// Rundt om Mont Blanc


Vandreturen rundt om Mont Blanc - gennem Frankrig, Italien og Schweiz - en klassiker i verdensklasse

Trekkingturen rundt om Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc på 4.810 meter, går igennem Frankrig, Italien og Schweiz. Den begynder og slutter i historiske Chamonix, Europas bjerghovedstad - altså ikke blot vandring Mt. Blanc området, men den store vandretur Rundt om Mont Blanc.

Vi går igennem idylliske græsgange, passerer vandfald, bjergsøer og traditionsrige alpine landsbyer og krydser høje bjergpas på vores vej gennem de i alt 7 dale og 3 lande, som turen går igennem. Undervejs er vi konstant omringet af de mange majestætiske og sneklædte bjergtoppe, som dramatisk rejser sig mere end 3.500 meter over de grønne dale, samt de mere end 40 gletsjere, som springer fra Mont Blanc-bjergkæden. Der er masser af lejlighed til at beundre det alpine plante- og dyreliv, som inkluderer stenbukke, murmeldyr og kongeørne.



Afrejse:    30. juni 2012 - Ledige pladser med Mark Jensen 
28. juli 2012 - Ledige pladser med Mark Jensen
Varighed:   9 dage
Pris:   9.980 kr.
Gradering:   C 
Højde:   1.000 - 2.665 meter
Type:   Trekkingtur i gruppe med dansk rejseleder
Afrejse:    København

Dag-til-dag-program:

1. dag: København til Chamonix-dalen
Fra København mod Geneve, hvor vi møder vores faste rejseleder, Mark Jensen der tager imod os. Herfra er der lidt over én times kørsel til hotellet, som ligger i Chamonix-dalen. Her er der en briefing om ugens forløb og der er tid til at stille spørgsmål og gennemgå personligt udstyr. Resten af eftermiddagen er der mulighed for at foretage eventuelle sidste øjebliks indkøb, udforske byen eller simpelthen bare slappe af og nyde synet af Mont Blanc og de øvrige bjergtoppe, som hæver sig dramatisk over Chamonix-dalen.

2. dag: Les Houches - Nant Borrant
En kort bustur bringer os til liften i Les Houches, som ligger i 993 meters højde. Denne lifttur sparer os for en opstigning på ca. 800 meter. Fra toppen af liften starter turen for alvor. Vi traverserer en bjergskråning til snuden af den spektakulære Bionnassay-gletsjer, som vi krydser over en luftig hængebro i bedste Himalaya-stil. Herfra går det opad mod Tricot-passet på 2.120 meter, med det mere end 4.000 meter høje Aiguille de Bionnassay i baggrunden. Vi vinker farvel til Chamonix-dalen og går ned gennem skovklædte bjergsider til bunden af Montjoie-dalen. Ruten følger en smuk flod i dalen, forbi landsbyen Les Contamines og forbi den flotte barokke kirke Notre Dame de la Gorge, til vi kommer til refugium Nant Borant, hvor vi tilbringer natten. Vi vandrer ca. 900 meter op og ca. 1.100 meter ned, 7-8 timer inklusive pauser.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

3. dag: Nant Borrant - Les Mottets
I dag skal vi over ikke mindre end tre bjergpas. Vores rute fra vores refugium stiger mildt gennem græsgange til toppen af Montjoie-dalen, hvor det begynder at gå stejlere opad, indtil vi ankommer til et idyllisk lille plateau. Her kan vi nyde synet af bjergsø, vandfald og et utal af alpine blomster. Forude ligger endnu en stejl opstigning til Bonhomme-passet på 2.329 meter. Fra Bonhomme-passet traverserer vi til Croix de Bonhomme-passet på 2.479 meter og videre op til dagens sidste pas, Fours-passet, som med sine 2.665 meter er turens højeste punkt.

Vi har nu en spændende nedstigning til den lille og yderst isolerede Glaciers-dal tilbage. I denne dal græsser de famøse Beaufort-køer, som leverer mælk til den eftertragtede Beaufort-ost. Det er en kort tur op til vores hjem for natten, Refuge des Mottets, som ligger i 1.870 meter. Det er en gammel stald, som er fuld af karakter. Vi vandrer ca. 1.250 meter op og ca. 900 meter ned, 7-8 timer inklusive pauser.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

4. dag: Les Mottets - Courmayeur
Det går direkte op ad bakke fra morgenstund i dag. Vi lægger det hyggelige Refuge des Mottets bag os og stiger direkte op til Seigne-passet i 2.516 meters højde. Seigne-passet udgør grænsen mellem Frankrig og Italien, så nu er det midlertidigt farvel til Mont Blanc og goddag til Monte Bianco.
Der er nedstigning på den italienske side og ind i Veni-dalen. På vejen passeres den gamle grænsestation. Her gælder det om at holde øjnene åbne, for det er ikke unormalt at se murmeldyr på denne strækning.
Vi ankommer til Combal gletsjersøen, hvorfra det igen går opad mod Chécroui-passet i 1.956 meters højde. Udsigten herfra over imod sydsiden af Monte Bianco og den enorme Brenva-gletsjer, som flyder fra toppen af Monte Bianco og hele vejen ned til dalen, er helt fantastisk. Herefter er det nedad bakke til Courmayeur, som er italiens svar på Chamonix. Vi vandrer ca. 1.000 meter op og ca. 700 meter ned, 6-8 timer inklusive pauser.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

5. dag: Courmayeur - Refugio Bonatti
Vi starter dagen med en kort vandring og bustur til Courmayeur. Vi går en tur igennem den charmerend og traditionsrige landsby før vi begynder opstigningen til Mont de la Saxe bjergkammen som hæver sig højt over Courmayeur. Undervejs passerer vi en bjerghytte hvor vi kan stoppe for forfriskninger. Derefter  traverserer vi langs bjergkammen og nyder en helt fantastisk udsigt over imod den italienske side af Mont Blanc massivet indtil vi ankommer til rifugio Bonatti som er vores overnatningssted.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

6. dag: Refugio Bonatti - Champex
Vi forlader vores rifugio tidligt da vi har en lang dag forud. Det er en mild start uden nævnevædige opstigninger da vi fortsætter vores travers fra dagen i forvejen indtil vi ender i bunden af den italienske Ferret dal. Her er det endelig tid til dagens opstigning til Grand Col Ferret passet som er grænsen mellem Italien og Svejts. Heldigvis er det muligt at stoppe og få forfriskninger i en bjerghytte undervejs. Fra passet kan vi med tilfredsstillelse se tilbage på den rute vi har fulgt dagene forinden. Vi forlader nu italien og nedstiger i den svejtsiske Ferret dal. Forude strækker bjergtoppene i svejts sig så langt øjet rækker. Vi passerer et lille lokalt mejeri hvor vi kan stoppe for forfriskninger før vi fortsætter nedstigningen til landsbyen Ferret (1705m). Fra Ferret tager vi den lokale postbus til landsbyen Champex (1477m) og vores overnatningssted som har udsigt over den flotte Champex sø.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

7. dag: Champex - Trient
Når vi forlader Champex kan der vælges mellem to ruter. Hvis benene stadig er friske, tager vi over Arpette-vinduet, et spektakulært bjergpas i 2.665 meters højde, med en utrolig udsigt over den enorme Trient-gletsjer. Alternativt tager vi den yderst behagelige Bovine-rute, som snor sig op og ned gennem et varieret terræn, bestående af bjergskråninger, græsgange og skov. Begge ruter mødes i den lille schweiziske landsby Trient i 1.297 meters højde, hvor vi indlogerer os i et hyggeligt auberge. Vi vandrer ca. 1.200 meter op og ca. 1.400 meter ned, 7-8 timer inklusive pauser.
Morgen- og aftensmad er inkluderet.

8. dag: Trient - Chamonix
I dag er det den sidste etape af turen. Vi forlader vores auberge i Trient og begynder opstigningen mod Balme-passet på 2.191 meter. Balme-passet er grænsen mellem Schweiz og Frankrig og det er også vores vej tilbage ind i Chamonix-dalen. Vi vinker farvel til Schweiz og begynder turens sidste nedstigning til skiområdet le Tour og derfra videre til landsbyen Argentière, som ligger i 1.244 meters højde. Her hopper vi på en bus og kører de sidste par kilometer gennem Chamonix-dalen tilbage til vores hotel. Vi vandrer ca. 900 meter op og ca. 1.400 meter ned, 5-7 timer inklusive pauser.
Morgenmad er inkluderet.

9. dag: Hjemrejse
Det er blevet tid til at tage hjem. Men inden der er afgang til lufthavnen i Genève er der tid til at slappe af og udforske Chamonix-dalen på egen hånd. Hjemrejse om aftenen.
Morgenmad er inkluderet.

Inkluderet:
• Fly København-Genève retur påøkonomiklasse
• Lufthavnsskatter og -afgifter
• Transfer fra Genève til Chamonix-dalen
• Dansk rejseleder (UIMLA guide)
• Lift og transport under vandringen
• 6 overnatninger i bjerghytter/auberger
• Morgenmad
• Aftensmad på trekkingturen
• 2 hotelovernatninger på hotel i Chamonix, inkl. morgenmad
• Moms, særordning for rejsebureauer
• Gebyr til Rejsegarantifonden
• Produktansvarsforsikring

Ikke inkluderet:
• Ikke planlagt ekstra transport
• Fakturagebyr (145 kr. pr. faktura)
• Rejseforsikring (vi anbefaler Gouda Rejseforsikring)
• Afbestillingsforsikring (koster 6% af rejsens pris og skal bestilles sammen med rejsen)
• Forplejning udover den nævnte
• Personlige udgifter
• Drikkepenge
• Alt ikke beskrevet under ”Inkluderet"


Praktiske oplysninger:

Vandringen
Ligesom Saussure gjorde i 1767, så starter vi i Les Houches i Chamonix-dalen og bevæger os imod uret omkring Mont Blanc, indtil vi, 7 dage senere, er tilbage i Chamonix-dalen. Vi vandrer omkring 12-20 km hver dag med stigninger på 800-1.200 meter – i alt ca. 6 og 8 timer dagligt. Vi giver os god tid, så der er også rig mulighed for at nyde udsigten og stoppe for en kop kaffe i nogle af de mange bjerghytter, vi passerer undervejs. Terrænnet er vekslende og spændende og byder på alt fra behagelige grusstier til små, stejle zig-zag-stier og enkelte passager med ujævn klippeunderlag, men overalt er sikkerheden i top. Vi vandrer i en højde mellem 1.000-2.700 meter under hele turen, og går i snit 7 timer dagligt inklusiv pauser.

Selvom ingen af dagene er ekstremt hårde, så er det syv forholdsvis lange dage og det stiller krav til de rejsendes form og udholdenhed. Den overordnet gradering er middel (C).

Når vi forlader Chamonix-dalen er vi i midt i bjergene mere eller mindre hele ugen. Vi overnatter i en blanding af bjerghytter og auberger, hvor vi sover i sovesale. Her bliver der serveret et godt måltid mad morgen og aften og der er mulighed for at købe madpakker til dagens vandring. For at skåne miljøet og for at få en mere autentisk oplevelse bruger vi ikke køretøjer til at fragte bagage fra sted til sted. Derfor skal vi være forberedt på selv at bære det personlige udstyr, vi har brug for undervejs.

Turen rundt om Mont Blanc har rødder helt tilbage til 1767, hvor en af tidernes pionerer, Horace Bénédict de Saussure, satte ud for at udforske Mont Blanc-bjergkæden sammen med en skare af lokale bjergførere. Langs ruten er der oceaner af bjerghistorie.

Noter
I bjergene kan vi ikke altid styre alle begivenheder. Derfor er der nødt til at være en hvis fleksibilitet og der må tages forbehold for diverse ændringer i programmet med henhold til rute og overnatningssteder.

Rejseleder
Vores turleder, Mark Brændstrup Jensen, er fuldt uddannet International Mountain Leader (UIMLA), hvilket er et lovkrav for at føre grupper i alperne og en garanti for, at han har den fornødne viden og erfaring til dette arbejde. Han bor fast i Chamonix og har derfor stort kendskab til området.

Indkvartering
Den første og sidste nat bor vi på hotel i Chamonix-dalen. Under vandringen bor vi i en blanding af bjerghytter og auberger, hvor vi sover i sovesal. Her er der madras, pude og uldtæpper. Mange foretrækker at medbringe en lagenpose. Toilet- og badeforhold kan være ret primitive og vi skal selv medbringe rejsehåndklæde. Det kan også være nyttigt at have en lille lommelygte eller pandelygte.