// Kiplings Peru med Inkastien


Kiplings eventyrlige trek på Inkastien til Machu Picchu, Titicacasøen og La Paz i Bolivia. 18 dage med dansk rejseleder - altid små grupper.

Vi oplever andesbjergenes absolutte højdepunkter og starter i hjertet af inkahøjlandet med Cuzco og trekking på den klassiske Inkasti til det sagnomspundne Machu Picchu i Peru.
Videre over højsletten til den mægtige Titicacasø med besøg på de flydende Uros øer og Amantani Island med overnatning hos indiansk familie. Vi afslutter turen i La Paz Boliva efter en oplevelsesrig rejse i et par fantastiske rejselande som Peru og Bolivia.


Afrejse:    14. maj 2012 - Garanteret med Juan Carlos
Varighed:   18 dage
Pris:   21.980 kr.   
Enkeltværelse:     2.680 kr. (tillæg for enkeltværelse)
Gruppestørrelse:   Max. 18 deltagere
Type:   Trekking, kultur- og natur med dansk rejseleder
Afrejse:      København

1. dag: Afrejse København
Afgang fra København via London og Miami til Lima med British Airways og American Airlines.
Mad er inkluderet på flyrejsen.

2. dag: Ankomst til Lima og videre til Cuzco
Vi ankommer tidlig morgen i Perus hovedstad, Lima, hvor vi venter på at komme med flyet op i Andesbjergene. Vi ankommer til Cuzco i 3326 meters højde først på eftermiddagen og har transport fra lufthavnen til det centralt beliggende hotel. Cuzco er Sydamerikas arkæologiske hovedstad og kontinentets ældste kontinuerligt beboede by.
Måske er der kræfter til en slentretur til den centrale plads, Plaza de Armas, hvor man bliver mødt af den smukt oplyste katedral. Der er et væld af hyggelige restauranter i sidegaderne omkring pladsen. Vær dog opmærksom på højden, der kræver tilvænning i adstadigt tempo.

3. dag: Cuzco
Vi starter med at udforske denne vel nok smukkeste by i Sydamerika. På Plaza de Armas besøger vi byens imponerende katedral, også kaldet Santo Domingo Katedralen. Vi passerer inkamuren ved Calle Loreto og videre til tempelkomplekset Koricancha, hvor man kan se inkaernes imponerende stenarbejder, der danner fundament for mange af de spanske kolonibygninger. Santo Domingo Katedralen er så at sige opført ovenpå Koricancha tempelkomplekset. De spanske conquistadores rev det meste af komplekset ned og brugte de gamle mure til at opføre den nye kirke.

Man kan se eksempler på inkaernes imponerende stenhuggerkunst i kamrene i forbindelse med det, der var soltemplet. Ved den gamle inkafæstning Sacsayhuaman ses endnu et eksempel på deres unikke evne til at tilhugge disse enorme stenblokke (en af blokkene vejer 300 tons), så de passer ind i hinanden på millimeter. I dag er der ikke meget tilbage af de originale mure, for spanierne var også hårde ved dette kompleks, men enkelte mure står som gyldigt bevis på inkaernes håndværksmæssige og arkitektoniske evner. Undervejs besøges også de arkæologiske områder ved Qenko, Salumpuncu og Tambo Machay.
Morgenmad er inkluderet.

4. dag: Cuzco og Den Hellige Dal - Ollantaytambo
Heldagstur til Den hellige dal og Ollantaytambofæstningen. Vi besøger den maleriske landsby Pisac og går op ad bjergsiderne, hvor der er udsigt til de klassiske inkaterrasser og soltemplet højt over byen. Herefter går turen til den strategisk vigtige inkafæstning ved Ollantaytambo, der skulle kontrollere den lavere beliggende Urubambadal og adgangen til Amazonas via Pantiacallapasset. Denne fæstning var den eneste, der modstod adskillige spanske erobringsforsøg. Vi overnatter i Ollantaytambo.
Morgenmad er inkluderet.

5. dag: Ollantaytambo og trek til Patacancha
Efter morgenmaden kører vi på heldagstrek til området omkring Patacancha landsbyen. Her får vi mulighed for at møde lokalbefolkningen der er klædt i deres eget håndvævet traditionelle tøj – måske ser vi også kvinderne i gang med at væve. Skøn vandretur i den bjergrige natur, hvor vi undervejs nyder frokosten hos en lokal familie og samtidig oplever hvordan befolkningen lever i det traditionelle andinske samfund. Sidst på dagen kører vi tilbage til Ollantaytambo hvor vi skal overnatte.
Morgenmad og frokost er inkluderet.

6. dag: Trekket på inkastien begynder
Eventyret begynder tidligt om morgenen, hvor der er afgang mod første kontrolpost og startsted for vandreturen på Inkastien til Machu Picchu. Efter ca. 1 times kørsel er vi fremme i Pisca q’uchu, eller blot 82 km-mærket, som stedet også kaldes, i 2.600 meters højde. Her skal alle vandreturister registreres og alle guider skal undersøges. Man vil være sikker på, at alt foregår korrekt, efter trekket har været truet på sin eksistens som følge af et kolossalt miljøsvineri, primært begået af rygsæksturister, som har gået uden guide, eller guider, der ikke har været deres opgave voksen.
Fra 82 km. mærket er der 42 km. vandring gennem bjerge og dale, floder og subtropiske skove til det sagnomspundne Machu Picchu. Denne første dag foregår i fladt terræn med meget begrænsede stigninger. Der slås lejr i dalen ved Kusichacafloden i Wuayllbamba camp i 3.100 meters højde, hvor der er overnatning i telt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

7. dag: Wuayllbamba camp – Pacaymayo Camp
I dag bliver den hårdeste dag på trekket. Turen går op gennem Warmihuañusca, Den Døde Kvindes Pas, på 4.200 meter. At stoppe op undervejs og nyde det fabelagtige alpine sceneri og de smukke grønne dale med llamaerne og alpacaerne, der går og græsser, falder helt naturligt, idet man lige må have vejret for hver godt 50-100 skridt på den lange stigning op til passet. Herefter kommer en stejl nedstigning af gamle inkatrapper, ned til lejren ved Pacaymayo i 3.500 meters højde.
Overnatning i telt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

8. dag: Pacaymayo Camp – Wiñayhuayna
Fra lejren vågner vi op til en enestående udsigt til flere alpine toppe. Dagens vandring er i kilometer trekkets længste, men også den mest interessante, kulturelt set. Første mål er Runky Raccay passet i 3.950 meters højde. På vej op til passet passeres inkaruinen Runkuracay, Den Ovale Bygning, der formodentlig har været en kombineret vagt- og forsyningsbygning. Fra passet starter nedstigningen og i 3.600 meters højde er de spændende Sayacmarcaruiner. Det var oprindelig en kontrolpost, hvor stierne samles på vej til Machu Picchu. Herefter vandres gennem smuk tågeskov på vejen til nok et pas, nemlig Phuyuptamarca, Byen Over Skyerne, i 3.670 meters højde. Herefter forceres en endeløs række af inkatrappetrin op til Inti Pata-ruinerne, opført på terrasser på en bjergside i 2.850 meters højde. Herfra fører stien til det helt unikke ruinkompleks beliggende på bjergsiden ved Wiñayhuayna, oversat til For Evigt Ung. Her i 2.700 meters højde er campen, hvor der er overnatning i telt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

9. dag: Wiñayhuayna – Machu Picchu – Aguas Calientes - Cuzco
I dag er dagen for turens mål og klimaks efter de sidste dages strabadser; solopgangen over Machu Picchu. Denne bliver set fra Inti Punku, Solporten, som er endestationen for inkastien over ruinerne.

Det er derfor en tidlig morgen, som starter kl. 4. I lommelygternes skær vandres det sidste stykke mod Solporten og den fantastiske solopgang, hvis vejret tillader det. Efter solopgangen er der omkring 1 times gang ned til selve ruinkomplekset, hvor der venter en spændende rundvisning, inden horderne af turister dukker op længere op ad formiddagen.

Machu Picchu blev først (gen-) opdaget af amerikaneren Hiram Bingham i 1911 og er for mange den allerstørste seværdighed på deres Sydamerika-rejse. Dette Inka-citadel har en guddommelig placering og nydes bedst fra Solporten over Machu Picchu, hvor inkastien slutter. Her, fra dette klassiske udsigtspunkt, er det kendte view af Macchu Picchu, omkranset af skovklædte grønne bjergtoppe, der rejser sig fra Urubambadalen, snedækkede tinder længere ude og sukkertoppen Huayna Picchu lige bag ruinerne. Denne udsigt er i afdelingen ”verdensklasse” og selv ikke den dårligste fotograf vil kunne tage bare et halvdårligt fotografi.
Der er stor tvivl om Machu Picchus eksakte funktion, selv om placeringen i sig selv er naturlig for et fæstningsværk der skulle beskytte Den Hellige Dal og Andesregionen mod fjender. Arkæologerne mener desuden, at det har været et religiøst center, på baggrund af Machu Picchus beliggenhed. De kalder det "sacred geography", fordi sitet er bygget på og omkring bjergene, der har en stor religiøs betydning i Inka kulturen.

Vi har ud over vores danske rejseleder vores egen engelsktalende guide, der vil bringe os gennem dette kolossale ruinområde og fortælle om de mange forskellige syn og teorier, der hersker blandt såvel sagkundskab samt menigmand om dette unikke sted.
Først på eftermiddagen kører bussen ned til landsbyen Aguas Calientes ved jernbaneskinnerne nedenfor ruinerne, hvor vi stiger ombord på toget tilbage til Cuzco, hvor vi ankommer sen aften.
Morgenmad og frokost er inkluderet.

10. dag: Cuzco til egne eventyr
Vi er tilbage i Cuzco, hvor dagen er til egne eventyr i den pragtfulde og tidligere hovedstad i Inka-imperiet.
Morgenmad er inkluderet.

11. dag: Fra Cuzco til Puno ved Titicacasøen
Dagen i dag er en lang, men en oplevelsesrig udflugtsdag. Efter morgenmaden kører vi med offentlig turistbus over altiplano højsletten til Puno, smukt beliggende ved Titicacasøens bred. Det er en busrejse på ca. 9-10 timer. Undervejs gøres stop i nogle fjernt beliggende små samfund, beliggende midt ude i intetheden på den mægtige højslette. Man må knibe sig i armen og spørge sig selv om man befinder sig i stenalderen eller i det 21. århundrede. Vi kører langs skinnerne på den sagnomspundne jernbanestrækning, men har med bus fordel af de forskellige stop undervejs.

Puno er den største by og hovedstad i regionen. Puno havde stor betydning for inkaerne, da sagnet fortæller, at Manco Capac (den første inka) rejste sig af Titicacas vande efter ordre fra Solguden for at påbegynde Inkaernes imperium med udgangspunkt i Cuzco. I dag er Puno en vigtig landbrugsby. Især opdræt af lamaer og alpacaer, der græsser på sletterne langs søens breder, er en vigtig indtægtskilde. Puno er stedet, hvor alskens vævet kunsthåndværk og beklædning i alpacauld med fordel kan købes. Byen er kendt som landets folkloristiske hovedstad, idet mange danse og musik udspringer fra denne region.
Morgenmad og frokost er inkluderet.

12. dag: Puno og de flydende Uros øer samt Amantani Island
Morgenmad og afgang til havnen for sejlads via de flydende sivøer Uros, hvor Thor Heyerdahl hentede inspiration til sin Kontiki-flåde. Vi fortsætter til Uros øerne længere ude på søen, hvor vi får lov til at gå i land på de flydende sivkonstruktioner og får indblik i beboernes hverdag, der drejer sig om overlevelse under meget barske vilkår. I vinterperioden kan temperaturen godt bevæge sig ned på -20 grader. Turismen og fiskeriet holder Urosfolket med midler, så hverdagen er til