Kina og Tibet rundrejse

Den store Mur, Himmeltoget, Lhasa og Xian med terracottahæren

 

Med åbningen af jernbaneruteen fra Beijing over det gigantiske tibetanske plateau til Lhasa for 10 år siden er det muligt at besøge Tibet på den hidtil mest unikke måde. 

Vi besøger bl.a. seværdigheder som det storslåede Potala - Dalai Lamas tidligere palads, den Kinesiske Mur og de 8,099 terracottastatuer, der først blev opdaget i 1974. Men vi glemmer ikke den ligeså vigtige kinesiske hverdag med lokal-befolkningens landsbyer og spændende markeder.

 

Det er en fantastisk kombination af det store tibetanske plateau, Kinas Kejserbyer og Beijings fantastisk kulturskatte.



  • Enestående kombination af det klassiske Kina med Tibet og Lhasa
  • Beijing - Sommerpaladset, Himlens Tempel, Minggravene og Den Kinesiske Mur
  • Xian - silkerutebyen med en hær af 2000 år gamle teracottakrigere
  • Tibet - Verdens Tag og Den Forbudte By Lhasa
  • Potala Paladset - Dalai Lamas tidligere vinter residens
  • Du rejser i dit eget tempo i privat bil med chauffør og lokal guide
1.

Afrejse København

Dag 1

Vi flyver fra København mod Beijing, Kina.

Mad på flyrejsen er inkluderet.

2.

Ankomst Beijing og Lamatemplet

Dag 2

Vi ankommer i Beijing, hvor der ved ankomsten er afhentning og kørsel ind til det centralt beliggende hotel, hvor vi får værelset udleveret med det samme. Hotellet ligger ca. 25 min. gang fra Den Himmelske Fredsplads. I løbet af eftermiddagen besøger vi Lamatemplet Yonghedong, som vel nok er et af de mest imponerende tibetansk-buddhistiske tempelkomplekser uden for Tibet. 

Overnatning i Beijing på Ping An Fu Hotel.

3.

Den Himmelske Fredsplads, Den Forbudte By og Himlens Tempel

Dag 3

Efter morgenmaden går det mod Fredspladsen, der på alle måder er et imponerende skue. Tankerne går naturligvis tilbage til et af de sorte kapitler i landets nyere historie, nemlig demokratibevægelsens oprør i 1989. Her blev en stor fredelig demonstration opløst med tanks og soldater og flere hundrede mennesker mistede livet.

Turen går naturligvis til Formand Maos Mausoleum, dog sammen med tusindvis af andre, hvorfor man skal forvente lange køer, der dog er i konstant bevægelse af sikkerhedsmæssige årsager. Den lange ventetid belønnes med et kort glimt af sarkofagen med Maos legeme. Enkelte gange er mausoleet lukket på grund af vedligeholdelse af Maos jordiske rester.

Tæt på ligger Den Forbudte By – kejserpaladset Gugong fra 1420 – det smukkeste palads fra kejsertidens Kina. Inden for murene er der over 9.000 rum, hvor de forskellige kejsere levede overdådigt i total isolation fra omverdenen. Efter kejserdynastiets fald i 1911 gik byen langsomt i forfald og i 1923 raserede en brand, hvor store mængder kunstskatte blev ødelagt. Under kulturrevolutionen blev lige så store mængder ødelagt, men en nænsom og fabelagtig restaurering har siden fundet sted og Den Forbudte By er nærmest et flerdages besøg værd. Mest berømt er Taihedian, Paladset For Den Højeste Harmoni, hvor op til 90.000 mennesker kunne overvære kejseren. Baohedian, Paladset For Bevaring af Harmoni, der blev brugt til enorme festmiddage og siden hen til eksaminer. Og endelig boligerne for Ming- og Qing-kejserne, Paladset For Himmelsk Renhed, Qianqinggong med dets mange små udskæringer og figurer.

Herefter køres der til Himlens Tempel Park, der for mange besøgende er den ypperste tempeloplevelse i Kina. Tiantan, Himlens Tempel Park, er Kinas største og smukkeste tempelkompleks. I 1400-tallet var Tiantan lukket for offentligheden, når kejseren stoltserede i eksorbitante optog over for de udvalgte for at foretage religiøse ritualer på årets korteste dage. Nu om dage er der offentlig adgang og Templet For Bøn Om God Høst er især imponerende ved sin åbenlyse skønhed. 28 enorme træsøjler danner fundamentet for det kegleformede tag, der er bygget af mørkeblå sten og symboliserer himlen. Alle materialer er passet ind i hinanden uden brug af søm.

Inden vi kører tilbage til Beijing, laver vi et spændende stop ved en silkefabrík, som giver et indblik i silkefremstillingsprocessen.

Overnatning i Beijing på Ping An Fu Hotel.

Morgenmad er inkluderet.

4.

Muren, 798 Art District og Det Olympiske Stadion

Dag 4

Tidlig morgenmad og efterfølgende afgang mod den store mur, hvor der er en ca. 90 km. lang køretur til besøgsstedet ved Mutianyu nordøst for Beijing. Tidlig ankomst ved Mutianyu for at undgå de store menneskemængder, der kommer ud på formiddagen. Dette punkt på muren er kendt for en fantastisk udsigt og sine mange Ming-vagttårne.

Den Store Mur eller slet og ret Muren er utvivlsomt det bygningsværk, de fleste forbinder med Kina. Den 6.000 km. lange mur blev opført over mere end 2.000 år for at holde de mongolske nomader ude fra det kinesiske rige. Muren er bred nok til at tunge hestevogne kunne køre fra tårn til tårn og høj nok til at holde de fremmede ude. Vi har derfor valgt det mindre besøgte punkt ved Mutianyu som udgangspunkt i vores rejser. Man kan dog vandre adskillige kilometer på muren og efterhånden føle sig næsten alene i dette gigantiske bygningsværk. Muren bølger sig gennem landskabet og dele af ruten er temmelig stejl sine steder. Den Kinesiske Mur siges at være det eneste menneskeskabte bygningsværk, der kan ses langt ude fra rummet, først i nyere tid i konkurrence med Palmen ved Dubai.

Eftermiddagens turen tager os til "798 Art District" der er Beijings moderne kunstkvarter. Området var oprindelig et nedlagt fabriksområde, hvor der tidligere arbejdede 15.000 mennesker. I dag er det et område med masser af gallerier, hvor yngre og håbefulde kunstnere holder til.
Vi ser det berømte Olympiske Stadion udefra, også kaldes Bird Nest Stadion, der som navnet antyder har form som en fuglerede. Byggeriet der tog omkring 5 år, stod klar til de Olympiske Lege i 2008 og har plads til mere end 80.000 tilskuere. Vi passerer også The Water Cube, der er det olympiske svømmestadion og en helt specielt byggeri.

Om aftenen skal vi til middag på en hyggelig lokal restaurant med Peking And som speciale, hvilket kan relateres helt tilbage til Ming-dynastiet og stadig i dag er både en delikatesse og en tradition i Kina. Herefter besøger vi den berømte Peking Opera.

Overnatning i Beijing på Ping An Fu Hotel.

Morgenmad og aftensmad er inkluderet.

5.

Hutonger, Sommerpaladset og Himmeltoget

Dag 5

Efter morgenmaden fortsættes på byvandring gennem de gamle Hutonger, et herligt eksempel på de gamle beboelseskvarterer med et virvar af snørklede gyder og en kombination af beskedne 1-værelsesboliger og større gårdhavehuse for de mere velhavende beboere. Der er desværre ikke mange eksempler tilbage på de gamle Hutonger, og endnu flere lader i disse år livet til OL 2008 for at give plads til kedelige moderne højhushoteller.

Vi fortsætter med det pragtfuldt beliggende sommerpalads uden for byen. Parken, Kunmingsøen og paladset var en kærkommen oase for hoffet i sommermånederne, når de høje varmegrader med tilhørende ulidelig høj luftfugtighed i selve hovedstaden gjorde det ubehageligt at regere landet fra Den Forbudte By. Indtil det 18. århundrede havde stedet længe fungeret som kejserlig have, indtil Kejser Qianlong opgraderede bygningerne betragteligt og gravede Kunmingsøen meget større og dybere. Det daværende palads led stor skade under den anden opiumkrig mod de engelsk-franske tropper. I 1888 renoverede kejserinde Cixi både palads og have for penge, der skulle have været brugt til en moderne krigsflåde i stedet. Krigsskibe blev erstattet af en storslået og pompøs marmorpram, der ligger ved den nordlige bred af søen.
I 1900 måtte paladset igen genopbygges efter Bokseropstanden og fik i perioden frem til 1949 igen lov til langsomt at forfalde. Herefter er Sommerpaladset løbende blevet restaureret og fremstår i dag som en af Beijings mest besøgte attraktioner.

På vejen tilbage til hotellet besøger vi en perlefarm, som giver et indblik i produktionen og der er mulighed for at investere i nogle af herlighederne.

Sidst på dagen tager til banegården. Tidlig aften stiges ombord i Kinas stolthed, det transtibetanske himmeltog mod Lhasa, på kinesisk kort og godt T21. Bemærk at det ikke er muligt at købe mad på toget den første aften, hvorfor det tilrådes at have spist inden man stiger ombord på toget eller selv medbringe noget mad.

Toget er designet til at kunne klare turen i højderne. Dels med ekstra motorkraft og dels med ekstra ilt, der kommer ud gennem ventilationssystemerne. Og skulle der opstå højdeproblemer undervejs, er der ilt-tilgang i hver kupé over sengen – togpersonalet hjælper med masken, hvis det skulle blive nødvendigt. Som overalt i Kina er der flere klasser på toget. Vi bor på turistklasse, sovevogn i 6-mands kupé. Der et lille bord og fin udsigt undervejs fra de store vinduer. Der er fri adgang til kogt vand i mellemgangen nær vaskefaciliteterne. Der er toiletter i hver ende af toget (husk toiletpapir). Det ene af toiletterne er som oftest bare et hul i gulvet. De kan være godt snavsede, men er ellers velfungerende.

Der er en pæn spisevogn i toget og et måltid mad koster 5-15 USD. Personalet taler ikke engelsk og menuen er på kinesisk, men tag det som en oplevelse. Det er en rigtig god ide at medbringe et krus eller glas til te eller kaffe, da der er gratis kogt vand ombord – for husk at drikke rigeligt med væske efter Golmud.

Overnatning ombord på himmeltoget

Morgenmad er inkluderet.

6.

Himmeltoget - med verdens højeste jernbane til Tibet

Dag 6

Første nat går gennem Heibei og Henan og i løbet af morgenen kommer vi til bjergegnene i Shaanxi og Xian, siden følger fladt landbrugsland. Midt på dagen kommer toget til Gansu med den berømte silkevejsby Lanzhou. Kort før Lanzhou bliver landskabet mere goldt og efter byen gøres følgeskab med Huang He, Den Gule Flod, for en tid. I løbet af aftenen når toget til Xining i Qinghai. Qinghai er det gamle Amdo i Tibet og arnested for 3 af Kinas mægtigste og mest berømte floder, nemlig Mekong, Yangtze og Den Gule flod (Huang He). Det er en stor dag med flotte oplevelser fra togvinduet - på tværs af Kina.

Jernbanen til Lhasa er en hundrede år gammel drøm, der er gået i opfyldelse for Kineserne. Om det er godt eller skidt er der mange meninger om. Men den kan afhjælpe mange miljøproblemer, såsom at mindske de utallige konvojer af lastbiler, der ellers valfarter til Lhasa med varer. I prognoserne fra Kinas Transportministerie er toget estimeret til at skulle stå for 75 % af al trafik. Det er et af verdens mest prestigefyldte ingeniørbedrifter til det enorme beløb på knap 30 milliarder kroner.

Fra Beijing tager turen ca. 43 timer (ifølge rejseplanen), og den flotteste del af turen oplever vi den sidste dag, fra Golmud hvor vi får det tibetanske plateau på bedste vis. Alt i alt er det en lang, men meget spændende tur på tværs af Kina og undervejs, på vej til verdens tag, oplever vi kineserne i deres hverdag.

Selve strækningen fra Xining til Lhasa er 1.956 km, hvoraf de 960 km. er i 4.000 meters højde. Strækningen kommer op i 5.072 meters højde i Tanggula La og den er dermed verdens højeste beliggende jernbane.

Overnatning ombord på himmeltoget

Morgenmad er ikke inkluderet.

7.

Himmeltoget - Golmud over Tanggula La 5.072 m til Lhasa

Dag 7

Tidlig morgen ankommer vi til Golmud i 2.802 meters højde. Den næste del af togrejsen går mod de tibetanske sletter og "verdens tag". Langsomt i smukt dagslys ser vi de rå stejle bjerge syd for Golmud og efter et par timer kommer selve højsletten og de fabelagtige Kunlun bjerge. Undervejs passerer toget Kunlun-passet og vi kan følge Qinghai-Tibet Highway og arbejdslivet omkring den. Stille glider toget henover det gigantiske højplateau med en gennemsnitshøjde på godt 4.000 meter.

Turen går gennem det enorme Kekexili naturreservat, hvor vi muligvis kan se masser af tibetanske gazeller, rovfugle og vildgæs, de tibetanske vildheste og selvfølgelig yakokser. Det er mildt sagt en af de absolut flotteste togture i verden. Og den eneste behagelige måde at rejse i det ellers noget rå og ufremkommelige land. Midt på dagen når vi turens fysiske højdepunkt, Tanggula-passet i 5.072 meters højde og derefter Nakchu, der er den første by i selve Tibet. Her ser vi de første nomader i området. Bare 3 timer fra Nakchu når vi frem til Lhasa med dens nye imponerende banegård, der ligger blot 20 minutters kørsel fra centrum.

Efter ca. 43 timers togrejse ankommer vi ved aftenstid til Lhasa (Den Forbudte By) og Dalai Lamas mægtige Potala-palads. Dette gigantiske palads tager pusten fra enhver, når det toner frem på sin klippetop over Lhasa by og dalens pile- og poppeltræer. Langsomt går det til hotellet i den gamle bydel.

Overnatning i Lhasa på Gorka Hotel eller tilsvarende.

Morgenmad er ikke inkluderet.

8.

Tibets hovedstad, Lhasa

Dag 8

Tibets sagnomspundne hovedstad Lhasa var engang landets religiøse og verdslige hovedsæde indtil kineserne besatte landet i 1951.

Denne dag går turen først til Sera klostret. Sera var en af Statens 3 Støtter, et højtudviklet klostersamfund og universitet. Sera ligger ved foden af højderyggen Phurba Chok Ri, på Tatipu-bjergkæden, som er vandskellet mellem Kyu Chu og Penpo floderne og som danner Lhasas nordlige grænse. Sera blev opført omkring 1419 af Sakya Yeshe, en discipel af Tsong Khapa. I storhedstiden boede der ca. 5.000 munke.

Turen fortsætter til Drepung-klostret beliggende uden for Lhasa. Drepung, der blev grundlagt i 1416, var engang verdens største klostersamfund med over 10.000 munke og, ligesom Sera klosteret og Ganden, en af Statens 3 Støtter. Det blev opført i 1416 af Jamyang Chöje, som var en discipel af Tsong Khapa. Drepung blev slemt beskadiget under kulturrevolutionen. Vi afslutter med et besøg ved Dalai Lamas tidligere sommerresidens, Norbulingkha der ligger lidt uden for det gamle Lhasa i en herlig lund.

Undervejs ses ofte den tibetanske buddhismes Otte Lykkebringende Symboler, som forestiller følgende:

  • Den Kostbare Parasol, der beskytter Buddhaerne mod djævelsk indflydelse.
  • Sejrens Banner, der symboliserer buddhismens sejr over uvidenheden.
  • Den Hvide Konkylie, bruges til at vise Buddhas oplysthed.
  • De Gyldne Fisk, viser den spirituelle frigørelse fra Samsaras ocean.
  • De Store Skattes Vase, indeholder spirituelle “juveler” til opnåelse af “frigørelsen”
  • Dharmahjulet, der symboliserer Buddhas ædle otte-foldige vej.
  • Lotusblomsten, der symboliserer den spirituelle renhed og medfølelse.
  • Den Uendelige Knude, lykkens diagram, som også er Kipling Travels logo.

Overnatning i Lhasa på Gorka Hotel eller tilsvarende.

Morgenmad er inkluderet.

9.

Lhasa, Potala Paladset og Jokhang Klosteret

Dag 9

Efter morgenmaden starter dagen med et besøg til indbegrebet af Tibet; Dalai Lamas tidligere vinterresidens, Potala paladset, der med sine 1.000 værelser var et af verdens største bygningsværker. Her ses bl.a. Dalai Lamas private bolig og arbejdsværelser. Potala blev opført på ordre af den 5. Dalai Lama og ligger på det 130 meter høje bjerg, Marpo Ri (Røde bjerg). Først begyndte opførelsen af Potrang Karpo (hvide palads) i 1645. Det var færdigt i 1649. Potrang Marpi (Røde palads) var færdigt i 1694. I 1649 da den hvide del af Potala blev færdigt flyttede den 5. Dalai Lama sit hovedsæde fra Drepung til Potala. Besøgspresset på Potala er efterhånden så enormt, at myndighederne i højsæsonen kun lukker et bestemt antal besøgende ind – og så kun for en times varighed.

Eftermiddagen til på egen hånd at opleve fantastiske Lhasa. Det kan være området omkring den store Bharkor-plads med markeder og lir. Egentlig er gaderne rundt om Jokhang alt sammen betegnet som Bharkor. Turen rundt er en kendt korlam eller pilgrimsrute, som benyttes af tusinder af pilgrimme hver dag. Pilgrimme og handlende fra de fjerneste afkroge af Tibet mødes for at bede og meditere. Der er små, søde gamle koner med ansigter så rynkede som en presset citron og friske unge piger fra de store vidder med blussende, rødmossede kinder og 108 lange fletninger. Der er store stærke Khampaer med et listigt glimt i øjnene, rødt bånd i det sammenflettede hår og en kæmpe sølvbeslået dolk spændt om den løsthængende chuba – den traditionelle tibetanske kappe. Jo Bharkor-området er og bliver Tibets mest intense overhovedet.

Overnatning i Lhasa på Gorka Hotel eller tilsvarende.

Morgenmad er inkluderet.

10.

Fly til Xian

Dag 10

Fly til den gamle silkevejsby Xi’an. Ved ankomsten står vores mand med et Kipling skilt. Herefter køres der til det centralt beliggende hotel lige over for klokketårnet på den centrale plads i byen.

Overnatning i Xi'an på Jinyuan Furun Hotel.

Morgenmad er inkluderet.

11.

Terracottasoldaterne og "Big Wild Goose Pagoda"

Dag 11

Så tidligt som muligt køres mod et af rejsens store højdepunkter; de 2.000 år gamle terracottasoldater opført for at beskytte den første kejser Qin Shi Huangs grav. Hæren består af flere tusinde skulpturer af bueskytter, fodfolk, officerer og generaler – alle i mandshøjde. Historien fortæller om et mausoleum så rigt udsmykket med skatte og ædelstene, at kunsthåndværkerne, der kreerede den ufattelige mængde af terracottakrigere som garde hinsides for den afdøde kejser, alle måtte lade livet for at bevare hemmeligheden om beliggenhed og indhold. De blev alle levende begravet. Hemmeligheden var blevet mere end effektivt bevaret, idet graven først blev opdaget ved et tilfælde af en lokal bonde i 1974.
På vej tilbage til byen gøres et kort ophold i en lille bjerglandsby, som giver et spændende indblik i livet på landet i Kina, hvor udviklingen, modsat byerne, står mere stille.

Tilbage i Xi’an gøres stop ved "Big Wild Goose Pagoda", der ligger udenfor ringmuren. Pagoden, der blev opført i år 652, husede oprindeligt en stor samling buddhistiske skrifter, indsamlet i Indien af den buddhistiske munk Xuanzang.

Overnatning i Xi'an på Jinyuan Furun Hotel.

Morgenmad er inkluderet.

12.

Byrundtur i Xian og nattog til Beijing

Dag 12

Xi’an, der i dag er en mindre kinesisk provinsby med godt 6,5 million indbyggere, har en godt 2.000 års spændende historie bag sig. Xi’an var i tidligere tider en af de vigtigste byer i riget. Kinas første kejser Qin Shi Huang (211 f. Kr.) gjorde Xi’an til sit regeringssæde og hovedstad. Xi’an blev igen rigets absolutte midtpunkt under Tang Dynastiet (618-917) og har løbende været en vigtig og driftig handelsby, idet byen var den østlige endestation for karavanerne, der færdedes ad den sagnomspundne silkevej. Byen var knudepunkt for samhandel med Centralasien og Orienten og af samme årsag findes et anseligt muslimsk mindretal i byen, koncentreret omring det spændende, gamle muslimske kvarter. Det er en bydel, hvor tiden har stået stille med små snørklede gyder og små huse opført i lersten, med et utal af små boder, købmænd, håndværkere, hjemmeindustrier og adskillige mindre moskeer. Herforuden er der den interessante store moske i kinesisk byggestil, der er en af de største muslimske helligdomme i Kina og stadig er fungerende bedested for de troende muslimer.

På byrundturen besøges naturligvis klokke- og trommetårnet, det muslimske kvarter med den store moske, det historiske Shaanxi museum og endelig af byens vartegn, nemlig bymuren. Foruden Pingyao er Xi’an en af de få kinesiske byer, hvor den gamle bymur stadig står delvis intakt. Murene i Xi’an er opført af den første Ming kejser på resterne af Tang-dynastiets regeringssæde, Den Forbudte By. Murene danner et rektangel omring den indre by, der strækker sig over 14 km. Murene er restaurerede på visse dele af strækningen, andre steder er den helt væk.

Eftermiddagen til fri disposition. Et besøg på det gamle medicinmarked kan varmt anbefales.

Efter aftensmaden er der transfer til banegården for nattog til Beijing.

Morgenmad er inkluderet.

13.

Ankomst Beijing - på egen hånd

Dag 13

Ankomst om morgenen på banegården i Beijing, hvorefter vi har dagen til egne eventyr i byen. Tag evt en taxa til Silkemarkedet, hvor der er mulighed for at gøre de sidste indkøb (transporten fra Silkemarkedet tilbage til hotellet er for egen regning). 

Overnatning i Beijing på Ping An Fu Hotel.

Morgenmad er inkluderet.

14.

Hjemrejse og Ankomst København

Efter morgenmaden bliver vi hentet på hotellet og kørt i lufthavnen for at påbegynde hjemrejsen mod Danmark.

Morgenmad og mad på flyrejsen er inkluderet.

Priser
Sorter efter:
Vælg sortering
1. april - 20. november 2017
26.998,-
23.998,-

2. april - 20. november 2018
26.998,-
23.998,-


INKLUDERET

  • Flyrejse København-Beijing t/r med Finnair på økonomiklasse
  • Lufthavnsskatter og afgifter
  • Flyrejse Lhasa-Xi’an, inkl. lufthavnsskatter og -afgifter
  • Lokal transfer og transport med privat bil/minivan og chauffør
  • Overnatninger på hotel i delt dobbeltværelse, inkl. morgenmad
  •   4 nætter på Ping An Fu Hotel i Beijing
  •   2 nætter på togrejse med Himmeltoget fra Beijing til Lhasa i ”hardslepper”, 6 pers
  •   kupé(morgenmad ikke inkluderet)
  •   3 nætter på Gorka hotel eller tilsvarende i Lhasa
  •   2 nætter på Jinyuan Furun Hotel i Xi'an
  •   1 nat på nattog Xi’an til Beijing i ”softsleeper”, 4 personers kupé(morgenmad ikke inkluderet)
  • Middag med Peking And og Peking Opera
  • Rundture og sightseeing i byerne med engelsktalende lokalguide
  • Entreer ved seværdigheder
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til rejsegarantifonden
  • Det er en fuld pakke, dvs. rejsen er omfattet af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

IKKE INKLUDERET

  • Ekspeditionsgebyr (145,- pr. faktura)
  • Forsikringer (Gouda årsrejseforsikring inklusive afbestillingsforsikring anbefales)
    Obs. Vær opmærksom på, at forsikringen skal dække kulturrejser, der går over 4.000 meter
  • Flyafrejse fra ex. Aalborg/Billund/Hamborg (kontakt os for evt. muligheder og priser)
  • Visum til Kina (ansøgningsskema fremsendes ved bestilling)
  • Forplejning udover den nævnte (morgenmad er ikke inkluderet på nattoget)
  • Personlige udgifter og drikkepenge
  • Alt ikke beskrevet under ”Inkluderet”

 

Kontakt os omkring jule- og nytårspriser.


 

 

Der kan forekomme festival tillæg i de aktuelle byer på givne tidspunkter

TILKØB

  • Tillæg for enkeltværelse: 3.998,-
Praktisk information

Bedste rejsetid: April til oktober

Højde: 2.300 - 5.150 meter

Type: Individuel kulturrejse med privatchauffør samt rundture i alle byer med guide og entreer ved seværdigheder

Individuel tilpasning: Dette er en Kipling skræddersyet rejse med daglig afrejse. Den kan desuden forlænges eller forkortes, dvs. tilpasses efter ønske

Himmeltoget og Tibet: Læs mere om Himmeltoget og Tibet her

 

Foredrag

Bhutan og Tibet

22. november 2017 · Klokken 17:30 - 19:00

Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

Vil du høre mere om rejsen?

Vælg