// Rajasthan, Maharajaernes land


Taj Mahal, forter, paladser, ørkenlandskaber og enestående kultur.
14 dage med dansk rejseleder - altid små grupper, maksimum 18 deltagere

Er der noget sted i verden, der er indbegreb af eventyr og 1001 nat, må det være delstaten Rajasthan i Indien. Her lever Rajputfolket, krigerklanen, som styrede Indien i 1.000 år. Mændene er i sig selv et prægtigt syn med deres store moustacher og flotte turbaner. Kvinderne er - måske - de smukkeste i Indien og det siger ikke så lidt!

På denne mættede rejse kommer vi til nogle af de største seværdigheder i Rajasthan, såsom Jaisalmer, Jaipur og Mandawa. Hele rejsen krydres selvfølgelig med Indiens største seværdighed, Taj Mahal, arkitekturens Tristan og Isolde, en historie om tab og ulægelig kærlighed – formodentlig verdens smukkeste gravmonument.

På denne rejse er der bygget tid ind til at opleve Rajasthan uden at skynde sig igennem ørkenstaten. Det er en stor rejse, hvor koncentratet af Rajasthan opleves intenst uden rejsestres.


Afrejse:    09. feb-12 UDSOLGT med Christian Thordal
     
Pris:   16.980 kr.
    Enkelt værelsestillæg: 2.990 kr.
     
Dagsplan:    1. dag: Afrejse fra København
     2. dag: Ankomst til Delhi og byrundtur
     3. dag: Mod Shekawati, Mandawa og Navalgarh
     4. dag: Bikaner
     5. dag: Gennem Thar-ørkenen til Jaisalmer
     6. dag: Jaisalmer
     7. dag: Jodhpur - "Den Blå By"
     8. dag: Jodhpur
     9. dag: Pushkar
    10.dag: Rajasthan og Jaipur "Den Lyserøde By"
    11. dag: Jaipur med Amber Fort og Vindenes Palads
    12. dag: Fatehpur Sikri og Agra
    13. dag: Taj Mahal og Delhi
    14. dag: Afrejse fra Delhi og ankomst København
     
Gruppestørrelse:   Altid små grupper, 10-18 deltagere
Type:   Kulturrejse i mindre gruppe med dansk rejseleder
Afrejse fra:   København - Århus mod tillæg

1. dag: Afrejse mod Indien
Fra København flyves mod Indiens hovedstad Delhi.
Mad inkluderet på flyrejsen.

2. dag: Ankomst Indien og Delhi rundtur
Vi har sammensat vores helt egen rundtur i Delhi for at give mulighed for, at se og opleve den forskelligartede og hektiske millionby på bedste vis. 

Humayuns mausoleum i Delhi

Vi starter ud med Old Delhi ved Indiens største moské, Jama Masjid - der blev opført i 1658. Herfra kører vi med cykelrickshaw gennem de hektiske kvarterer, der er indbegrebet af Indien—de trange og menneskefyldte gader og stræder. Kører igennem hovedbasaren Chandni Chowk, hvor mylderet af mennesker, busser, rickshaws, butikker og lugte kan være noget af et kulturchok i denne tæt befolkede del af Indien.
Herfra kører vi sydøst gennem byen mod Yamuna-floden og til Humayuns gravmausoleum. Den prægtige bygning er fra midten af 1500-tallet, opført af Humayuns hustru og er et af de tidlige eksempler på stormogulernes storladne byggestil.

Som noget specielt er Sikhernes hellige gyldne tempel, Gurudwara Bangla Sahib, nær Connaught Place. Det er New Delhis svar på Sikhernes gyldne tempel i Amritsar.

Sidst på dagen kører vi gennem New Delhi der rummer grønne områder, prægtige boulevarder, præsident parlamentet, India Gate og fine butikker ved det imponerende Connaught Place.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

Kvinder ved Sikhtemplet i Delhi

3. dag: Mod Shekawati, Mandawa og Navalgarh
Fra Delhi kører vi vestover og ud i det golde, varme landskab på grænsen til Rajasthan.
I trekanten mellem Delhi, Jaipur og Bikaner, som dækkes af halvørkenen, ligger Shekhawati. Allerede i 1400-tallet blev flere småbyer vigtige handelsposter på karavaneruterne i Nordindien, men deres betydning aftog, da nye handelsstationer dukkede op ved kysterne. Shekhawati er et af de områder, der ikke er domineret af turismen – man er tæt på det oprindelige Nordindien. Shekhawati er bedst kendt for sine Havelis, som er smukt dekorerede huse med flot udskårne balkoner i sandsten, som blev opført af købmandsstanden, da handlen blomstrede. Ofte ser husene ikke ud af meget på ydersiden, mens indervæggene er meget smukt bemalede – ikke mindst for at skabe en god atmosfære for de kvindelige indbyggere, men også for at live en undertiden noget trøstesløs egn op. Man anvendte tit kunstnere fra fjernere egne til at udføre udsmykningen og kun fantasien satte grænser. Her blandes religiøse motiver med scener fra hverdagslivet, dyr og landskaber. Man kan også se de første tegn på, at en ny teknik vandt frem, f.eks. på det kunstværk, hvor Krishna spiller på grammofon for Radha. 

Mandawa og Navalgarh på vej til Rajasthan

I løbet af eftermiddagen, efter ca. 5-6 timers kørsel, ankommer vi til den herlige og meget spændende landsby, Navalgarh, som er et af Shekawati-områdets mest interessante byer. De smukt dekorerede huse var primært marwari’ernes prydbesatte boliger. Byen er i traditionel Rajasthani-stil og i gaderne ses tedrikkende mænd, en kamel hist og her og de smukke kvinder i farverige sarier går rundt med vandkrukker eller de mange børn i gaderne.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

4. dag: Bikaner
Fra Mandawa går det direkte vestover og ud i den store, sælsomme Thar-ørken. Der er 5-7 timers kørsel til Bikaner, der er en middelstor ørkenby med 450.000 indbyggere, og ligger på den klassiske handelskaravanerute. I år 195 blev en kunstvandingskanal gravet, hvilket gjorde at man kunne kunstvande, hvilket medførte en masse muligheder for bl.a. fårehold. Vi skal på byrundtur og oplever bl.a. den gamle bydel der er meget spændende med interessante hindu- og jaintempler. Over byen ligger det imponerende Junagar Fort, måske Rajasthans mest velholdte og interessante, hvilket ikke siger så lidt.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

Spillemænd i Rajasthan

5. dag: Jaisalmer
Vi starter dagen med en lang køretur på ca. 6-7 timer, der går videre vestover gennem Thar-ørkenen til Jaisalmer, Den Gyldne Stad, med bare 55.000 indbyggere. Byen ligger midt i Thar-ørkenen og ganske tæt på Pakistan. Farverne er skiftet fra de rødlige nuancer til gyldne, smukke ørkenfarver med gyldne sandsten og gulligt sand. Befolkningen er, som alle andre steder i Rajasthan, farverige med flotte, røde og gule turbaner. Jaisalmer er eksotisk udover det normale og en kæmpe oplevelse. Der er langt herud, men det er besværet værd.
Jaisalmer blev grundlagt i 1156 af fyrste Roa Rawal Jaisal, der byggede fortet Sonar Quila på en knap 100 meter høj klippe. Hele Jaisalmer er omgivet af en 5 km lang ringmur. Grundet den gode beliggenhed på karavaneruten til Persien, Egypten og Arabien blev borgerne i Jaisalmer ganske velstående, hvilket man kan se på de mange smukke Haveli’s, som er dekorerede rigmandshuse. Overnatning i traditionel Rajasthani-stil.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

Jaisalmer og det gamle fort

6. dag: Jaisalmer
Jaisalmer er en helt utrolig ørkenby. Den er opført i sandsten og med fortets stejle mure knejsende ovenfor livlige basarkvarterer, ligger denne tidligere Rajpur-hovedstad midt i ørkenen. Når solen går ned, er der ren ørkenstemning med orange horisont, dybblå stjernespækket himmel og lyden af sælgeres monotone faldbyden. Der er tale om ren Kathmandu med alskens ragelse og rygelse til salg. Et sted med mange turister, men også med utallige små gyder uden mange besøgende – herligt autentisk. 

Vi skal på byrundtur i Jaisalmers smalle gader der næsten ikke kan udforskes for meget. Her er små markeder, gyder og gader, som fører en op til det mægtige fort. Her opleves og mærkes livet i ørkenen på bedste vis. Vi skal bl.a. en tur til de berømte Sam Sand Dunes i den mægtige ørken og på kamelsafari.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

På kameltur i Thar ørkenen i Rajasthan

7. dag: Jodhpur
Rajasthan-færden går videre mod sydøst til Den Blå By, Jodhpur. Beliggenheden er stadig de tørre, røde ørkenområder, men i en mindre befolket og kendt del af Indien. Sidst på dagen efter ca. 6-7 timer ankommer man til Rajasthans næststørste by, Jodhpur. Den gamle bydel er omgivet af en 10 km. lang ringmur, hvor Mehrangarh-fortet fra 1459 troner op som den centrale del, eller nærmere det centrale bjerg – byens akse. Fortet er velholdt og en god oplevelse. Øverst kan vi se udover de blålige huse, der er brahminernes boliger og i baggrunden er de rødlige sandklitter.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

Ørkentur i Rajasthan

8. dag: Jodhpur
Jodhpur er fyldt af baserer og handelskvarterer. Se eventuelt Sarad-markedet, Umaid Gardens og det imponerende og flotte Umaid Bhawan fort fra 1920'erne. Fortet er både hotel og privatbolig for Maharaja-familien i Jodhpur. Jodhpurs Babu basar byder på indkøb i særklasse, specielt i kitsch-klassen, men de mange butikker med møbler og kunsthåndværk gør de fleste bløde i knæene.
Morgenmad, frokost og aftensmad er inkluderet.

Merrangarh Fort i Jodhpur

9. dag: Pushkar
Vi kører østover mod Ajmer. Midt i et meget smukt landskab og li