Sri Lanka julerejse

Sri Lanka julerejse

Jul og nytår på Sri Lanka, der byder på store kultur oplevelser og Unawatuna stranden

 

Trods sin beskedne størrelse har Sri Lanka ufatteligt meget at byde på. Sri Lanka er et sandt tropeparadis med dejlige sandstrande med vajende kokospalmer og azurblåt hav.

Ydermere gemmer Sri Lanka på et skatkammer af oplevelser med det historiske højland og utrolige templer, herlige byer og Nuwara Eliayas smukke teplantager. 
Kort og godt velkommen til Sydasiens Perle.

 

* Sigiriya med enestående udsigt over jungle og bjerge
* Buddhistisk storhed i den gamle kongeby Kandy
* Sri Lankas berømte teplantager i Nuwara Eliaya 
* Afslappet atmosfære på Unawatuna stranden
* Du rejser i privat bil med egen chauffør/guide
* Udflugter med guide og entreer inkluderet i rejsens pris



1.

Afrejse København

Buddha statue

Afrejse fra København mod Colombo via Istanbul med Turkish Airlines.

Mad er inkluderet på flyrejsen.

2.

Ankomst til Colombo og Negombo

kanaler

Ved ankomsten til Colombo står vores mand klar i lufthavnen med et Kipling Travel-skilt eller et navneskilt og kører jer til hotellet i kystbyen Negombo, en kort tur på ca. et kvarters kørsel nordpå. Oprindeligt var byen en vigtig handelsby for portugisere og hollændere, men i dag er det strandene, det lokale byliv og fiskemarkederne, der trækker rejsende til byen.

Overnatning i Negombo på Goldi Sands Hotel, der ligger direkte ud til de fine brede strande. 

3.

Negombo til afslapning ved stranden eller byen

Negombo stranden

Dagen er til egne eventyr. Vores hotel i Negombo ligger direkte ud til fine brede strande, der benyttes af både hotellernes strandgæster samt af de lokale fiskere, der kommer i land med dagens fangst og pryder billedet med deres gamle fiskerbåde. Byens 100 km lange kanalsystem der passerer gennem byen, benyttes både indenfor handel, fiskeri og turismen og det er bestemt anbefalelsesværdigt, at slentre en tur langs kanalerne og følge med i landsbylivet. Byen er en af de mest morderne i Sri Lanka, hvilket afspejles i et stemningsfuldt by- og natteliv med masser af restauranter, cafeer, barer og butikker.

Overnatning i Negombo på Goldi Sands Hotel.

Morgenmad er inkluderet.

4.

Elefant besøg i Pinnawela og Sigiriya

elefanter i hovedgaden

Efter morgenmaden kører vi gennem Sri Lankas smukke højland til Sigiriya, der ligger cirka 200 km fra Colombo. Undervejs besøger vi elefanterne i Pinnawela Elephant Orphanage, der er et statsstøttet elefantbørnehjem, hvor man opfostrer elefantunger, der har mistet deres familie i junglen.

Overnatning i Sigiriya på Sigiriya Village.

Morgenmad og julemiddag er inkluderet 

5.

Sigiriya klippen, tilkøb af ballonflyvning

liggende Buddha

Sigiriya klippen (der også betyder løveklippen) er en af Sri Lankas største attraktioner. Dette imponerende klippefort, som har været et kæmpe kongepalads, ligger ophøjet på en cirka 200 meter høj klippe, med et enestående udsyn udover det omkringliggende landskab af jungle og bjergsilhuetter. Få steder på kloden finder vi bygninger, der er så velbevarede som denne borg, der gennem tiden har haft talrige funktioner. Udover at have været en fæstning fungerer stedet nu som kunstgalleri og munkekloster, der må siges at være en særpræget kombination. Inden for murene findes store vandbassiner, smukke haveanlæg, imponerende stenstatuer af løver og en 1.000 år gammel mur med velbevarede Sigiriya malerier, der må have været den tids graffiti. Sigiraya findes på UNESCO´s liste over verdenskulturarv og regnes af nogle for en attraktion ligeværdig med Taj Mahal og Den Kinesiske Mur.

I dag er der mulighed for at prøve kræfter med et særegent transportmiddel – nemlig en varmluftsballon. Det er mildest talt en enestående oplevelse at svæve stille rundt og fra fugleperspektiv have et helt eminent overblik. Turen vil tage omtrent en time, og der bydes på et glas champagne og lidt frisk frugt. Måske er I heldige at spotte elefanter, vandbøfler eller aber, der svinger sig fra træ til træ. Vi kan varmt anbefale tilkøb af en ballonflyvning, der har en pris på 1.480 kr. pr. person.

Overnatning i Sigiriya på Sigiriya Village.

Morgenmad er inkluderet.

6.

Grottetemplerne i Dambulla og Kandy i det centrale højland

Krydderimarked

Denne morgen kører vi til grottetemplet Dambulla, der er et af de største og bedst bevarede tempelkomplekser på Sri Lanka. Templerne er bygget ind i oprindelige huler i klippen, og her er utallige smukke statuer, alene 48 af Buddha og Dambullagrotterne dateres tilbage til cirka 100 f.Kr. Vi vil formodentlig opleve en del Sinhalesere, der kommer til Dambulla for at bede, stemningen her er fantastisk. 

Om eftermiddagen fortsætter vi gennem det smukke højland til Kandy. Fremme i Kandy er der check in på det klassiske engelske koloni hotel Queens, og man kan efterfølgende tage sig vandretur i den travle by omkring søen.

Overnatning i Kandy på Hotel Suisse.

Morgenmad er inkluderet.

7.

Kandy – Sri Lankas buddhistiske centrum

Tandens tempel

Kandy ligger med sine 110.000 indbyggere tilbagetrukket i Sri Lankas vidunderlige bjerge, og er Sri Lankas buddhistiske centrum – omgivet af skønne småbjerge og beroligende søer. I templet Dalada Maligawa – bedre kendt som ”Tandens Tempel” opbevares relikviet kendt som Buddhas tand, der er optaget på UNESCO's liste over verdenskulturarv. Tanden og templet besøges dagligt af hvidklædte munke, der hylder tanden med lotusblomster. Der er usikkerhed om, hvorvidt tanden rent faktisk er den originale, der i det 4. århundrede blev ført til Sri Lanka af en prinsesse, der skjulte den i sit hår! Det afholder dog ikke fra massive fejringer i juli-august, hvor Buddhas odontologiske rester markeres ved et 10-dages optog gennem Kandy. Her får den alt, hvad den kan trække af trommer, dans og elefanter (hvoraf én bærer en kopi af tanden) – festlighederne kulminerer med en ceremoni foran selve Tandens Tempel.

Vi når også at besøge den botaniske have Peradinaya med sin enestående samling orkideer.

Overnatning i Kandy på Hotel Suisse

Morgenmad er inkluderet.

8.

Togrejse fra Kandy til Nuwara Eliyas smukke teplantager

teplukker i marken

Chaufføren møder os på hotellet i Kandy, hvorfra vi kører til banegården. Her tager vi på togrejse gennem højlandet til Nanu Oya, i alt cirka 4 timers varighed.Vi kører gennem de smukke bjergegne gennem landskaber med terrassemarker og skov af fyr og eukalyptus indtil Sri Lankas vidunderlige temarker langsomt dukker frem. På toget kører vi i relativt simple forhold, men fat mod, det er en stor oplevelse.

I Nanu Oya møder vi igen chaufføren der kører os det sidste stykke vej til Sri Lankas smukke top Nuwara Eliya. Nuwara Eliya udtales Nu-relia og ligger svalt og roligt i cirka 1.900 meters højde. Dette var stedet, hvor engelske koloniherrer (i Indien kaldet for ”The Raj”) trak sig tilbage fra den varmeste tid, hvilket man også ser på byen. Den minder nemlig om det engelske højland med stenhuse, tåge og en del regn. Det er ikke for ingenting, at Nuwara Eliya kaldes for ”Little England”.

Der er en mindre basar og byens største seværdighed er teproduktionen og de fantastiske og afvekslende omgivelser: smukke temarker og plantager, frodige skove og tågefyldte plateauer. Vi besøger naturligvis en af de mange teplantager, hvor vi både har mulighed for at smage den verdensberømte te og købe te med hjem.

Overnatning i Nuwara Eliya på Jetwing St. Andrews.

Morgenmad er inkluderet.

Togturen kan i nogle perioder være svær at få plads på, hvilket vi først kan vide ca. 10 dage før afrejse, hvorfor der i nogle tilfælde køres med chaufføren gennem de smukke landskaber fra Kandy til Nuwara Eliya. I så tilfælde giver vi en rundtur i tuk tuk i Kandy eller en dejlig frokost i stedet for den lille togtur. 

9.

Nuwara Eliya til Yala Ruhunu Nationalpark

leopard

Efter morgenmaden kører vi en lang smuk tur fra højlandet ned til Yala Nationalpark, eller Ruhuna, som den også hedder. På vejen dertil besøger vi det smukke 25 meter høje vandfald, Ravana Falls, som er et af de bredeste i Sri Lanka. Det er et smukt sceneri, idet vandfaldet ligger omkranset af bjerge og dale. Her finder vi en dejlig ro i de grønne omgivelser. Yala Nationalpark er beliggende på det sydøstlige Sri Lanka – 350 km fra Colombo. Den 126.000 hektar store nationalpark er blandt Sydasiens mest skattede – og ikke uden grund. Den er virkelig smuk og et must for enhver naturinteresseret. Vi nyder frokosten på vores hotel i Yala, hvor vi skal overnatter. Eftermiddagen til afslapning eller egne eventyr. 

Overnatning i Yala på Elephant Reach Hotel.

Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

10.

Yala Ruhunu Nationalpark og Unawatuna stranden

Unawatuna

Dagen starter med et tidligt morgen game drive ud i nationalparken. Et besøg her er næsten en sikker træffer, da vi fra jeep kan komme tæt på parkens enestående dyreliv. Yalas ret åbne landskab med sine krat- og træbevoksede enge, talrige vandhuller og små søer er formentligt det sted i verden, hvor sandsynligheden for at se leopard er størst – dette karismatiske, men notorisk uforudsigelige rovdyr, er her ret dagaktive. Leopardbestanden på Sri Lanka er større end i Indien, da de plettede katte ikke har konkurrence fra tigre – og alene Yala har over 40 leoparder. 

Desuden rummer Yala en stor bestand af vilde indiske elefanter, der kan ses i små flokke i det mandshøje elefantgræs. Hvis man forventer sig hanner med lange stødtænder, bliver man muligvis skuffet, da Sri Lankas elefanttyre normalt mangler sådanne! Også de sorte, små og skovlevende kravebjørne har en god bestand i Yala – selv om de er svære at spotte. Læg dertil krokodiller, civetkat, gigantegern, sambar- og axishjort, vildsvin, skildpadder, vandbøfler, sjakal, langur- og maqaque aber - og så et fantastisk fugleliv med over 200 arter.

Efter vores morgen safari og 9 dages fantastiske kultur- og naturoplevelser, når vi i løbet af eftermiddagen frem til vores lille strand paradis, Unawatuna stranden. Vi bor på Calamander Unawatuna Beach, der har en skøn beliggenhed direkte ud til havet og Unawatuna Bugten. Her er restaurant med skøn udsigt over havet, bar samt pool område. Værelserne er pæne og nyrenoverede fra 2013.

Overnatning i Unawatuna på Calamander Unawatuna Beach.

Morgenmad er inkluderet.

11.

Unawatuna - badeferie

Unawatuna

Man fristes næsten til at kalde Unawatuna for paradisisk, sandet er lækkert og gyldent, stranden er de fleste steder rigtig flot og fortsætter bugten rundt. Unawatuna's kystbyggeri er en samling besynderlig klondike, men der er faktisk ret hyggeligt og bag selve strandområdet ligger der en hyggelig kyst landsby med en herlig og afslappet stemning. Her er et utal af hyggelige cafeer, restauranter og masser af småbutikker. Der kan være en glad og livlig stemning i Unawatuna, men heldigvis er der endnu ingen vilde fester, men vi har erfaret, at der til tider kan høres musik fra cafeerne til ud på de sene aftentimer.

Dagene ved Unawatuna-stranden går hurtigt med at nyde omgivelserne og slappe af ved stranden og nyde veltilberedte fiskeretter på de lokale restauranter de næste dage. Der er flere muligheder for dagsudflugter fra Unawatuna til fx Galle, den smukke gamle koloni by ved Sri Lankas sydspids, hvor byens juvel består af et fort, som blev bygget af portugiserne og hollænderne. En charmerende by der i dag optræder på UNESCOs liste over verdensnaturarv. I kan leje cykler og besøge en af de nærliggende fiskerlandsbyer eller cykle en tur ud i rismarkerne, der ligger lige bag strandområdet.

Overnatning i Unawatuna på Calamander Unawatuna Beach

Morgenmad og nytårmiddag er inkluderet

12.

Unawatuna - badeferie

Dag 12

Overnatning i Unawatuna på Calamander Unawatuna Beach

Morgenmad er inkluderet

13.

Unawatuna og afrejse fra Colombo

cykel med kokosnødder

I dag slutter en begivenhedsrig rejse – det er blevet tid til at tage afsked med Sri Lanka. Vi nyder dagen på stranden eller ved poolen, da vi har hotelværelset til vores rådighed helt indtil afrejse. Sidst på dagen kører vi mod Colombo, for at påbegynde hjemrejsen mod København hen på aftenen.

Morgenmad er inkluderet.

14.

Ankomst København

Vi lander i København ved middagstid

Mad på flyrejsen er inkluderet.

Priser
Sorter efter:
Vælg sortering
Pris per person ved 2 rejsende
21. december 2017
21.498,-

Pris per person ved 4 rejsende
21. december 2017
20.998,-


INKLUDERET

  • Flyrejse København-Colombo retur på økonomiklasse
  • Lufthavnsskatter og afgifter
  • Al indenrigstransport til alle strækninger i bil med aircondition og privatchauffør/guide
  • Morgen game drive i Yala Nationalpark
  • Afgifter og tilladelser til Yala Nationalpark
  • Togrejse fra Kandy til Nuwara Eliya (forbehold for pladssituationen)
  • Overnatning i delt dobbeltværelse inkluderet morgenmad
  •   2 nætter på Goldi Sands Hotel i Negombo 
  •   2 nætter på Sigiriya Village i Sigiriya
  •   2 nætter på Hotel Suisse i Kandy
  •   1 nat på Jetwing St. Andrews i Nuwara Eliya
  •   1 nat på Elephant Reach Hotel i Yala
  •   4 nætter på Calamander Unawatuna Beach i Unawatuna (inkl. værelse til rådighed helt frem til afrejse)
  • Morgenmad som beskrevet i programmet
  • Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet i Yala
  • Julemiddag
  • Nytårsmiddag
  • Rundture og sightseeing med engelsktalende lokalguide/chauffør
  • ALLE udflugter med guide og entreer er inkluderet i rejsens pris
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden
  • Det er en fuld pakke, dvs. rejsen er omfattet af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

IKKE INKLUDERET

  • Ekspeditionsgebyr (145,- pr. faktura)
  • Forsikringer (Gouda årsrejseforsikring inklusive afbestillingsforsikring anbefales)
  • Afrejse med fly fra f.eks. Aalborg/Billund/Hamborg (kontakt os for evt. muligheder og priser)
  • Visum (søges online inden afrejse)
  • Forplejning udover den nævnte, personlige udgifter og drikkepenge (ca. USD 35-40 pp)
  • Alt ikke beskrevet under ”Inkluderet”


BØRNEPRIS

  • Børn (2-11 år) fra: 15.398,- (baseret på 2 fuldt betalende voksne og opredning på deres værelse)

TILKØB

  • Hvalsafari ved Mirissa: 598,- per person v/min 4 personer
  • Tillæg for enkeltværelse: 6.498,- pr person
Praktisk information

Type: Privat kulturrejse og badeferie med privatchauffør samt rundture i alle byer med guide og entreer ved seværdigheder (rejsen kan ikke forlænges eller ændres)

Vejret: Se vejret i Colombo her

Vores hoteller: Sri Lanka

Bemærk: Ved Poya days (fuldmåne) 29 december 2016, bliver der ikke serveret alkohol på hotellerne.

Foredrag

Sri Lanka

20. september 2017 · Klokken 17:30 - 19:00

Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

Sri Lanka

7. februar 2018 · Klokken 19:30 - 21:00

Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

Vil du høre mere om rejsen?

Vælg