Tibet - trekking på verdens tag

Tibet irriterer, Tibet støver, Tibet giver rejsemæssige problemer

Tibet er umulig - men fængsler i en grad, der er ukendt for andre lande

Tibet- et rejseland?

Engang var Tibet alle eventyreres drømmemål – og er det vel stadig på sine egne præmisser. Dagene med et feudalt præstestyre er ovre, men slemt er blevet mange gange værre siden da. Himlen er sort og udsigterne mørke. Tibetanerne lever i et besat land. Og desværre, for et af verdens mest forunderlige kulturfolk, har det ingen udsigt til at ændre sig. Det er paradoksalt og sørgeligt, at Tibet nu er regeret af et folk, der under påskud af en befrielse, ikke har den ringeste interesse i landets rige kulturarv, religion og sprog. Endsige i tibetanernes økonomiske og arbejdsmæssige livsvilkår. Regimet er hårdt og ubarmhjertigt - i Tibet lever apartheid i bedste velgående. At tibetanerne alligevel har bevaret både sprog, religion og kulturel identitet er et mirakel – og tager man ud på landet vil man opleve det selv – endda på allernærmeste hold.

Tibet – storslået, men ikke lige at gå til

Kineserne har en aldeles inkonsekvent turistpolitik, når det gælder Tibet. I perioden 1989-93 forsøgte jeg flere gange at komme til Tibet, dog uden held. Senere er det lykkedes mig både som rejseleder for grupper, såvel som på egen hånd. Grænsen er ofte lukket for individuelle rejsende. I disse perioder kræver kineserne, at man skal have fuld rejsearrangement alle dage i Tibet. Og det er en dyr omgang, godt 1.400 kr. i døgnet. Skal man til Tibet som individuel, er det om at tage til grænsen og håbe på det bedste. Kommer man ikke ind, kan man lige så godt indstille sig på en ferie i det pragtfulde naboland mod syd, Nepal.

Mine ture i Tibet dækker over rygsækrejser, kulturrejser, ture som rejseleder og på egen hånd, trekkingture og forsøg på at bestige det 8.046 meter høj bjerg Shisha Pangma. Men de største oplevelser findes efter min mening stadig på stierne og i de små landsbyer; der hvor der så umådelig sjældent kommer turister forbi; og hvor man føler sig langt hjemmefra. Og et af de mange, store oplevelsesområder er i Central Tibet, nord for Nepal i egne med små, fine samfund beliggende i en vidstrakt natur.

Tibetanske bjergperler

Vi er på det tibetanske plateau. Himlen er klar og smuk, ren tibetansk idyl. I horisonten stråler toppen af Everest, ved siden af Cho Oyu. Tingri er en vindblæst landsby beliggende ved en enlig bakke på en stor sælsom slette. Der er ca. 100 huse i den gamle tibetanske del, tyve kinesiske militærbarakker og to gæstehuse til lastbilchauffører og turister. Lokalt hedder byen Ganggar og på bakken over byen, lå engang et dzong, fort. Det var en del af det store forsvarsværk tibetanerne byggede som værn mod gurkhaerne i Nepal. Man ser stadig rester af denne mur mellem Gutsuo og Shegar i Sydtibet. Herfra er der et væld af gode og smukke vandreoplevelser.
Stien fører stik syd, henover det kæmpemæssige, efter tibetanske forhold, frodige plateau. Det er flad vandring, hvor man ikke føler fremskridt. Dog er der en opmuntrende gnaver her og der, en bjerghare og ikke mindst den majestætiske lammegrib højt på himlen. Vi raster i landsbyen Ghyndaphu beliggende neden for en bakketop. Det er en smuk lille landsby, med 20 huse. Vi kommer ind til en familie, spiser frokost og forhører os om livets gang udenfor kinesisk indflydelse. Udsigten på denne kæmpemæssige slette, hvor jeg føler mig forvandlet til en mikromus i et makrolandskab, er fabelagtig. Foran os tårner Cho Oyu sig op mod himlen. Højdeforskellen er tydelig, vi går på en flad mark og brat rejser denne verdens kæmpemæssige bjerge sig mod himlen.

Efter nogle hårde og kolde vandredage er vi ved at være trætte, foråret har budt på hele tre længere Himalaya-vandreture og nu altså Tibet. Et ganske kort øjeblik efter, går det opad igen og endelig begynder Everest at give sig til syne – dog kun som en lille top i horisonten. Men det er et fantastisk øjeblik, som en ren vitaminindsprøjtning, jeg sætter tempoet op. Den gigantiske nordside - det lå så uendeligt langt væk og var så
påtrængende virkeligt, at jeg følte et sug i maven. Everest, her er vi med vore planer om at bestige en af dine noget mindre naboer. Formen har været god og intet kan stoppe os i vores videre planer med vores mål. Det viser sig, at der stadig er et godt stykke vej til Rongbuk klosteret i selve dalen. Først går jeg gennem en kani (indgangsportal). Det må være et rensende og lykkebringende øjeblik. Vi møder nogle yak-hyrder, der er kommet ned fra lejr III på Everest og raster med dem. Kort efter drejer jeg om en grustop og selve Rongbuk klosteret kommer til syne. De næste par timer går jeg lidt rundt og ser klosterets opbygning. Her er mange ødelagte bygninger og Rongbuk er kun ca. halv størrelse af det, som Klavs Becker-Larsens billeder fra 1951 viser. Der er ikke mange spindende bedemøller eller pilgrimme, men stedet har alligevel bibeholdt en del af sin fascination.

Udenfor klosterbygningernes ro er en kuldskærende blæst, der går gennem marv og ben på få sekunder. Over os er Everest i glødende rødt, solens sidste stråler gør stedet mere uvirkeligt, end det er i forvejen. Everest er alligevel noget større, end jeg først havde forestillet mig. Her er noget uforklarligt, jeg mærker historiens vingesus og oplevelsesmomentet er storsindet mod mig.

Dalen er ganske snæver, ikke som ved Shisha Pangma’s basislejr, hvor højsletten fortsætter så langt øjet rækker. Dagen efter fortsætter vi i en kort march til Everest base camp; er de eneste der dette år har gået til basislejren og bliver vartet op af alle ekspeditionerne på fineste vis. Vi er i det Everest-skæbnesvangre år 1996 og bare ti dage senere skulle idyllen vise sig at blive vendt til dødelig alvor med ni døde højt på bjerget. Der i blandt to af de indere, der trakterede os så vel. Jo bjergbestigning på så høje bjerge er en alvorlig sag. Og Everest berygtede og berømte nordside har kostet alt for mange liv. En dansker er kommet op denne vej. En er død. Det er ikke meget at lave statistik over, men god er den ikke.

Et turistland – næppe i gængs forstand

De fleste tænker på Tibet som det høje, kolde og storslåede plateau med kæmpemæssige himmelstræbende bjergtinder. Og nord for Himalaya eks. ved Shisha Pangma, Cho Oyu og Everest er det rigtigt. Because it is there – ikke bare Everest, men Tibet. Og hvor er det ærketypisk for Tibet – de store oplevelser venter, de skal gribes – men er ikke lige til at gå til. Et turistland?? Næppe i gængs forstand. ”Because it is There” – ordene af navnkundige George Leigh Mallory fra 1924 hænger stadig i luften og dækker på sin egen måde stadig over bjergbestigningen som fænomen. Men kunne også fint dække over vandring, som Tibet netop byder på for ikke-bjergbestigere. Man kan godt rejse til Tibet uden at tage stilling på forhånd; men man kommer ikke hjem igen uden at være dybt påvirket – det fængsler i grad der er mig ukendt for andre lande.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, til brug for trafikmåling og optimering af sidens indhold samt til at målrette markedsføring. Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Se vores Privatslivspolitik