Opgrader til bedre hoteller på hele rejsen

Prisen for dette tilkøb: Fra 4.198,-

Har man lyst til lidt ekstra luksus og komfort, er der mulighed for at opgradere hotelstandarden på hele rejsen.

Hoteller:
• Hotel Dar Imlil i Imlil
• Les Temple des Arts i Quarzazate
• Luxury Camp Chebbi i Merzouga
• Eden Boutique Hotel i Dades
• Riad Nesma i Marrakech


Priser


10. januar - 10. december 2026
4.198,-

10. januar - 10. december 2027
4.398,-




Riad Dar Imlil - Imlil

Billedgalleri

Dybt inde i Imlil-dalen, i Toubkal nationalpark, ligger Riad Dar Imlil omgivet af de høje Atlasbjerge. Her er I i et område af Marokko, hvor berberkulturen dominerer. Imlil er områdets hovedlandsby, og Riad Dar er et hyggeligt udgangspunkt for trekkingture i regionen. Fra riadens store terasse er der udsigt til bjergene og de grønne bakker, der kendetegner denne del af dalen. På terassen findes også en pool på 16 m2 og liggestole, så man kan nyde både solen og de grønne omgivelser. Et forfriskende dyb efter en lang dag på fødderne i de tørre, støvede bjerge er den perfekte afslutning på strabadserne. 

Der er fem standardværelser og otte suiter, så det er ikke størrelsen, der får Raid Dar Imlil til at skinne. Derimod er det charmen, hyggen, og de tydelige kulturelle præg i indretning og udsmykning. Værelserne er store og har brede vinduer med udsigt til dalen. En fuld marokkansk morgenmad serveres på terassen. Endelig er der riadens hammam, hvor I kan pleje jer selv og jeres fødder efter bjergenes udfordringer.

Les Temples des Arts - Quarzazate

Billedgalleri

Hvert værelse på Les Temples des Arts er indrettet med sit eget historiske tema, fra det gamle egypten til Persien til Mesopotamien og videre op i antikkens Europa. Værelserne har aircondition, wifi, pengeskab og store badeværelser. 

Et af hotellets nok største trækplastre er poolen, som ligger i haven. Her er liggestole og parasoler, så man kan slappe af og nyde solen og en frisk svømmetur. 

I hotellets restaurant Out of Africa serveres der både morgenmad, frokost og aftensmad. Der er en skøn tagterasse, en kaffeshop og en spa, hvor man kan nyde en ansigtsbehandling, en afslappende massage og meget mere. Hotellet tilbyder også vaskeservice og dry cleaning til dem, der måtte ønske det.

Chebbi beduinlejr - Merzouga

Billedgalleri

Nok ligger beduinlejren i Merzouga ikke langt fra byen, men I befinder jer alligevel lige midt i ørkenen. Sandbankerne rejser sig som bølger i et hav, og midt i det hele ligger jeres telte på række. De store telte er godt indrettet med en stor seng og privat bad og toilet. Der er elektrisk lys, aircondition, og vandet i bruseren er opvarmet. 

For enden af rækken af telte ligger restauranten, det store spisetelt, hvor der serveres en treretters menu hver dag. Maden er simpel, men velsmagende, men omgivelserne er nu engang det store trækplaster her.

Når solen går ned, kan I nyde udsigten fra toppen af sandbankerne. Det er nok den bedste oplevelse, man kan få i ørkenen, når dagens sidste lys farver bankerne i gyldne og orange nuancer.