Flamingoen - med den særprægede fjerdragt

Flamingoen lever vildt i de fleste af klodens kontinenter. Her findes fem forskellige arter: chileflamingoen, den store flamingo, den lille flamingo, andesflamingoen og punaflamingoen. Flamingoen navn stammer fra det latinske ord “flamenco” der betyder “ild”. Det henviser til flamingoens prægtige fjerdragt.


Fakta om flamingoen

Sted: Sydeuropa, Afrika og Sydamerika, Sydvestasien
Levealder: 20-30 år
Vægt: 3-4 kilo
Størrelse: 140-165 centimeter lang
Føde: Alger, bakterier og krebsdyr
Antal: ca. 80.000
Funfact: Hvad der ligner flamingoens knæ, er i virkelighedens dens ankel. Du kan se at flamingoens “knæ” bøjer indad.

Kendetegn

Flamingoen er en fugl, der er utrolig let at genkende. Med sine karakteristiske lyserøde, røde og pink fjer, er flamingoen til at se på lang afstand. Dens ben er eminent lange, og kan blive op til en meter, hvilket er meget atypisk for fugle. Benene er også atypiske i den forstand at knæene er placeret oppe under brystet, og hvad der i virkeligheden ligner knæ er fuglens ankler. Det forklarer derved, hvorfor en flamingos ben bøjer indad.

Endvidere har den en meget lang hals - nærmest slangelignende hals. Halsen er proportionel med de lange ben, og det er derfor ikke umuligt for flamingoen med yogaagtige bevægelser at nå havbunden med rette ben. Flamingoens næb sidder midt på dens ansigt og er let bøjet. Dens fødder er forsynet med svømmehud, ligesom hos andre årefodede fugle. Flamingoen har sorte spidser på dens relativt små vinger. Dette ses tydeligt når flamingoen flyver. Her er ben, hals og vinger strakt helt ud, og den ser helt yndefuld ud, når den flyver gennem luften.


Føde

Flamingoer lever både af diverse små krebsdyr, planter og alger. Den spiser således små krebsdyr, børsteorme, snegle, insekter, og insektlarver. De kan i sjældne tilfælde også godt finde på at tage krabber, små fisk og myrer. Af vegetarisk kost spiser flamingoen frø og udløbere fra vandplanter. Endvidere spiser den en del mudder, hvori der bor alger og bakterier. Flamingoen har et helt særligt næb, der gør den i stand til at filtrere algerne fra mudderet. Langs kanten af næbbet sidder en række lameller og fine hår, som tillader vand og mudder at løbe ud mens, føden holdes fast i munden. Flamingoen suger hele tiden vand ind, filtrerer det, og presser det så ud igen. Denne cirkulære bevægelse gør, at flamingoen er i stand til at gøre 5-6 gange i sekundet. Flamingoen kan med sit indadbøjet næb, bruge næbbet til at ‘feje’ sandbunden fri for madding. Flamingoerne kan også godt finde på som en anden gråand, at vende enden i vejret og dykke efter maden. Den kan søge føde på dybder helt ned til 130 meter.

Flamingoer finder føde, hvor mange andre ville opgive. De finder nemlig deres føde i basiske saltsøer verden over. Her kan PH-værdien mange gange ramme niveauer på over 10 i værdi. Flamingoens hus er særligt egnet til de disse forhold, hvor ikke engang mennesker kan opholde sig. Menneskers hud på hænder og fødder ville langsomt ætses under disse forhold. Mange steder er disse saltsøer utroligt varme. Flamingoer kan nemt trives i søer med 70 grader varmt vand, og uden problemer også drikke vand der nærmer sig kogepunktet. Flamingoen er således en fugl, der om nogen har tilpasset sig særlige vilkår. I områder hvor den nærmest får monopol over føden, fordi ingen andre dyr kan trives i disse basiske søer.


Drægtighed

Flamingoer holder sammen i store kolonier. De gør en stor dyd ud af at parringen sker samtidig i kolonierne, hvorfor flamingoen har et helt særligt parringsritual forbundet med seancen. De kønsmodne flamingoer samles i flokke hvor de på dansende vis går sammen med let rystende hoveder. Herefter finder flamingoerne sig den mage de vil være sammen med resten af livet. Parret laver en rede af mudder, der er omkring 25 cm høj og 35-45 cm i diameter. Hvis flamingoerne holder til ved steder hvor der ikke er mudder, bygger de reden af sten. Her lægger hunnen ét æg, som begge parter er med til at ruge på. På trods af flamingoens lange ben, er det ikke en umulighed for den at trække benene op under sig, hvorfor den let har mulighed for at ruge ægget. Det gør den ca. en måned. Allerede inden ungen er udklækket begynder den at kunne kommunikere med sine forældre. For flamingoer er kommunikation yderst vigtigt. Det er det, der gør, at flamingoer kan kende forskel på hinanden, og således høre hvem der ens unge blandt de mange små fugleunger.

Flamingoungen er en lille hvid, dunet fugleunge, hvor næbbet endnu er lige, og ikke har taget den keglede form. Efter et par uger skifters farven til gråbrunlige nuancer, før den indenfor de næste par år udvikler den røde farve. De første 5-8 dage forbliver ungen i reden, hvorefter den så småt begynder at gå på opdagelse i området omkring den. Den er meget livlig. Den løber rundt på sine forholdsvis korte ben og svømmer med andre flamingoer. I de første 2-3 uger fodres flamingoungen af med et specielt secret som både hannen og hunnen kan gylpe op til ungen. Det er en slags kropsmælk fra flamingoens slimhinder, der indeholder utroligt meget fedt og protein. Efter 3 måneder kan ungen begynde at følge med flokken ved flyveture, men er først færdigudviklet som 2 årig. Når den så er ca. 3 år er den kønsmoden, og klar til at finde sin egen partner.

Flamingoer yngler i meget store flokke. I Europa er der spottet 20.000 flamingoer yngle sammen på et sted, mens der ved steder i Indien er set over 200.000 flamingoer befinde sig på samme sted, hvor du kan opleve den på Sri Lanka rejser


Flokdyr

Flamingoen er et af de dyr der lever under anekdoten “sammen er vi stærke”. Det er om noget et flokdyr. Det mest fantastiske syn, er når flere tusindvis af flamingoer samles ved den samme saltsø for at yngle. Det gør de gerne i våde perioder, mens de under tørke og vintertid trækker mod nye egne. De flyver om natten. Grundet deres relativt korte vinger kan flamingoen “kun” flyve 500-600 km pr. nat. Flamingoen er meget social. Det er uanset om den spiser, hviler sig eller yngler, så er den altid omgivet af en stor flok på flere tusinde fugle. Flamingoerne hjælper hinanden når det kommer til børnepasning. De fungerer nærmest som hinandens tanter, og tager således stor del i opdragelsen af flamingoungers opdragelse.


Familie

Flamingoen har den videnskabelige betegnelse Phoenicopteridae. Det betyder oversat fra portugisisk “flamme” og refererer til flamingoens røde fjerdragt. Flamingoen findes i fem kategorier, hvor der er ikke er væsentlige forskelle i deres udseende. Forskellen ligger i deres størrelse og til dels deres farve. De fem slags hedder: den store flamingo, den chilenske flamingo, den lille flamingo, andesflamingoen og punaflamingoen. Foruden de slægtninge der findes blandt flamingoerne, hører flamingoen også til kategorien storkefugle. Således er flamingoen og den danske stork i familie sammen. Det samme gælder hejren der som flamingoen og storken har karakteristiske lange ben.


De rejsendes spørgsmål om flamingoen

Danser flamingoer?

Ja det kan man i princippet godt sige, at de gør.

Når det er parringssæson gør flamingoerne alt for at påvirke hinanden til at starte deres parringsritual. De er et meget socialt dyr, så alle flamingoer skal helst være med på ritualet. Parringsritualet en meget imponerende og særegen adfærd. I tæt flok nærmest danser flamingoerne synkrondans for at stimulere hinanden til blive partner for livet. Parringsdansen foregår et par dage. Den går i sin enkelthed ud på at alle kønsmodne flamingoer går en stille gang i saltsøen, mens de i små hurtige ryk bevæger hovedet fra side til side. Hunnerne udvælger så en mage. Det gør ved nærmest yndefuldt at neje for hannen som en indbydende gestus. Når alle flamingoer danser på samme tid kommer de også til at lægge æg på samme tid, hvilket er ret praktisk, da der så er flere til at se efter ungerne.

Hvordan får flamingoen sin lyserøde farve?

Flamingoernes lyserøde farve skyldes ikke at de “bare er født sådan”, som man f.eks. ser det med papegøjer og undulater. Flamingoernes fjerpragt afhænger af deres kost.

Flamingoer lever af krebs, alier og mikrobakterier. Hos krebsen der lever i de saltsøer, hvor flamingoerne holder til, findes farvestoffet canthaxanthin, som er det stof der giver flamingoerne deres røde farve. Det er stof der på mange måder minder om betakarotin, hvilket giver gulerødder sin gullige farve. Jo mere flamingoer spiser af canthaxanthin stof, jo mørkere er deres farve. Det betyder også, at hvis der ikke er nok af den røde farve i det mad flamingoen spiser, vil den med tiden blive lysere. Man har længe undret sig over hvorfor flamingoer i zoologiske haver med tiden blev lysere og manglen på canthaxanthin var svaret. Det er således også derfor det tager lang tid for unger at udvikle den prægtige fjerpragt. Det kan helt præcist tage op til 3 år, før ungerne får den karakteristiske røde farve. Den røde farve påvirker ligeledes æggeblommens farve, der har et rødligt skær samt kropsmælken flamingoen føder sine unger med.

Hvorfor står flamingoen på ét ben?

Flamingoer har det med af og til at være i en position, hvor det ene ben er trukket helt op under fjerdragten, og herved indtager en position hvor den balancerer på sit ene ultratynde ben. Flamingoer står på et ben af to årsager.

Den ene er for at hvile benet, mens den anden er for at holde varmen. Når vejret koldt, mister flamingoen nemt varmen fra sine lange tynde ben - især når den står i vand. Når flamingoen parkér sit ene ben tæt ind til kroppen nedsætter den varmetabet, og kan således holde på varmen. Flamingoer er i stand til at fastlåse fodleddet så den kan holde balancen, selv når den sover. Den kan herved stå helt stabilt, ved at lade tyngdepunktet befinde sig lodret over den støttende fod. Det er derfor ikke unormalt at se flamingoer der sover på et ben, da de uden problemer kan holde balancen selv i søvne.