deler
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

// Den Store Sydamerika Odysse


Alletiders største Sydamerikarejse for den eventyrsøgende: Chile, Peru, Ecuador og Galapagos


Tag med Kipling Travel på en 35 dages helt unik naturrejse med dansk rejseleder til tre af denne verdens naturvidundere. Vi starter ud med Full Circle trekket i Torres del Paine i det chilenske Patagonien, inden vi drager til Manu i det peruvianske Amazonas for at slutte af i Ecuador og de fantastiske Galapagosøer. Alt dette garneret med de klassiske seværdigheder som Cuzco, Machu Picchu i Peru og Otavalo-indianerne i Ecuador. Alle med normal fysik og med eventyrblod i årene kan deltage på denne unikke Sydamerika odyssé.


Afrejse:    November til marts
Varighed:   30 dage
Pris:   51.680,-
Type:   Individuel rejse, skræddersyet
Afrejse fra:      København

deler
1. dag: Ankomst til Santiago
Ankomst til Chiles hovedstad om formiddagen og transfer til pænt turistklassehotel, centralt beliggende i byen. Resten af dagen er på egen hånd. Mulighed for hyggelig sightseeing tur til fods i den historiske del af byen.

2. dag: Santiago – Punta Arenas – Puerto Natales
Efter morgenmaden er der transfer til lufthavnen og fly til landets sydligst beliggende by, Punta Arenas, lige ved Magellanstrædet. Frokost på lokal restaurant i byen og videre transport til den hyggelige lille by Puerto Natales, der danner base for turene til Torres del Paine. Undervejs gøres holdt i Otway bugten, hvor vi finder en stor Magellan-pingvinkoloni. Herfra passeres Rio Verde floden og vi ankommer til hotellet i Puerto Natales i tide til at spise aftensmad i byen.
Morgenmad er inkluderet.

3. dag: Puerto Natales – Torres del Paine

Der er 3 timers transfer fra hotellet i Puerto Natales til vores første hytte/lodge inde i selve nationalparken Torres del Paine. Undervejs gøres holdt ved Milodon grotterne, et officielt nationalt mindesmærke, bestående af tre grotter og en klippeformation, kendt som Silla del Diablo, Djævlens Stol. Grotterne blev berømte allerede i 1896, hvor videnskabsmænd fandt skind, knogler og andre rester fra et for længst uddødt dyr, milodonen (Mylodon Darwini). Først mente man, at resterne var så friske, at man kunne bevise, at milodonen stadig eksisterede. Det viste sig dog senere, at resterne var flere tusind år gamle og blot var meget velbevarede i det specielle klima i grotterne.
    
Lodgen er basis for flere vandreruter i parken og i særdeleshed til Los Cuernos, hornene, eller blot tårnene, der er vartegn og synonym med Torres del Paine. Lodgen, Refugio Las Torres, er meget charmerende, opført i træ og har hyggelige omend spartansk indrettede værelser og en fantastisk smuk beliggenhed med panorama udsigt til de alpine scenerier. Der er frokost på lodgen og resten af dagen fri på egen hånd.

Torres del Paine blev i 1978 af UNESCO erklæret for World Biosphere Reserve og regnes for at være en af verdens smukkeste nationalparker. Parken dækker et areal på godt 2.400 km2 med fantastisk alpint sceneri, der byder på det imponerende Paine massiv med Los Cuernos, gletschere, søer og floder. Små dale adskiller hver af de imponerende lodrette granitvægge, hvor den højeste er Cerro Cota på 2.000 meter.

Af dyreliv kan nævnes parkens mest almindelige og mest sete pattedyr, guanacoen, en art lama med næsten ligeså fin uld som vicuñaen. Af andre pattedyr kan nævnes ræve, pumaer og den udrydningstruede chilenske hjort, huemul. Parken tæller omkring 15 rovfuglearter, der yngler i området, med condoren som den mest prominente.
Morgenmad er inkluderet.

4. dag: Torres del Paine
Efter morgenmaden begynder et 8 timers trek, der tager os til foden af de to imponerende ”granithorn”, som er vartegnet for Torres del Paine, og til lagunen, hvor vi kan være heldige at spotte den chilenske flamingo og et par forskellige svanearter. Sceneriet er simpelthen guddommeligt og man kan sidde stille på den samme sten i timevis og blot nyde naturens eget skønmaleri. Ud på eftermiddagen returneres til lodgen, hvor en gang massage kan løsne op for ømme muskler.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

5. dag: Refugio Las Torres – Lago Paine
Denne dag byder på endnu et fantastisk heldagstrek. Først lader vi os transportere en halv times tid til udgangspunktet for dagens vandring. Her bliver den tunge bagage lastet på pakheste, der trofast følger os hele vejen til næste logi Refugio Dickson. Denne lodge er ganske lille med blot 26 sengepladser, fordelt på 6 sovesale. Her er hyggeligt, men spartansk med fælles toilet og badefaciliteter. Fra udgangspunktet ved Azulsøen vandres ad stier langs Paine-søens bred til punktet, hvor vi skal krydse Caiquenes-floden. Herfra vandres mod den smukt beliggende lodge, hvor der er udsigt til flere af parkens granittoppe.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

6. dag: Refugio Dickson – Camp Los Perros
Hestene lastes igen og dagen byder på 5-6 timers vandring til Camp Los Perros. Ved at følge bredden langs Los Perrosfloden, gennem højtbeliggende skove, typisk for Patagonien, når vi Dickson-søen. Det er et imponerende skue med sine isbjerge og hængende gletschere samt Paine massivets nordlige side. Lige før campen, er der et kik til den smukke Los Perros Gletscher. Ankomst ud på eftermiddagen, hvor der slås telte op og slappes af i de skønne omgivelser.
Overnatning i telt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

7. dag: Camp Los Perros – Refugio Grey eller camping.
Vi starter tidligt på denne trekkets længste dag, der byder på 8-9 timers vandring til lodgen Refugio Grey. Lodgen er en herlig træbygning beliggende i skoven lige foran den imponerende Grey Gletscher. Der er lidt polemik omkring driften af netop denne lodge i øjeblikket, hvorfor camping kan blive nødvendig. I dag og næste dag er hestene byttet ud med bærere, idet hestene ikke kan klare det 1.300 meter høje John Garner pas. Fra toppen af passet er der panoramaudsigt over Southern Icefield og Grey gletscheren. Overnatning på lodge eller telt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

8. dag: Refugio Grey – Refugio Pehoe
Formiddagen er til fri disposition i området omkring de imponerende gletschere. Efter frokost er der 5 timers vandring til lodgen Refugio Pehoe, smukt beliggende ved Pehoe-søen. Der er igen bærere til at tage den tunge del af bagagen. Fra området ved søen er der storslået udsigt til Paine massivet i centrum.
Indkvartering i lodgens hyggelige, men spartanske 3-sengsværelser med delt toilet og bad. På lodgen er der en tiltrængt hyggelig restaurant/bar, der servere dejlig chilensk vin med udsigt til det pragtfulde patagonske landskab.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

9. dag: Refugio Pehoe – French Valley – Refugio Cuernos
På dagens trek får vi igen hjælp af pakheste, der lastes med den tunge bagage. Dagen i dag byder på heldagsvandring, godt 7 timer, gennem den meget sceniske French Valley, der omkranses af en række af de mest imponerende tinder, blandt andet parkens højeste Cerro Cota 2000 og Cerro Catedral. Der er frokost-stop ved Italian camp og efterfølgende stop ved et af de bedste udsigtspunkter til Paine massivet og Los Cuernos, Paine Grande. Ankomst til lodgen Refugio Cuernos sidst på eftermiddagen. Igen en hyggelig mindre lodge med få værelser og dele bad og toilet med super beliggenhed.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

10. dag: Refugio Cuernos – Refugio las Torres – Puerto Natales
I dag fuldendes cirklen og vi vender tilbage til udgangspunktet, Refugio Las Torres. Dagens vandring på godt 5 timer, med god hjælp fra pakhestene, tager os igennem Cuerno-passet ved foden af nogle klippesøjler. Herfra følges bredden af den skønne Nordenskjold-sø til stien, som fører det sidste stykke til Las Torres. Om eftermiddagen er der transport tilbage til civilisationen i Puerto Natales.
Overnatning på hotel i Puerto Natales.
Morgenmad og frokost er inkluderet.

11. dag: Puerto Natales – Punta Arenas

Efter morgenmaden køres til Punta Arenas, Chiles sydligst beliggende by og måske også verdens – kampen står mellem Punta Arenas og Ushuaia i Argentina. Resten af dagen er fri til at udforske denne efterhånden meget mondæne ”last frontier” by på Brunswick-halvøen lige ved Magellanstrædet.
Punta Arenas var før etableringen af Panama-kanalen en af Chiles vigtigste byer, idet den var sidste havneby inden den farefulde runding af Kap Horn, der på det tidspunkt var eneste mulighed for at runde kontinentet. Det var startskuddet til byens velstand, som nu primært ernærer sig ved olie. Overnatning på hotel i Punta Arenas.
Morgenmad er inkluderet.

12. dag: Punta Arenas – Santiago

Transfer til lufthavnen og fly til Santiago. Her mødes vi af vores mand, der bringer os til hotellet centralt i Santiago. Resten af dagen på egen hånd.
Er der tid, så gå et smut forbi Eiffels gamle markedshal og indtag et måltid på 1. sal med udsigt over markedshallen, hvor de lokale tinger og pranger. Her serveres dejlig fisk og skaldyr frisk fra Stillehavet, akkompagneret af skøn chilensk hvidvin.
Overnatning på hotel i Santiago.
Morgenmad er inkluderet.

13. dag: Santiago – Lima - Cuzco

Fly til Cuzco i 3.326 meters højde. Cuzco er Sydamerikas arkæologiske hovedstad og kontinentets ældste kontinuert beboede by. Fra lufthavnen er der transfer til det centralt beliggende hotel.
Måske er der kræfter til en slentretur til den centrale plads, Plaza de Armas, hvor man bliver mødt af den smukt oplyste katedral. Der er et væld af hyggelige restauranter i sidegaderne omkring pladsen. Vær dog opmærksom på højden, der kræver tilvænning i adstadigt tempo.
Morgenmad er inkluderet.

14. dag: Cuzco
Dagen i dag er sat af til at udforske denne vel nok smukkeste by i Sydamerika.

Vi begynder vores sightseeing omkring Plaza de Armas, hvor den imponerende katedral samt ”admiralens palads” besøges. Herfra går turen til fods gennem inkamuren ved Calle Loreto til Koricancha, hvor man kan se inkaernes imponerende stenarbejder, der danner fundament for mange af de spanske kolonibygninger. Santo Domingo kirken er så at sige opført ovenpå Koricancha tempel komplekset. De spanske conquistadores rev det meste af Koricancha ned og brugte de gamle mure til at opføre den nye kirke.

Man kan se eksempler på inkaernes imponerende stenhuggerkunst i kamrene i forbindelse med det, der var soltemplet. Ved den gamle inkafæstning Sacsayhuaman ses endnu et eksempel på deres unikke evne til at tilhugge disse enorme stenblokke (en af blokkene vejer 300 tons), så de passer ind i hinanden på millimeter. I dag er der ikke meget tilbage af de originale mure, for spanierne var også hårde ved dette kompleks, men enkelte mure står som gyldigt bevis på inkaernes håndværksmæssige og arkitektoniske evner. Undervejs besøges også de arkæologiske områder ved Qenko,