3. dag: Hanoi - byrundtur og gastro tur i Hanois gadekøkkener
Byrundtur i Hanoi
Ho Chi Minhs hus og museum
cykelrickshaws og gadekøkkener
Efter morgenmaden møder vi vores guide og starter ud med at besøge Ho Chi Minhs pompøse mausoleum (lukket mandage/fredage, samt hele oktober). Det er her, Nordvietnams tidligere kommunistiske leder, der også frigjorde Nordvietnam fra den franske kolonimagt, har ligget i glassarkofag siden sin død i 1969. En afbildning af “Uncle Ho’s” ansigt finder man ikke kun i alle offentlige bygninger, men også i ethvert hjem med respekt for sig selv. Han betragtes i hele Vietnam som frelser, fredsskaber og befrier, og hans ydmyge ydre og sejlivede indre er for mange vietnamesere indbegrebet af vietnamesisk livsfilosofi (yin og yan). Det er interessant at følge, hvordan vietnamesere med ærbødighed og store forventninger står i lange køer for at besøge landets folkehelt. Stedet emmer af respekt, og vi har naturligvis fulgt den påkrævede dresscode, og vi hverken taler eller står stille, når vi passerer forbi ”Uncle Ho” og hans bevæbnede vogtere.
Vi fortsætter til fods forbi Præsidentpaladset til Ho Chi Minhs hus og museum. Pælehuset og dets spartanske forhold, som Ho Chi Minh boede og arbejdede under, giver os en indsigt i, hvilken mand, menneske og præsident han var. I Litteraturtemplet får vi et spændende indblik i Vietnams tidlige historie og traditionelle arkitektur. Templet er Vietnams første universitet og blev grundlagt af Kejser Ly Thanh Tong i 1070. Vi går på opdagelse gennem templets smukke pavilloner, haller og røgelsesfyldte ceremonipladser, der i adskillige generationer, og frem til 1802, uddannede kejserfamilien og andre adelige. Der blev rejst 82 stenplader med inskriptioner og navne på de elever, der afsluttede den krævende uddannelse. Stenpladerne hviler på ryggen af skildpadder, der symboliserer styrke og et langt liv. Templet besøges fortsat af vietnamesiske studerende inden en eksamen, for at skildpadderne ved håndspålæggelsen kan give den fornødne held og lykke. Som så meget andet i Vietnam ser vi her, hvordan Vietnams fortid også har stærk indflydelse på Vietnams fremtid.
Tidlig aften sætter vi os til rette i en cyclo, en vietnamesisk cykeltaxi, og ruller stille og roligt gennem “The Old Quarter”. Her er stor aktivitet af handlende, cykelrickshaws og gadekøkkener. Bydelen er oprindelig kendt som ”de 36 gader”, hver opkaldt efter det erhverv der udøvedes, fx smedegade, papirgade, silkegade. Gaderne emmer af stemning, og det er her, det lokale liv folder sig ud. Vores lokale guide tager os med på opdagelse i ”det vietnamesiske gadekøkken”, som af mange betragtes som den ultimative og mest smagfulde oplevelse indenfor vietnamesisk gastronomi. De små gadekøkkener fyldes langsomt op af sultne vietnamesere, i takt med at røgen og duften fra potter og pander fylder de smalle gader og snævre gyder. Vi får en sjælden mulighed for at prøvesmage alt det “mærkelige”, som vi knap har fantasi til at forestille os findes i et gadekøkken. Men et er sikkert, det er en fantastisk oplevelse, og maden er 100% frisklavet. Efter vietnamesisk barbecue, smagfulde snacks og krydrede supper slutter vi aftenen af hos en af Hanois små hyggelige caféer.
Overnatning i Hanoi.
Morgenmad og aftensmad er inkluderet.