deler
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

// Island Peak 6.189 meter


Trek til bjerget, der ligger som en ø i et mægtigt hav af is.    

Imja Tse, eller Island Peak, var første top i Himalaya, der blev besteget af en dansker. Det var i 1964 af Jesper Trier og to Sherpaer. Bjerget ligger, som den navnkundige engelske bjergbestiger Eric Shipton beskrev det i 1952: “Som en ø i et mægtigt hav af is”. Deraf navnet Island Peak.

Overskygget af bjerge som Baruntse, Ama Dablam og Makalu samt Lhotse og dets gigantiske sydvæg, stiger Island Peak op fra Imja-dalens grønne græsgange.

Island Peak giver god mulighed for at bryde den magiske 6.000 meter grænse uden alt for store tekniske vanskeligheder. Der er en anelse scrambling og en 40 grader sneflanke inden den smukke, eksponerede topgrat.


Pris per person ved 2 rejsende:
Fra København:  
Island Peak 6.189 meter 20.480 kr.
   
Dagsplan:
1. dag: Afrejse med fly fra København mod Nepal   
2. dag: Ankomst til Kathmandu
3. dag: Bjergfly til Lukla
4. dag: Namche Bazar 3.400 meter – Sherpaernes hovedstad
5. dag: Hviledag i Namche Bazar
6. dag: Tengpoche klosteret – udsigter i verdensklasse
7. dag: Pangboche 4.180 meter
8. dag: Pheriche 4.243 meter
9. dag: Chhukung
10. dag: Chukung Ri 5.417 meter – eller 5.557 meter
11.-14. dag: Island Peak base camp og bestigning
15. dag: Ekstra dag
16. dag: Pangboche
17. dag: Namche Bazar 3.400 meter
18. dag: Lukla 2.835 meter
19. dag:  Fly til Kathmandu
20.-21. dag: Kathmandu til egne eventyr
22. dag: Kathmandu samt hjemrejse
23. dag: Ankomst København
 
Praktisk info:
Bedste rejsetid: September til december og marts til juni
Gradering: C
Bjerggrad: 2C+
Højde: 2.835 - 6.189 meter
Type: Individuel bjergbestigning
deler

1. dag: Fra København til Kathmandu
Fra København mod Kathmandu med Qatar Airways via Doha.

2. dag: Ankomst Kathmandu
Ved ankomsten til Kathmandu er der en herlig modtagelse i lufthavnen, hvorefter der køres gennem Kathmandus gader til vores hotel. Leder man efter en by, hvor Østens mystik er hverdag, må Kathmandu komme ind på en af de første pladser – den er ganske simpelthen et herligt angreb på alle sanser. De snævre gader og gyder, basarerne, klostre og templer, gadehandlere og pilgrimme udgør tilsammen hele Asiens fascinerende verden i en og samme by. Og jo, der er forurenet, støvet, alt for megen trafik og den er tæt - men tager man baggader og gyder, får man øjnene op for en forunderlig by.

3. dag: Bjergfly til Lukla, Monjo 2.815 meter

Tidligt om morgenen køres til den lille indenrigslufthavn for med Twin Otter at flyve 40 minutter langs Himalaya-bjergene til lufthavnslandsbyen Lukla, som ligger i 2.850 meters højde. De seneste år har Lukla gennemgået en gigantisk forandring og man må efterhånden betegne Lukla (Stedet med mange får og geder) som en by. Her vandres videre ud af byen og ned til Chaunri Kharka, hvorfra der er et smukt udsyn til Kunsum Kangguru og kort derefter Ghat (bro) inden mælke-floden, Dudh Kosi. Vandringen er let og herlig.

Der er blandet marker, skov, buddhistiske mani-sten og spredte udsigter til bjergene. Efter et par timer nås første større bygd, Phakding i 2.640 meters højde, som er første overnatningssted for stort set alle turister. Dette er Dudh Kosi-dalen, hvor stien snor sig ud og ind gennem skiftevis fyrreskov og åbent landskab. Vandringen går videre, hurtigt gennem Zamphute og Toktok til Benkar, hvor en kæmpeblok er fyldt med buddhistiske inskriptioner (manisten). Mod nordøst tårner Thamserku sig mod himlen og efter et par timers gang nås Monjo, der er en lille hyggelig landsby med omkring 25 huse, som ligger i en smal dal ved foden af Thamserku på 6.608 meter. Her løber Kyashar Drangka ned i Dudh Kosi.

4. dag: Namche Bazar 3.400 meter – Sherpaernes hovedstad
Monjo ligger umiddelbart inden Jorsale og indgangen til Sagarmatha National Park. Der er indskrivning i bøgerne, hvorefter trekket fortsætter ved at krydse Dudh Kosi endnu engang ad en smuk, høj hængebro. Kort efter mødes Imja Khola og Bhote Kosi og løber sammen i Dudh Kosi. Her er turens flotteste bro, som fører til den berømte Namche-stigning. Efter en kort pause stiger ruten de næste 1½-2 timer op ad en god zigzag sti. 2/3 oppe vil der i godt vejr være en belønning i form af en første udsigt til Everests store og mørke tinde, der stikker op bag den gigantiske Nuptse-Lhotse-væg. Herfra flader terrænet ud og de første huse kommer langsomt til syne.

Namche Bazar er ikke uden grund Nepals måske mest berømte bjergby, som et Himalayas Chamonix. Den ligger som en drøm i et amfiteater med udsigt til Kongde Ri bjerget mod syd. Husene er smukke, traditionelle stenhuse med små herlige gader og gyder. Der er efterhånden et væld af forretninger, cafeer og sågar bank, posthus og internet cafeer. Men stemningen er forblevet sjældent god. Alle steder hilses man med det traditionelle ”Namaste” – ”Jeg hilser det guddommelige i dig”.

5. dag: Hviledag i Namche

Solvarmen er vidunderlig, da byen vender mod syd. Alligevel kan man godt mærke de 3.400 meters højde. Luften kan være rå. En gåtur i byens gader leder op til den 300 år gamle okkerrøde, smukke gompa – klosteret. Det er her den årlige Dumji-festival udspilles om sommeren. Resten af året møder man munke og lamaer og til tider er der små festivaler. De friske kan gå langs højderyggen til Choi Gang, Namches øverste del. Her ligger Sargamatha National Parks hovedkvarter og man kan besøge det lille fine museum – og samtidig blive belønnet med alle tiders udsigt til Ama Dablam og Mount Everest. Så vidt muligt forsøger vi at arrangere et besøg hos vore venner for at få smørte eller et glas chang, den lokale herlige ris- og hirseøl.

6. dag: Tengpoche klosteret – udsigter i verdensklasse
Fra Namche turen op til den øvre del, drejer rundt om bjerget og kommer ind i selve den store flotte Khumbu-dal. Der er smuk og let vandring med et stort fugleliv, bl.a. er der mulighed for at spotte nationalfuglen blodfasanen. Undervejs er der udsigter i verdensklasse til Ama Dablam, Lhotsevæggen og Everest, men ikke mindst til Khumbu Yhu Lha, som er Sherpaernes hellige bjerg. Herfra går det ganske hurtigt til Sanasa, der er et godt sted at dvæle, med udsigt til verdens højeste bjerg, inden det går videre mod Phunki Tenga og over Imja Khola via en flot hængebro.

På den anden side af broen leder ruten hurtigt ind i Khumbus største grønne område og vandringen går ad gode, dog lidt stejle, stier i skov med fyr, birk med rødlig bark, enebær og rododendron med skæglav. I skoven er der god mulighed for at se moskushjort og blodfasan. De sidste meter inden Tengpoche går stejlt op ad glat og leret sti for at ende ved klostergrunden, som mange har døbt som Verdens Smukkeste Lejrplads.

Tengpoche Gompa er uden tvivl Sherpa-folkets vigtigste kloster. Det er et kulturelt såvel som religiøst kraftcenter for hele Solu Khumbu. I 1916 blev Lama Gulu påbudt af Rongbuk-klosterets Rinpoche (øverste Lama) at bygge et hovedsæde i Khumbu og virkningen var enorm. Hurtigt blev Tengpoche hovedcenteret for buddhismen i området. I 1934 blev Tengpoche jævnet med jorden i et katastrofalt jordskælv og i 1989 brændte det genopførte kloster ned til grunden. I dag står Tengpoche igen stort og stolt som kronen på Sherpa-folkets kultur. Der er besøg til klosteret og håb om at kunne overvære en ceremoni eller måske endda komme i audiens.

Efter et velfortjent hvil ved klostret er der et stort fald og let vandring ned i herlig rododendronskov med spredte udsigter til Ama Dablam, Lhotsevæggen og Everest. Der er hurtig ankomst til Ani Gompaen (nonnekloster) ved Devoche, 3.770 meter.

7. dag: Pangboche 4.180 meter

Dagen starter med et stort fald ned i herlig rododendronskov med spredte verdensklasseudsigter til Ama Dablam, Lhotsevæggen og Everest. Det går hurtigt til Ani Gompaen (nonnekloster) ved Devoche, som ligger i 3.770 meters højde. Der er et hvil ved klosteret eller Ama Dablam Garden Lodge.

Hele Khumbudalen åbner sig og efter knap fem timers gang nås Pangboche 4.000 meter. Pangbo