vi stop i selve passet. Her sælger lokale mandler, nødder, surmælk, krydderier og meget andet. Her er blæsende og meget koldt, men en fantastisk udsigt. De lokale er klædt på fra top til tå med huer der dækker næsten det hele; vi har ikke skiftet siden vi var i 30 graders varme i dalen så vi fryser lidt.

Efterhånden som vi kommer ned af bjergsiderne på den anden side, begynder den ene vinmark efter den anden at vise sig. Efterhånden er det et rigtig stort område der er dækket af gamle vinstokke som næsten ligger hen af jorden. Taxaturen tager ca. 2 timer, og det er begyndt at blive mørkt da vi kører ind i Samarkand. Byen har tændt mange lys, og det er fortryllende at køre ind gennem byen og få et glimt at madrassa’er, minareter og mausoleer. Lige før vi drejer af til vores hotel ser vi igen en stor statue af Amir Timur.

Samarkand ligger i en stor oase i Zerafshan flodens dal. Det er en meget central by på Silkevejen og en smeltedigel af alverdens kulturer. Den blev grundlagt i det 7. århundrede BC som det gamle Afrasiab, men man har fundet tegn på bosætning i området tilbage til 1500BC. Den centrale periode i byens udvikling er i det 14. og 15. århundrede i Timur perioden. Byen har en række bygningsværker som er mesterværker i islamisk kultur og har haft betydning for udviklingen af arkitektur for hele regionen fra Middelhavet til Indien

 

Tirsdag den 22. september – Samarkand

Efter morgenmad tager vi ned til Registan Pladsen. Det er en af de smukkeste paladser i verden. På tre sider i en perfekt arkitektonisk harmoni er pladsen indrammet af madrassa’er. Her ligger Ulugh Madrassa fra 1417-1420, sammen med Tilya-Kori Madrassa 1646-60 og Sher Dor madrassa (1619-36).

Ulug Beg byggede løveporten som er indgangen til den midterste bygning. Vi træder ind i et stort guldudsmykket rum, hvor der er blå og hvide mosaikker og indlagt guld. Loftet ligner en stor kuppel, men det er synsbedrag. Det er små guldblade der er malet på så de bliver mindre og mindre mod midten og giver oplevelsen af at vi ser op i en høj kuppel. Der er brugt 4.1. kg guld til at udsmykke bygningen – lagt på i et tyndt lag som hår. Det er en af de største oplevelser på turen at vandre rundt på Registan Pladsen – bygningerne overgår hvad vi tidligere har set.

I en af madrasa’erne får vi demonstreret håndværket ved at lave mosaikker og efter at have købt fire smukke kugler får Niels og jeg lov til at gå ovenpå på værkstedet og se, hvordan de arbejder. Det er meget minutiøst arbejde at lave klinkerne, tegne mønstrene op, hugge det ud og sætte det perfekt sammen så farverne og mønstrene matcher.

Samme sted besøgte vi også et musikinstrument museum. I et lille lokale præsenterer en dygtig musiker mange af de traditionelle musikinstrumenter, og undervejs spiller han et stykke musik på de forskellige strengeinstrumenter, rytmeinstrumenter og fløjter. Han var meget dygtig, og det var oplevelse at høre den musik han kunne trylle frem.

Et andet højdepunkt den dag er Gur Emir eller Emirens Gravkammer. Amir Timur beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel færdiggjort til ære for sit barnebarn der var blevet dræbt i et krigstogt. Da Amir Timur pludselig døde i 1405, blev han også begravet der. Om kuplen hed det: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”. Det gyldne interiør er fantastisk, og hans kiste er af smuk, grøn jade

Inden middagen var vi til vinsmagning. Det foregik i en flot gammel villa fra zartiden med prangende lysekroner og højt til loftet. Det var et stort, lokalt vinhus der stammede fra starten af 1800 tallet. Vi fik fortalt centrale bidder af historien af en meget engageret vinkyper. Derefter fik vi præsenteret 10 forskellige flasker vin, som vi så smagte på. Der var hvid- og rødvine, men specielt dessertvinen var rigtig fin. Der var også forskellige cognac og til sidst en bitter, som skulle være rigtig god for maven.

Om aftenen da det var mørkt, vandrede vi først ned til Gur Emir mausoleet der lå smukt illumineret tæt ved vores hotel. Derefter vandrede vi ned til Registan Pladsen igen. Det var en flot tur forbi springvand med lys og musik og langs en af de store boulevarder. Da vi kom derned, var den imponerende plads med de tre berømte madrassa’er smukt illumineret, og fra en udkigsplatform kunne vi se ud over hele herligheden. Den lune aften og smukke stjernehimmel gjorde sit til at det blev en uforglemmelig oplevelse.

 

Onsdag den 23. september – Samarkand

Efter morgenmaden tog vi ud til Shah-i-Zinda nekropolen. Her lå en række prominente personer begravet i storladne mausoleer bl.a. Timurs korner. Indgangsportalen – Pishtalk – er udsmykket i stil med Ulug Begs moske i Bukhara med stjerner, mønstre og inskriptioner. Da vi kommer ind, er der en smal 200 meter lang gang hvor der er mausoleer – alle med hver sin forskellige indgangsportal. Vi fortsatte ind i en moske hvor Muhammeds fætter lå begravet. Rummet var dækket med mosaikker på vægge og loft i smukke farver. En Iman læste en bøn for os på deres karakteristiske reciterende måde. Velsignede og med gode ønsker gik vi derfra.

Sidst på eftermiddagen tog vi ud til et show som viste klædedragten hos overklassen fra ca. 700 BC og frem til i dag. Samtidig viste de billeder fra berømte historiske øjeblikke f.eks. Amir Timurs bryllup og Ulug Begs med symboler fra astronomi og matematik. Vi fik en kort introduktion til stykket, men ellers foregik det som et danseshow med lysshow og inciterende musik. Kvinderne havde lange farvede negle, og hænderne blev brugt meget graciøst og udtryksfuldt i dansen. Deres hår var langt og kraftigt, og det indgik også som en gennemgående effekt i showet. Usbekisk TV optog det hele, og der var også et kort interview med en fra gruppen.

Derefter spiste vi aftensmad i et privat hjem. De havde en stor stue med et langt bord hvor der var dækket flot op med salater, nødder og frugt. Det var drengene i huset på 12-14 år der serverede de fire retter og inkasserede pengene for drikkevarer. En hyggelig aften med et par stolte drenge.

 

Torsdag den 24. september Samarkand

Om morgenen var der en bil der stod på tværs lige ude foran vores hotel, og bag den holdt en masse biler. Vi undrede os, men det viste sig at det var helligdag den dag, og kl 7.10 havde mændene været til bøn i moskeen for enden af vejen. Ca. 7.30 kom omkring 100-120 mænd - mange med kalotter – vandrende ud fra moskeen tilbage til bilerne, og straks efter opløstes det hele. Så kunne vi i ro og mag kaste os over morgenmaden.

Derefter gik turen til Taskhent – en tur på 272 km -  fordi vi på et stykke skulle af motorvejen. Bussen måtte ikke køre op gennem bjergene på motorvejen. På turen var der ligesom tidligere mange små tjekpoints.  Som turistbus blev vi dog aldrig stoppet. Indimellem så vi store papskilte med politibiler – måske for at mane til forsigtig kørsel. Vi kørte gennem tørre sletter med fåreflokke, og hvor alt var spist på træerne op til  samme højde. Der var mange popler, og hvor der var vanding var der fine æbleplantager. Vi kom forbi små landbrug, køkkenhaver, enkelte køer og mange små boder der solgte frugt. Lang vejen var der også mange små metan stationer – det koster kun 1/3 i forhold til benzin.

Vi gjorde stop ved Ulug Begs observatorium der stammer fra 1400 tallet. Før Tyco Brahe havde han regnet ud præcis hvor langt et år er. Han havde også beregnet koordinaterne til 1008 stjerner på himlen. Forud for Kopernikus havde han indset at jorden er rund. Vi så en del af det originale observatorium, der gik 10 meter ned i jorden. Oprindeligt havde det også gået 10 meter over jorden. Der var et meget interessant museum der bl.a. viste hvordan observatoriet oprindeligt havde set ud.

Udsmykningen på indgangsportalen til observatoriet minder om de madrassa’er han har bygget i Bukhara og Samarkand. Der er smukke, snoede søjler med mosaikker, og derudover har udsmykningen stjerner og inskriptioner.

Ind imellem så vi kanaler til vanding og bomuldsmarker – dyrkningen er meget vandkrævende, men staten lægger stor vægt på bomuldseksport. Kvinder og studerende udkommanderes i hobetal til det hårde arbejde hvor man står bøjet over planterne i direkte sol og 30 graders varme.

Efterhånden nærmede vi os Tasjkent, de flotte boulevarder og store imponerende, moderne bygningsværker. Vi blev indlogeret på det hotel vi boede på ved ankomsten. Niels og jeg tog en vandretur gennem den store park midt i byen ned til Selvstændighedspladsen. Det var fridag for alle så der var mange i parken og et leben med gadetegnere, boder osv. Det var en dejlig gåtur, og da vi kom ned på pladsen blev vi standet af nogle 11 årige piger og deres mødre. På det smukkeste engelsk spurgte pigerne hvad vi syntes om Usbekistan, og alt hvad de ellers kunne finde på. Mødrene, som ikke talte engelsk, havde også en masse spørgsmål. Det var sjovt på den måde at komme i dialog med dem. Det var ikke første gang vi var blevet stoppet af 10-11- årige piger i skoleuniform som gerne ville i kontakt med os og afprøve deres skoleengelsk.

Selve pladsen med parlamentet var domineret af store springvang og afspærret for offentligheden, men det var interessant at gå på selvstændighedspladsen og iagttage f.eks. de familier der var taget derind for at nyde fridagen og som ligesom os havde travlt med at tage billeder.

Om aftenen var der igen lagt op til stor bryllupsfest på hotellet. Inden vi kørte ud til vores restaurant for at spise aftensmaden oplevede vi et 7-8 mands orkester med bl.a. de lange messinghorn spille uden for hotellet. Den restaurant, hvor vi spiste den sidste aften, var helt ny. Den lå ned til floden, og den var smukt dekoret med hvidt draperet stof og flot lys. Ved bordet ved siden af os var der gang i en familiefødselsdag. Det var interessant at følge med i hvordan de tre generationer, og specielt de to bedstemødre rundt om bordet, gjorde hvad de kunne for at det blev en god aften for de helt små og specielt den lille baby.

Næste morgen stod vi tidligt op og efter lidt morgenmad blev vi kørt til lufthavnen. Turen gik over Moskva igen så vi kendte de gode cafeer i lufthavnen. Hjemrejsen gik godt, og Rune havde parkeret bilen så den var nem at finde, og vi kunne køre direkte hjem til Vedsted.