1. dag: Danmark - Malaga - Capileira
Afrejse med et af de mange flyselskaber, der flyver på Malaga. Afhentning af bil og godt 2 timers kørsel til Capileira. der ligger i de smukke Alpujarrasbjerge, som udgør den sydlige del af Sierra Nevada. Landskabet er præget af velduftende mandel- og figentræer samt olivenlunde.
Ankomst til Capileira, og det hyggelige Finca de los Llanos beliggende i hjertet af byen. Vi foreslår en eftermiddags gåtur i den idylliske hvide by, der har den mest sublime beliggenhed med panoramaudsigt til de sneklædte tinder i Sierra Nevada. Tag eventuelt bilen og kør et smut til nabobyen Bubión, der er en hyggelig lille ”soveby” ligeledes med smuk udsigt til bjergene. Der er naturligvis også mulighed for blot at nyde livet og den dejlige beliggenhed omkring fincaen, og tage et dyp i swimmingpoolen.
2. dag: Capileira
Afhængig af interesser kan dagen i dag bruges på følgende måder:
A: For de mere kulturinteresserede er det oplagt at tage turen rundt i de nærliggende hvide byer. Et must er et besøg i landsbyen Trevelez, der ligger 20 km. fra vores overnatningssted. Det er Spaniens højst beliggende by med storslået udsigt til Sierra Nevada. Især om vinteren er udsigten til de sneklædte tinder helt fantastisk. Til frokost SKAL man, jævnfør de lokale, smage på de kendte Trevelez skinker, som er verdensberømte på grund af kødets særlige smag efter tørring i højderne. Efter et solidt måltid fortsættes til Cástaras, der er et usædvanligt smukt eksemplar af de små hvide bjergbyer.
B: I det sene forår, sommer og tidlige efterår (fortsat afhængigt af vejrforhold og efterspørgsel) er det muligt at tage en guidet minibustur til refugiet ved foden af Mulhacen, den iberiske halvøs højeste bjerg (3478 meter). Det er en sjælden mulighed for virkelig at få indblik i Alpujarrabjergenes flora og fauna, og nyde de mest pragtfulde scenerier. Minibussen afgår fra Capileira med engelsktalende guide fire gange dagligt (afhængig af efterspørgsel) og vores værter er behjælpelige med at reservere pladser.
C: Der er flere skønne vandreruter i området omkring Cortijo’en. Værterne hjælper gerne med detaljerne omkring tidsplan, afmærkede ruter, sværhedsgrader og evt. lokal vandreguide. De er ligeledes leveringsdygtige i solide madpakker til turen.
Morgenmad inkluderet.
3. dag: Capileira – De hvide landsbyer i Sierra Nevada – Granada
Vi tager afsked med Capileira og kører mod Granada og Alhambra. Vejen til Granada går gennem Orgiva, der så absolut er et besøg værd. En hyggelig spadseretur gennem de gamle mauriske gader med stop ved kirken og den gamle mølle er et berigende afbræk i kørslen. På strækningen mellem Capileira og Orgiva ligger de karakteristiske små hvide landsbyer som perler på en snor, den ene mere idyllisk end den anden. Der er mange skønne udsigtspunkter, olivenoliefabrikker og småboder, hvor man kan købe lokalt fremstillet keramik, olivenolie, friske appelsiner og drikke friskpresset appelsinjuice.
Efter frokost fortsættes der til Granada og vores hyggelige historiske hotel ”Hotel Santa Isabel La Real”, som ligger midt i den charmerende gamle arabiske bydel Albayzin. Indkvartering i de smukke, rummelige værelser. Der er inkluderet parkering ved hotellet, da det er jungleloven, som hersker i de gamle gader, der bestemt ikke er skabt til moderne transportmidler.
Det historiske Granada er utroligt spændende blot at slentre rundt i for at indsnuse atmosfæren. Byen er meget livlig idet godt en fjerdedel af indbyggerne studerer ved det gamle historiske universitet, der kan dateres tilbage til 1349, hvor Sultan Yusuf grundlage en arabisk højere læreanstalt, Madrasah, med et bibliotek uendeligt rigt på gamle arabiske tekster. Da Granada kom på katolske hænder nedbrændte biblioteket, og mange uvurderlige tekster gik tabt. Katolikkerne grundlagde det nye universitet i 1526.
Granada og Alhambra var maurernes sidste bastion i Spanien, inden de definitivt blev fordrevet i 1492. Heldigvis fik paladset lov til at blive stående intakt. Poesien fra paladssalenes vægge har inspireret mange store kunstnere. Lorca skrev sine store værker her, Segovia lærte at spille her og Manuel de Falla komponerede de fleste af sine værker her.Byen spillede også en rolle i renæssancen og barokken. Bygningsværker fra disse epoker er spændende opført midt i den arabisk arkitektur.
Knurrer maven ved ankomsten efter den lange køretur, ligger der under alle omstændigheder adskillige fremragende tapasbarer i Albayzin, som absolut er et besøg værd (se praktiske oplysninger). Flamencobarer og restauranter med smukke flamenco shows er ligeledes rigt repræsenteret. Anbefalinger findes ligeledes i det praktiske materiale.
Morgenmad inkluderet.
4. dag: Granada - Alhambra
Friske og udhvilede nydes det første kig til det enestående maurerpalads, Alhambra, allerede fra hotellet. På grund af den enorme mængde mennesker, der ønsker at opleve denne verdensattraktion, kan det være svært at få billetter og finde rundt i vrimlen. Derfor har vi arrangeret en rundtur med en engelsktalende guide. Afhentning på en plaza nær hotellet og efterfølgende rundvisning i Alcazaba, Nasrid Palaces, Carlos V, Generalife & M