Namaste Nepal

Namaste Nepal

Ved Lars Gundersen, Kipling Travel og Bishal Gyawali, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Kan vi da ikke snart rejse til Nepal igen….?
Vi er mange, der jævnligt tjekker smittetrykket, restriktionerne og rejsevejledningerne.

Siden Nepal i marts 2020 sendte alle sine gæster hjem og lukkede totalt ned i fire måneder, har kun ganske få turister besøgt landet.

Fra sensommeren 2020, da den første lockdown blev ophævet, til foråret 2021 var hverdagen nogenlunde normal i Nepal, men i starten af april skyllede den anden COVID-19 bølge som en tsunami ind over landet fra Indien. Kathmandudalen og distrikterne mod Indien blev hårdest ramt.

Med virkning fra den 29. april lukkede Nepal igen ned, men i takt med at sundhedsvæsenet i slutningen af maj begyndte at få styr på situationen, er landet nu igen ved at åbne.

To forhold styrer udviklingen af COVID-19 i Nepal. Opstår der en tredje bølge i Indien, så vil den også ramme Nepal. I øjeblikket er kun 3,1% af nepaleserne færdigvaccinerede. Så det eneste, der – udover endnu en lockdown – kan dæmme op for en ny bølge, er turbo på en næsten stillestående vaccinationsplan.

Og det ser faktisk ud til, at vacciner omsider er på vej til det trængte land. I dag sendte Nepals regering et fly til Beijing for at hente den første af 4 mio. vacciner af mærket Vero Cell. Det forlyder, at der også er vacciner på vej til Nepal gennem det internationale vaccinesamarbejde COVAX.

Nepal er nu Orange og det betyder at alle færdigvaccinerede kan rejse. Nepal har den seneste måned lettet restriktionerne. I skrivende stund er den internationale lufthavn igen åben, omend med meget begrænset aktivitet. Indenrigsflyvninger er genoptaget på halv kraft. Butikkerne kan igen holde åbent. Busser og taxier kører, og det er med få undtagelser muligt at rejse rundt i hele landet.

Vi har inviteret direktør Lars Gundersen fra Kipling Travel med sit mangeårige engagement i Nepal og folkesundhedsforsker Bishal Gyawali med sit indgående kendskab til det nepalesiske sundhedsvæsen til at komme deres bud på, hvor Nepal står lige nu, og hvordan de ser på vejen ud af krisen.

Der vil være god tid til at diskutere de mange spørgsmål, vi alle har til COVID-19 situationen i Nepal, til landets håndtering af pandemien og til forhold omkring genstart af rejseaktiviteterne.

Da situationen ændrer sig dag for dag, forventer vi at opdatere denne foromtale af NEPAL, NAMASTE i starten af august.

Dansk-Nepalesisk Selskab
Torsdag 8. juli 2021

Tid: Torsdag den 19. august 2021, kl. 19.00
Sted: DOKK1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Pris: Gratis for medlemmer af Dansk-Nepalesisk Selskab.
Entré for gæster: 30 kr. Betaling sker i døren, enten kontant eller med MobilePay

Dato:

19. august 2021 · Kl. 19:00 - 21:00

Sted:

DOKK1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C


Lukket for tilmeldinger.

Vis alle foredrag