1. dag: Afrejse til Italien. Kørsel til Rochette Tanaro
Afrejse til Milano. Afhentning af bil i lufthavnen og knap to timers kørsel til Rochetta Tanaro og den dejlige vingård Azienda Agricola Marchesi Incisa della Rochetta (La Corte Chiusa). Den drives af grevinden Barbara Incisa og hendes søn, den unge greve, Filiberto Incisa. Gården og den tilhørende borg i Rochetta har været i Incisa-familiens eje siden middelalderen. Lad Barbara anbefale et dejligt frokoststed (der er ikke mange at vælge imellem) eller prøv den lokale beverding på samme side som vingården lige inden torvet. Maden er absolut under middel efter lokal standard, men oplevelsen er 5 stjernet, da landsbyens originaler kommer her for at udveksle nyt og sceneriet er som trukket ud af en Fellini-film. Prøv efterfølgende at slentre en tur rundt i byens små gader og lad jer betage af det ægte Italien.
2. dag: Udflugt i Monferrato-området til Canelli og Barbaresco
Hyggeligt morgenbord på vingården og efterfølgende tur i lokalområdet. Hvad enten interessen er vin og specialiteter, pragtfulde landskaber og hyggelige byer eller spændende historie, er mulighederne i dette område enorme.
Selve Monferrato-området er spækket med Romersk historie, middelalderborge, klostre, kirker og museer. Her er uanede muligheder i et område, der ingenlunde er spoleret af masseturisme. Velkommen til det ægte Italien.
Efter godt 20 minutters kørsel op over bakkerne, er man i Barbaresco. Alene navnet får de fleste vininteresserede til at spærre øjnene op, men også landskabet er betagende. Alene en køretur i området er en oplevelse. På vejen til Barbaresco kommer man til den skønne gamle middelalderby Canelli, der ligesom Alba er kendt for sine hvide trøfler og interessante Enoteca’er. Et besøg i landsbyerne Barbaresco og Neive er også et must. Barbaresco mest fordi man har lagt navn til distriktet og den dejlige vin. Neive fordi det er en sjælden perle med sine snørklede gader, fantastiske barokarkitektur og de mange kirker og igen den dejlige vin.
Lad værtsfolkene anbefale jer eventuelle smagesteder og enoteca’er. Ofte kræves der introduktion for at få lov til at besøge vingårde og smage på deres vine – de kan ikke have turister rendende i tide og tide, ligesom de heller ikke knapper deres bedste vine op til alle og enhver. Ofte kan jeres vinhandler måske hjælpe med en introduktion. I visse tilfælde kan vi måske hjælpe med introduktion via vores samarbejdspartner og foretrukne vinleverandør Toscavini (se www.toscavini.dk). Mange vingårde, der laver mere ordinær vin, reklamerer ofte med gårdsalg af vin og specialiteter samt smagninger.
En af Monferratos mest velrenommerede vingårde, Braida, er nabo til La Corte Chiusa. Braida var faktisk det første hus, der formåede at forædle barberavinen, så der nu også produceres verdensklassevine på denne spændende drue. Det er formodentlig nødvendigt med introduktion fra Barbara og Filiberto.
Prøv at bestille bord på Trattoria Bologna og bered jer på en meget speciel oplevelse. For at nyde den lækre mad, må man finde sig i ”vor fatters” lettere excentriske opførsel. Det må påregnes, at man i vinkælderen er underlagt de velmenende råd og ikke kan få oplyst pris på flaskerne. Der er dog ingen, der bliver snydt, og normalt prakkes man ikke urimeligt bekostelige vine på ærmet. Mama Mia, hvilken mad.
Morgenmad er inkluderet.
3. dag: Tur til Milano eller vintur i Monferrato
For absolutte storbyelskere, shoppere, kunst- og modeelskere er Milano naturligvis et must. Milano er pulserende storby og Italiens absolutte, økonomiske lokomotiv. Her er landets børs og de største og mest indflydelsesrige virksomheder. Milano er sammen med Paris denne verdens modemekka og alle de store modehuse er repræsenteret her. Af seværdigheder kan nævnes katedralen på den centrale Piazza del Duomo, La Scala, som er teater/opera med tilhørende museum, Castello Sforzesco, Palazzo di Brera og endelig Da Vincis Den Sidste Nadver, der taler for sig selv. Der er selvfølgelig et væld af cafeer og restauranter og endnu flere designerforretninger og specialbutikker samt fashionable shoppingcentre.
For de der hellere vil undvære storbyens stress og jag, og i stedet dvæle ved den lokale gastronomi og vin, er det muligt at få arrangeret spændende privat heldagssmagetur rundt i primært Monferrato området med chauffør. Her trækkes der på Barbara og Filibertos eget netværk af primært Barbera-producenter. Mange af disse vingårde er det normalt ikke muligt at få adgang til på egen hånd. Der er inkluderet frokost, transport og masser af gode smageoplevelser. Denne udflugt skal normalt bestilles hjemmefra for at kunne gennemføres.
Morgenmad er inkluderet.
4. dag: Udflugt i Monferrato-området til Acqui Terme og Ovada
Udover at oplandet omkring disse to spændende og hyggelige middelalderbyer er spækket med vingårde i det smukke landskab, præget af vinmarker, er der megen historie og kultur at opleve i disse klassiske pimontesiske byer. I Nizza Monferrato er der et smukt middelaldercentrum med tårnet, der nu er forbundet med byens rådhus, smukke herskabsejendomme og palæer, kirkerne St. Giovanni og St. Siro og Madonna di Loreta. Vinelskere bør foruden de hyggelige historiske enoteca’er, besøge vinmuseet Bersano på Piazza Dante.
Kurbyen Acqui Terme, med sine termiske kilder og bade, var allerede en kendt under romertiden, der forbandt byen med veje til Alba Pompeia og Augusta Taurinorum (som vi kender som Torino idag). Det bakkede landskab med alle vinmarkerne, de spredte borganlæg og små originale landsbyer og vingårde, der omgiver byen, virker i sig selv terapeutisk. Selve byen har et smukt historisk centrum, hvor den gotiske katedral, Santa Maria Assunta, dateres tilbage til den tidlige middelalder (indviet i 1067 af biskop Guido). Fra samme tidsalder stammer også Palaeologi-borgen og St. Pietro-kirken. Der er smukke barokbygninger samt St. Francis-kirken med resterne af 1500-tals franciskanerklostret. I 1870 blev La Bollente-pavillionen opført, der smukt markerer byens centrum. Besøg også Robellini-paladset, der huser det herlige regionale enoteca og Saracco-paladset, der er museum for moderne kunst.
Ovada er en hyggelig middelalderby, der ligger i det smukkeste landskab med mange vandreruter. Omkring byen ligger der en mængde borge og fæstningsv&aeli