Lavagrotten og/eller papegøjeparken og Puerto de la Cruz
I nærliggende Icod de los Vinos ligger ”La Cueva del Viento-Sobrado”, én af verdens største lava tunneller dannet for tusinder af år siden af lavafloder fra Pico Viejo nær Teide. Et besøg i grotten starter ved besøgscentret, hvorfra man kører i fælles bus til indgangen og går med guide videre derfra. I tunnelen ses forskellige lavaformationer og man får et godt indblik i geologiens kompleksitet. Turen tager omkring to timer. Tag lange bukser og godt fodtøj på. Det anbefales at booke en guidet tur minimum dagen i forvejen - nærmere detaljer vil fremgåaf vores praktiske oplysninger. Har I børn med under 5 år, er det desværre ikke muligt at komme ned i grotten.
Efter en meget spændende og lærerig tur i geologiens tegn, kan frokosten indtages i Icod de los Vinos, hvor også byens vartegn det 3000 år gamle drageblodstræ står. Ifølge legenden voksede træet frem af blod fra byens drage.
Et rigtig godt alternativ til dagens udflugt kan være papegøjeparken ”Loro Parque” ved Puerto de la Cruz. Både børn og voksne vil elske denne temapark med en unik samling af alverdens papegøjer – her er pingviner, en hajtunnel, skildpadder, tigre, flamingoer og mange andre dyr. Derudover er der flere daglige shows med jonglerende søløver, springende delfiner og cyklende papegøjer. Loro Parque er rigtig flot anlagt, og har et smukt parkanlæg med eksotiske planter. Her er rigeligt til en hel dags besøg for både børn og voksne i alle aldre.
Herefter kan man slutte dagen af i Puerto de la Cruz, der oprindeligt har fungeret som udskibningshavn for bananer, vin og sukker. Havnen er stadig byens samlingspunkt, og selvom det nu mest er turister, der besøger området, er det lykkedes at bevare byens charme og kanariske stemning. Man mødes på det centrale torv Placa de Charco, hvor der er utallige gode restauranter, caféer og tapasbarer. De omkringliggende stræder er bilfri og med hyggelige gårdhaver og restaurerede byhuse. Der er også mulighed for at komme til at bade i havvandspools i området, så husk badetøjet. Indtag aftensmaden på byens hyggelige torv, inden det går retur til Rural el Patio for en god nats søvn.