// Dolpo og Shey, verdens ende


Til verdens ende! Sammen med Snowman Trek i Dolpo, er Indre Dolpo Himalayas største trekkingture. Dolpos øde tibetanske egne blev udødeliggjort af Peter Mathiessen i bogen Sneleoparden.
Igen i 2011 tager vi igen på trek i Vestnepals vilde natur. Med dansk rejseleder.


Vi tør godt love, at dette er det nærmeste, vi kommer ”verdens ende”. Det er en trekkingtur gennem afsondrede dale og egne, nord for den principielle Himalaya hovedkæde til landet Dolpo.

Dolpo er et lille stykke uberørt Tibet, beliggende i det nordvestligste Nepal og så absolut en af de allersidste bastioner af ægte uforfalsket tibetansk kultur. Her lever nomade-folk med deres flokke af yakokser.

Shey og Crystal Mountian er kernen i det lukkede Indre Dolpo - et skjult buddhustisk rige og den ægte gamle tibetanske nomadekulturs sidste højborg. Gennem sneleopardens land i Nepals mest afsides bjergegne – vi tør godt kalde det Det Ultimative Trek. På turen krydser vi syv pas over 5.000 meters højde fra Phoksumdu med Kanjiroba Himal på vores venstre hånd til Shey og Saldang og videre langs Dhaulagiris nordligste bjerge og fæstningsbyen Sangda til en god gammel kending, Jomsom i Kali Gandaki. Navne og fabelsteder, der får det til at gippe i enhver eventyrer. Det var her biologen George Schaller og Peter Mathiessen gik for 35 år siden, hvilket førte til tidernes mest berømte trekkingbog Sneleoparden.


Afrejsedato:    28. september 2012
Varighed:   31 dage
Pris:   39.980 kr.
Gruppestørrelse:   Altid små grupper, max 18 deltagere
Gradering:   D+
Højde:   2.350 - 5.060 meter
Type:   Trekkingtur i gruppe
Afrejse fra:   København
Dette program giver den bedst mulige indsigt i trekket til det trekkingturen til det Indre Dolpo Det skal bemærkes, at dette er en Adventure-rejse, hvorfor der let kan komme ændringer under rejsens forløb. Du er altid velkommen til at kontakte Kipling Travel for yderligere oplysninger.

Dag-til-dag-program:

1.-2. dag: København (eller Billund) til Kathmandu
Fra København går det med fly via Helsinki og Delhi til Kathmandu. Ved ankomsten får vi en herlig modtagelse, hvorefter der køres gennem Kathmandus gader til Hotel Marshyangdi.

3. dag: Kathmandu – en af Asiens mest fascinerende hovedstæder
Leder man efter en by, hvor Østens mystik er hverdag, må Kathmandu komme ind på en af de første pladser – den er ganske simpelthen et herligt angreb på alle sanser. De snævre gader og gyder, basarerne, klostre og templer, gadehandlere og pilgrimme udgør tilsammen hele Asiens fascinerende verden i en og samme by. Og jo, der er forurenet, støvet, alt for megen trafik og den er tæt - men tager man baggader og gyder, får man øjnene op for en forunderlig by.

For at få det bedste indtryk af Nepals særegne hovedstad, har vi sammensat et program hvor vi både kører og går. Derved kommer vi tættere på kulturen end på normale rundture. Vi kunne snildt sammensætte en rejse til Kathmandu-dalen alene, men har her sammensat en smuk buket af unikke seværdigheder, der gør Kathmandu til den specielle oplevelse det vitterligt er.
Vi skal se og opleve Pashupatinath, vandre til Bhoudanath og opleve det gamle Kathmandu ved Durbar Square.
Gennem gader, gårde og gyder kommer vi langsomt tilbage til hotellet efter en stor rundtur i Nepals levende hovedstad – men helt uden at have set for mange templer eller brugt dagen i bus. Fri eftermiddag.
Morgenmad er inkluderet.

4. dag: Til Nepalganj

Fra Kathmandu flyver vi til Nepalganj, der er Nepals næststørste by beliggende på grænsen til Indien i Terai. Vi indlogerer os og ser efterfølgende Kali templet Bageshwari Mandir. Det er også oplevelse at gå en tur rundt i basaren og byen, der er ligeligt Indien som det er Nepal.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

5. dag: Mod Dolpo
Tidlig morgen tager vi til lufthavnen for at flyve en smuk og dramatisk tur, 35 minutter til Juphal, beliggende i 2.350 meters højde. Det er en imponerende flyvetur fra slettelandskabet over Bardia National Park, inden vi på vild vis dykker ned gennem forbjergene til Jhupal.
I den lille airstrip står vores Sherpaer-guider, køkkenhold og bærere klar. Selve airstrippen ligger højt over Thulo Bheri-floden og landskabet minder en anelse om Garhwal og det sydvestlige Tibet.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

6.-8. dag: Chepka og Renjo til Ringmo og Phoksumdo søen
Først på dagen krydser vi den mægtige Thulo Bheri-flod og skal derefter følge den smalle Suli Gad floddal, der leder via Rohagaon til Phoksumdo-søen. Undervejs kommer vi til de sjoveste bynavne som Parela (Øjenvipper), Rahagoan (Øjenbryn) og Ankhe (Øje).
Ved Sumduwa, i 3.020 meters højde, kommer vi ind i Shey-Phoksumdo Nationalpark og her bliver Suli Gad skilt i Durjam og Ringmo Khola. Stien fører nu stejlt op mellem kæmpe kalkklippe-formationer og vegationen består af enebærbuske og berberis.
Sidste dag slår vi lejr i Ringmo, som ligger i 3.600 meters højde, ved den klare, usædvanligt blå Phoksumdo sø. Der lever hverken fisk eller alger i søen. Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

9. dag: Ringmo og Phoksumdo søen
Hele dagen tilbringes i Ringmo, eller Tso-wa, søbredden på det lokale Dolpo dialekt. Her følger vi dagligdagen i Dolpo og Dolpa-folket i Dolpos religiøse liv i bön- og buddhistiske klostre. Vil man have udsigt over Phoksumdo søen, er der en lille høj med en chöten uden for Ringmo, nær vandfaldet på 330 meter. Herfra er der storartet udsigt til Kanjiroba Himal og søen. I området er et væld af fugle, hvor de mest spektakulære er lammegrib og Himalaya grib. Der er også rig mulighed for at besøge klostrene i byen eller bare dvæle og slappe af ved den guddommelige sø.
David Snellgrove har så absolut ret, når han i sit pragtværk Himalayan Pilgrimage skriver:“These villagers dwell in one of the most glorious places on earth without being remotely aware of it.”
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

10.-12. dag: Mod det Indre Dolpo
Vi skal langs vestbredden af den magiske og op til 600 meter dybe Phoksumdo-sø, hvor vi langsomt bliver ført nordover til fablernes land. På et par timer når vi til "lejren i sølvbirkeskoven", som Peter Matthiesen så begjestret har skrevet om i bogen Sneleoparden. Om eftermiddagen kan vi gå op på et højt punkt nord for Phoksumdo og få en overvældende udsigt. Vi ser Kanjeralwa på 6.612 meter og Sonam Kang.
Der er overnatning i Chunemba i 3.630 meters højde, hvor Shey Phoksumdo National Park har en organiseret camp.
Vi forlader den smukke sø i nordlig retning gennem den såkaldt Ukendte Dal. Derefter komme det første pas på turen. De sidste birketræer forsvinder i ca. 4.000 meters højde og vegetationen bliver stadigt mere sparsom med enbær og vilde roser. Et barsk, ensomt og imponerende landskab. Vi skal over turens første 5.000 meter pas, Gand La, på 5.280 meter, hvor der er en herlig udsigt tilbage mod bjergene Kanjelaruw, Shikar og Kang Chunne og de nordvestligste toppe i Kanjiroba Himal. Ulve krydser af og til passet og den kæmpemæssige lammegrib svæver ofte langs de golde bjergsider på udkig efter pibeharer og murmeldyr.
Vi overnatter formodentlig i Chunemba i 3.630 meters højde, Lar Tsa i 4.120 meters højde og i Blomsterdalen, Mendok Din, i 4.620 meters højde.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

13. dag: Shey Gompa 4.450 meter
Langsomt går vi ad Phoksumdo Kholas nordligste del og styrer mod Riwo Drugdra – Krystal Bjerget. Formodentlig krydser vi Sehu La på 5.060 meter på Mendok ruten (en af de mange til Shey). Siden krydser vi to kamme i lige knap og lige godt 5.000 meters højde. Vi kommer forbi Tsakang Gompa, der siges at være op mod 800 år gammel, og går nu endelig ned til Shey Gompa. Klostret og landsbyen ligger som et fortryllet Shangri La ved foden af et krystalformet snebjerg, det legendariske Crystal Mountain. Det betydningsfulde kloster er omgivet af store chötener og lange manimure. Chörtnerne symboliserer Boddhisattvaer, der er erkendte Buddha-væsener i den tibetansk-buddhistiske mytologi. Bedemøller og bedeflag sender det store mantra ”Om Mani Padme Hum” mod himlen.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

14. dag. Shey Gompa
Vi har hele dagen i Shey, det magiske religiøse centrum for Dolpo-regionen. Der residerer en inkarneret Nyingmapa Lama i Shey og landet omkring er ligesom befolkningen fuldstændig tibetansk.

Bjergsiderne er nøgne og golde og i dalbunden er der kun grønt, hvor der kan overrisles. Dolpo-paerne lever i huse med fladt tag, taler en tibetansk dialekt og går i tibetansk tøj. Mændenes hår er flettet i en top ovenpå hovedet. De tibetanske traditioner lever videre som i det gamle Tibet - her har ingen kinesere ødelagt kultur og helligdomme. Husene er typiske for den tibetanske kulturs udbredelse. De er to etager med en gård i midten. Den underste del bruges til opbevaring og forråd samt kreaturer. En stige hugget ud af en træstamme fører op til 1. salen, hvor beboelsen findes. Øverst, på de smukt lerstampede tage, kan man nyde den stærke og varmegivende sol. Her opbevares ting til tørre, bl.a. velduftende enebærkviste, samt brænde.

Vi skal nok få smagt både smør-te og chhang, det traditionelle byg-øl. Her i området er der mulighed for at se bharal, det blå får, som zoologer ikke kan enes om, om det er et får eller en ged, og som er sneleopardens fortrukne byttedyr.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

15-19. dag: Dolpos vilde nord
Her får vi nogle hårde, spændende dage. Vi vandrer nu nordover, over Se La på 5.060 meter til Namgung på 4.430 meter. Vi følger Namgung Khola og fortsætter måske til Saldang ellers til Karang på 4.050 meter, beliggende øst for Saldang Lekh. I dalene finder man gompaer, chötener og lange manimure. Yakokserne hjælper med pløjningen af den hårde, magre jord, hvor der primært dyrkes kartofler og byg. Fra Karang går vi til Torak Sumdo, hvor Namgung og Polang Khola flyder sammen. Vi kommer forbi Yanger Gompa og fortsætter til lejren nær Mugaon, i 4.100 meters højde. Igen skal vi krydse de 5.000 meter, denne gang via Mushi La, inden vi kommer til den berømte Shimen Gompa i godt 4.000 meters højde. Siden går vi for første gang i lang tid under 4.000 meter, for dog at gå op til Tinje, som ligger i 4.140 meters højde. Her ligger en flot skole, sponsoreret af en fransk NGO.
Alle dagene er vi i Dolpos vilde og nådesløse nord. Det store golde højland, der er forundt så få, så få at opleve.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

20.-21. dag: Mod det østligste Dolpo og Chharka
Fra Tinje-bydgen går vi forbi den lidt mystiske Tinje landingsbane, der (måske) aldrig har været i brug. Syd herfor ligger Do og Tarap, to af Dolpos meget smukke landsbyer. Vi fortsætter dog langt fra alfarvej og går til Rapka i 4.530 meters højde.

Efter Rakpa skal vi over det knap 5.000 meter høje Chharka-pas for at dykke ned til selve Chharka, smukt beliggende nær Barbung Khola-floden i en dejlig, åben dal. Charka er indbegrebet af afsondrethed. Landsbyen med de smalle gyder ligger som en fæstning på en kegle over floden. Vi bliver her hele dagen for at hvile ud efter de mange pas og for at fordybe os lidt i den før-buddhistiske shamanreligion bön. På den modsatte flodbred ligger et bönkloster og en bönskole og her opbevares gamle, sjældne bön dansemasker.
Vi fortsætter gennem et vegetationsløst landskab op og