Hyænen - det hundelignende rovdyr

Hyænen er ikke bare en hyæne. Der findes i Afrika fire forskellige arter; den plettede hyæne, den brune hyæne, den stribede hyæne og jordulven. De tre første minder klart mest om hinanden. Den plettede er den mest udbredte og findes kun i Afrika, mens den stribede hyæne også vil være til at finde mange steder i Mellemøsten, foreksempel på en rejse til Borneo. Hunhyænen er utrolig aggressiv og underminere totalt hannen. Hannen har laveste plads i klanens meget strukturerede sociale hierarki.


Fakta om hyænen

Sted: Afrika, Asien Mellemøsten
Levealder: 25 år
Vægt: 35-70 kilo
Størrelse: 110-130 centimeter lang
Føde: Ådsler og kød
Antal: 10.000
Funfact: Hyæneunger kæmper en dødelig kamp om dominans lige efter de er født.

Kendetegn

Hyænetyperne er generelt meget ens når det kommer til dens kropsbygning. Dog skiller pelsen de forskellige typer ad. Det er således meget åbenlyst at se forskel på henholdsvis den plettede, stribede og brune hyæne. Den plettede er klart den mest udbredte af de tre. Hyænen er kendetegnet ved at dens korpus er forholdsvist kort, men massivt, med et nærmest ulveagtigt udseende. Den er højere over ryggen end den er ved bagenden, og ryggen får herved et bøjet look. Hyænens hoved er massivt i størrelsen, ørerne sidder store og runde på toppen og så har den et kraftigt kæbebid. Hyænens forben er længere end dens bagben. Som alle andre katteracer er hyænen en tågænger. Den har store, lyse kløer på alle dens potter, men som noget unikt kan hyænen ikke trække sine kløer ind som andre katte. Dens negle er således udviklet til, at hyæner kan løbe afsindig hurtigt og lave skarpe sving. Over ryggen har hyænen en mindre hanekam der løber fra hovedet til midten af ryggen. Som noget særligt for hyænen er hunnen den største og mest aggressive. Hannerne har kun meget lidt at skulle have sagt. Hunhyænen er propfyldt med det mandlige hormon androgen, der giver hunnerne deres mandlige karakter. Hyænens klitoris er bl.a. mindre penisformet, hvilket gør parringsseancen yderst svær for både hun- og hanhyænen.


Føde

Hyænerne er ådselædere. Det vil sige af det meste af deres føde indtages fra i forvejen døde dyr. Det er særligt den stribede og den brune hyæne hvis føde består hovedsageligt af ådsler. Den plettede gør en dyd ud af at jage selv og fanger selv ca. 90 % af dens bytte. Resten er ådsler. Herved kan de sammenlignes med at være en form for naturens skraldespande. Den brune hyæne spiser i visse perioder også frugt og græs. Hyænen har en fantastisk lugtesans, og den brune hyæne kan lugte ådsler på afstande op til 14 km. Den plettede hyæne er den største og har et helt særligt fordøjelsessystem. Det er ofte kun dele af maven der ligger tilbage fra det nedlagte dyr, når hyænen er færdig med at fortære sit bytte. Den kan således på få timer nemt nedbryde knoglestykker på op til 9 cm. Hyæneren har en helt særlig jagtteknik, der ligeledes gør at de minder mere om hunde end andre kattearter. Hyænen jager nemlig med bid frem for kløer. Den nedlægger således sit bytte ved at gå efter struben på sin modstander.

Hyæner er naturens skraldespand. De kan med deres ekstremt nedbrydelige fordøjelsessystem og meget stærke tænder og kæbe fortære alt tænkeligt. Der er set mange tilfælde, hvor hyæner bevæger sig ind i teltområder og spiser pander og andre metalarter. Den kan let spise dåser og bildæk. Der er sågar hørt om tilfælde, hvor hyænen spiser læderet fra lædersæder. Hyænen fordøjer nemt det andre vil dø af, hvilket også gør at det muligt for hyænen at fordøje ådsler der for længst har overskredet holdbarhedsdatoen. Det, der for hyænen ikke er muligt at fordøje, gylper den op igen som små kugler.


Drægtighed

Parringen mellem hyæner er en speciel og besværlig seance. Hunnen har en penislignende klitoris, hvilket betyder at hunnen skal acceptere parringssituationen fuldt ud, før det er muligt for hannen at inseminere hunnen. Denne funktionen forhindrer således også hunnen fra voldtægt, da hun skal give sin fulde tilladelse og tillid til situationen, for at parring er muligt. Hannen er mindre end hunnen, så stillingen for de to bliver ret akavet, og forløbet varer således kun 4-12 min. Hunnen parrer ofte med de mest passive og rolige hanner. Aggressive hanner har derfor mindre chance for at lade sig reproducere. Endvidere skal hunnen have tillid til den hun vælger. Det kan således tage hanhyænen op til et år at bage på hunhyænen, før hun giver efter.

Hunnen går drægtig i ca. 110 dage, før hun føder 1-2 unger. Det sker at hunnen føder trillinger, men det forekommer sjældent. Fødslen sker i huler lavet af jordsvin, og hulen indrettes så der er plads til både hunnen og unger. Ungerne fødes aggressive, med fuldtudvoksede kindtænder. Allerede fra fødslen starter kampen om dominans. Ungerne kæmper til døde mod sine søskende om rangorden i klanen. Vinderen får førsteret til diverse måltider, og derfor også bedre chance for at vokse sig stærk. Når ungerne er 2 til 5 uger gamle er de klar til at blive kastet for ‘hyænernes hule’. De mødes med klanen, hvor en livslang kamp om intern rangering begynder. Havner ungen nederst i rangen, kan den forvente daglig tæsk og nedværdigende adfærd fra de resterende hyæner i klanen.


Flokdyr

Hyænen er et flokdyr. De lever under en helt speciel rangorden, hvor det er helt tydeligt at (be)mærke, hvem der er øverst i rangen, og hvem der er nederst. Flere hundrede hyæner kan leve sammen i samme hule. Flokken styres af den dominerende hun. Herunder kommer andre hyæne hunner, hvorefter nyfødte og unge hyæner har sin placering i rangordenen. Nederst i rangen er hannerne. Livet i hyæneflokken er nådesløst og en evig kamp om dominans. Under den dominerende hyæne, har hunnerne deres egen rang. De hyæner der befinder sig nederst i rangen må forberede sig på tæsk og et generelt nedværdigende liv. Det er “survival of the fittest”, og de stærkeste får således en bedre placering i hierarkiet.

Den dominerende hun regerer enerådigt, og ingen hunner tager kampen op med den dominerende hyæne. De hverken betvivler eller udfordrer den dominerende huns magtposition. Det er kun den dominerende hun, der har lov til at bringe mad ind i den fælles hule. Ligeledes er hun den eneste der får lov til at føde i klanens hule. Ungerne får således bedre start på livet end andre unger. Fordi de nemmere kan få adgang til kød, dier de også kortere tid end andre unger. Der kan grundet rang i hyæneklanen veksle fra 7-21 måneder før en unge stopper med at die og i stedet begynder at gå med moderen på jagt for at finde ådsler eller mulige byttedyr.


Familie

Udseendemæssigt ligner hyænen til forveksling en stor hund. Det er forkert antaget, hvis man tror at hyænen således er i familie med hunden. For 55 millioner år siden skete der det i evolutionen, at rovdyrene splittede sig i to grupper. Hvoraf hunde, bjørne, halvbjørne og mårer er i en gruppe og katte, desmerdyr og hyæner er i en anden gruppe. Hyænen og katten begyndte for 30 millioner siden at udvikle sig fra hinanden. Hyænen er udviklet til at fylde en niche i naturen der svarer til hundens, hvorfor deres træk minder om hinanden. Hyænen udviklede sig til at være en langdistancejæger, samt ådselæder. Det stiller krav til hyænens kropsbygning og fysik, hvilket gør at den i større grad ligner hunden end katten.


De rejsendes spørgsmål om hyænen

Er hyænen egoistiske eller sociale?

Overfor andre dyr i fødekæden udviser hyænen en helt særlig dominans og egoisme. De er yderst selvsikre, når de ønsker at overtage et ådsel fra f.eks. gribbe. I den rette flokstørrelse kan de sågar finde på at stjæle mad fra løver. Blandt andre hyæner er de dog yderst sociale og samarbejdsvillige. Når de angriber i flok, er samarbejdet yderst koordineret. De hjælper hinanden, og de lærer gerne hinanden nye tricks til jagten. Der er lavet samarbejdsøvelser med hyænen, der viser at hyænen er yderst god til at samarbejde sammenlignet med f.eks. chimpanser, der ellers også har ry for at være et dyr der samarbejder.

Forsøget gik ud på at to eller flere hyæner skulle trække i et torv på samme tid for at få belønning. Hyænerne løste hurtigt opgaven. Når nye hyæner blev tilføjet til forsøget, lærte hyænerne den nye hyæne, hvad de skulle gøre for at få belønning. Hyænerne kommunikerede via øjenkontakt og lyd, og samarbejdede om at få arbejdet gjort. Problemer opstår dog, når to dominerende hyæner sættes til at samarbejde. Her kommer dominansen og egoismen til livs, og det lykkes sjældent for to dominerende hyæner at samarbejde.

Kan en hyænefamilie stige i rang?

Nej det kan de ikke.

Strukturen blandt hyæner er meget fastlåst, og det er ikke muligt at bryde med den sociale arv. Fødes unger af mødre med høj rang, vil de også selv automatisk få en høj rang blandt de andre hyæner. Det samme er tilfældet ved et omvendt scenarie. Fødes en unge ind i laveste rang, kan denne forvente tæsk og forstyrrelser fra hyæner med højere rang. Den dominerende hyænes unger er uvorne og yderst selvsikre. De er ikke bange for at angribe hyæner der er større og stærkere end dem selv, hvis bare deres rang er lavere end deres egen. .

Dræber hyæneunger hinanden?

Ja, hos hyæner er alting en kamp om dominans. Ungerne fødes som muskelbundter med fuldt udvoksede hjørnetænder. De første to dage er således en kamp om liv eller død for den lille hyæneunge. Ungerne kæmper til døde om, hvem der skal have førsteret til måltiderne hos moderen, og dermed den bedste placering. På disse to dage afgøres det også, hvilken rang i flokken hyæneungen skal have resten af sit liv. Det er et nådesløst dyr, der ikke har sympati til overs for andre. Hyænen har udviklet et system, der passer perfekt til livet på savannen. Kun den stærkeste overlever. Allerede fra ungen er et foster begynder forberedelserne til hyæneungernes vigtigste kamp. I de sidste par uger af graviditeten begynder moren at nære ungerne med det mandlige hormon androgen. Det gør ungerne yderst aggressive ved fødsel. Der er ingen retfærdighed i livet som hyæne - rangorden er lov!

Selvom livet som hyæne er brutalt er moderen stadig en meget kærlig og opmærksom mor, der hjælper sin unge det første leveår. Er ungen på afveje eller på vej ud af hulen, bærer moderen ungen på plads igen.

Kan hyæner grine?

Ja og nej.

Det er ikke et egentligt grin, selvom det lyder sådan. Grinet er hyænernes måde at kommunikere på. Det bestemmer hvor høj en rang hyænen har, men kan også være med til at angive hyænens alder. Hyænerne bruger både kropssprog og ‘grin’ til at kommunikere med hinanden, og således samarbejde ud fra den rang, de nu engang har. Hyæner med højere rang griner mere. For nye hyæner i flokken - særligt hanner - kan det være meget behjælpeligt at vide hvilket social status en hyæne har. Således kan den lettere afgøre hvem den skal hamle op med, for at stige i rang.