
|
|
// Uzbekistan - den glemte silkevej
En rejse gennem Kyzylkum-ørkenen til Samarkand, Bhukara og Khiva.
Der hviler en særlig klang og stemning over kulturrejserne gennem de gamle emirater på silkevejen i det glemte Centralasien. Rejsen gennem Alexander den Store, Djenghis Khan og Timur Lenks rige, der på sin storhedstid gik fra Persien til Indien, byder på oplevelser ud over normale kulturrejser. Rejsen går ad silkevejen gennem Kyzylkum-ørkenen i det klassiske Transoxiana til oasebyerne Samarkand, Bhukara og Khiva. Kina, Indien, Persien, Arabien og Tyrkiet har alle inspireret til den smukke, særegne centralasiatiske byggestil og kultur.
Her er byggekunst i verdensklasse, bomuldsmarker, markeder og minareter på Silkevejen i Centralasien. Og i Uzbekistans utallige sansebombarderende basarer kan man virkelig lave et ”røverkøb”. Der sælges bl.a. krydderier, du aldrig har hørt om eller lugtet til før, og der skal virkelig pruttes om prisen hos de storsmilende koner.
| Afrejse: |
|
Daglig afrejse (bedst marts-november) |
| Varighed: |
|
11 dage |
| Pris: |
|
11.990 kr. 1/4-30/6 () 16/8-04/12 2010 |
| Type: |
|
Kulturrejse med engelsktalende lokalguide |
| Afrejse fra: |
|
København |
1. dag: Afrejse København
Fra København til Riga og videre mod Centralasien
Mad inkluderet på flyrejsen.
2. dag: Ankomst til Tashkent
Tashkent er en af Centralasiens vigtigste byer og har i dag knap 3 millioner indbyggere. Siden 1930 har det været hovedstad i Uzbekistan. Den har på mange måder et kedeligt indtryk ved det første møde; russificeret og grå – tidligere en grå udpost i øst. Men Tashkent byder på meget mere end som sådan; for historien er rig og der er markeder, basarområder og store seværdigheder.
Turen begynder i den gamle bydel med Emir Timur Square, bedre kendt som Selvstændighedspladsen, med en stor statue af Timur Lenk (år 1336-1405). Pladsen har gennem tiderne haft statuer af nobiliteter som General Kaufmann, Stalin og Karl Marx. Og så endelig i 1993, Uzbekistans nationalhelt Timur Lenk.
Der bliver også lejlighed til at se Alisher Navoi Operaen, den farverige Chorsu basar samt Abu Bakr Mohammed Kaffal Shahi Mausoleet og Khost-Iman Square, der er den mindst ”russificerede” del af Tashkent. Abu Bakr Mohammed Kaffal Shahi var en berømt filosof, læge og islamisk poet, som levede år 904-979. Tashkent er utroligt nok den mindst velbevarede af byerne på vores Centralasienrejse.
3. dag: Khiva
Fra Tashkent går det med fly tværs over den centralasiatiske slette med bomuldsmarker, bjerge og ørkenstrækninger til Urgench, der er udgangspunkt for at besøge Khiva, en af silkevejens mest berømte oasebyer.
Khiva ligger på grænsen til Turkmenistan umiddelbart syd for Oxus-floden (Amur Darya) på et frugtbart delta. Khiva er i dag to byer, den gamle del inden for ringmuren og den moderne uden for muren.
Den gamle by virker som en museumsby, men historien er så voldsom, brutal og storladen, at en tur gennem de smalle gader virker som et historisk vingesus. Den gamle bydel er homogen og et fabelagtigt eksempel på centralasiatisk arkitektur. Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk beliggenhed som et slags transkontinentalt pit-stop.
Den 5-6 meter tykke ringmur er 6 km. lang og indenfor fandt Turkmenistans største slavemarked sted, hvilket først stoppede, da russerne annekterede emiraten i 1873. Khivas emir var, som de andre centralasiatiske emirer, traditionelt en despotisk diktator og de mest uhyrlige afstraffelsesmetoder blev flittigt brugt.
Turen går til Islam Khodja-komplekset med den mindste madressa – og den største minaret, Pahlavan Makhmuds mausolæum, Tash Khouli med haremsgemakkerne, emirens ceremonihal med mere, Muhammad Amin Khan Madressa samt den 1.000 år gamle fredagsmoské Juma.
Morgenmad er inkluderet.
4. dag: Khiva fridag
Hele dagen er på egen hånd i Urgench og Khiva. Her er rig mulighed for at udforske de mindste afkroge af Khiva, tage til Oxus-floden eller slappe af i Urgench.
Morgenmad er inkluderet.
5. dag: Gennem Kyzylkum til Bukhara
Det er en lang og flot køretur gennem Kyzylkum ørkenen, hvor der periodisk i det flade landskab er store områder med bomuldsmarker. Bomuldsdyrkningen har udviklet sig til en gigantisk økologisk katastrofe og sovjettidens ”hvide guld” er nu skyld i Aral-søens endeligt – nogle fiskerbåde ligger som strandede hvaler 50 km. fra vandet! I løbet af eftermiddagen nås Bukhara – måske Silkevejens mest spændende og levende karavaneby. Et traditionelt vers i Centralasien siger: ”Samarkand er skønhed på jord – men Bukhara er sindets skønhed”. Bukhara er Centralasiens og stort set også Silkevejens helligste by.
Morgenmad er inkluderet.
6. dag: Bukhara
Silkevejsbyen Bukhara var i århundreder komplet afsondret og lukket land for vestlig indtrængen. Men i det 19. århundrede kom det lille emirat i Rusland- og Englandimperiernes søgelys under deres søgen og udvidelsestrang. Den startende rivalisering om herredømmet i Centralasien er beskrevet i Peter Hopkirks usædvanligt gode og velskrevne bog, The Great Game samt i Setting The East Ablaze, der bør være ledsagere på rejsen. Det var bl.a. her de to britiske agenter Conolly og Stoddart, blev holdt fanget i 3 år og pint og plaget med alskens sadistiske metoder fra den mørkeste middelalder.
Bukhara er en lille oase i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aral-søen til Tashkent. Som Khiva er Bukhara en gammel Silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Her er en stemning af 1001 nat og gennem godt 1.200 år har Bukhara været under Islams indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen.
På en tur gennem byen kan man fornemme og se dens moskéer, madressaer, gamle karavane-herberger bygget omkring en lukket gård og Toks – gamle kuppel-klædte handelsbygninger (basar). I nogle få af dem er der stadig småboder og værksteder. I centrum af den gamle bydel ligger de store seværdigheder som Chashma Ayub Mausoleet, mesterværket i blå kupler, Poi Kalon-komplekset, der flankeres af minareten og en gammel basarbygning, samt Arslan Khan-minareten, bedre kendt som Dødens Minaret. Det var her den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.
Bag Poi Kalon ensemblet ligger Bukharas juveller-basar, Tok-i-Zargaron fra 1570. Herfra går det videre til Lab-i-Hauz-torvet med et stort bassin. Ark Fortress er hjertet af Bukhara og paladset er symbolet på emirens storhed. Zaren i Rusland kaldte emirens fort ”et blødende og åbenstående sår i det russiske imperium” og i sin storhedstid boede der op mod 3.000 mennesker indenfor murene.
Morgenmad er inkluderet.
7. dag: Shakrisazbs
Efter morgenmad fortsætter turen sydøstover og går via Karsi til Timur Lenks fødeby, Shakrisazbs. I de fyrige dage med krigshærgende emirer var Shakrizabs næsten konstant underlagt eller i krig med Khokand eller Bukhara. Her er ruinerne af Ak Serai-paladset med den storladne og gigantiske statue af Timur Lenk. Der er tid til at gå gennem gaderne og basaren for at se Kok Gumbar Moské 1435-36. Det var Timur Lenks barnebarn, Ulug Beg, som byggede moskéen for at Shakhrisabsz skulle have en fredagsmoské.
Ved første øjekast er Shakisazbs ikke noget særligt, men når man først har brugt lidt tid i sidegader og basarområderne, finder man en af Uzbekistans mest livlige og sjove byer. Den har ikke samme grad af timurid arkitektur, men til gengæld et spillevende folkeliv.
Eftermiddagen er på egen hånd.
Morgenmad er inkluderet.
8. dag: Over Zerafshan bjergene til Samarkand
Fra Shakrizabs køres mod Zerafshan-bjergene, der er udløber af den store Altai Pamir bjergkæde. Her krydses Takhtakaracha passet i knap i 1.800 meters højde. Dette er den slagne vej, hv |