// RHAJASTAN, INDIEN

Klaus Malling Olsen

En rapport fra 2 ture, med noter om feltbestemmelse af især WP-aktuelle arter.

Denne rapport er sammenstykket af to rejser til Rhajastan, med mange års mellemrum.

Det skal betones, at de to rejser IKKE er umiddalbart sammenlignelige. Den korte tur i januar 1979 var en del af en intensiv fuglerejse, der også omfattede Thailand og Nepal. Jeg var her medleder sammen med Bjørn Christophersen og Olvar Læssøe, og der var omkring 20 deltagere på rejsen.

Turen i oktober-november 2004 havde et bredere sigte, hvor fuglene med vilje var af lige så stor betydning som kultur, samvær og rundrejse, i selskab med Kamma Sander.

En sammenligning af besøgene 1979 og 2004 i Bharatpur falder unægtelig ikke ud til lokalitetens fordel. Her skal det bemærkes, at antallet af fugle er langt højere midt på vinteren end om efteråret (som i 2004). Desuden var Bharatpur i 1979 fortsat domineret af store, lavvandede søer med et meget stort antal ynglende vandfugle til følge. Vinteren 2004-2005 var usædvanlig tør, mens det tilstræbes i fremtiden at der foretages etablering af større, fugtige områder – hvilket forhåbentligt kan lede til, at Bharatpur genvinder noget af fordums styrke. Snetranerne synes dog at være en saga blot.

Rejseplan:

Rejse 1: 1979
2.1 Ankomst Varanasi, senere Khajorama med Indian Airlines fra Kathmandu. Kørsel til Bharatpur.

3-5.1 Bharatpur.

5.1 Bharatpur – Agra, og senere Delhi.

6.1 Fly Delhi- København med SAS.

Rejse 2: 2002
25.10: Fly København-Delhi via Frankfurt med Lufthansa.

26.10: Delhi

27.10: Delhi – Sultanpur Jheel – Agra.

28.10: Formiddag Taj Mahal og Fatehpur Sikri, eftermiddag Bharatpur.

29.10: Bharatpur.

30.10. Bharatpur – Ranthambore

31.10: Ranthambore.

1.11: Rantahmbore – Jaipur.

2.11: Jaipur.

3.11: Jaipur – Pushkar.

4.11: Pushkar. Eftermiddag tog Ajmer- Delhi.

Rapportens første del rummer beskrivelser af nogle af Rhajastans vigtigste lokalitetr, inklusive lidt kultur. De er tilsat oplevelser opsamlet ”on the road”, koncentreret foran computeren, og tilføjet faktuel information.

Rapportens anden del er en liste over iagttagne fugle og dyr. Her er foretaget sammenligninger med informationerfra litteraturen, inklusive bemærkninger om, hvad man kan forentes at se under nogle ugers koncentreret vintterrejse til Rhajastan, hovedsageligt beseret på Avufauna´s rejse januar-februar 2004 (Ullman 2004) . For en del arters vedkommende gives information om, hvordan man kender arten fra de, der ligner. Dette er især gjort ved WP-aktuelle arter.

-

FØRSTE DEL

At rejse ”The Kipling Way”.

En rundrejse, som gennemført i 2004, kombinerer perfekt trygheden ved den på forhånd arrangerede rejse med spontanitet dagene igennem. Rejserute og indkvartering er arrangeret i forvejen, hvorved der spares megen tid on location, ligesom prisen er aftalt på forhånd gennem en troværdig agent.Transporten foregår pr. bil med chauffør, og man kan spontant stoppe undervejs, hvis noget spændende viser sig – et vådområde eller et ydmygt tempel. Chaufføren kender Indien ud og ind. I 2004 havde vi privilegiet af Suresh, der med sikker hånd og et herligt glimt i øjet fremviste det bedste af Rhajastan på de to uger rejsen varede. I Bharatpur hyredes den ene dag en af de lokale guides, der på cykel ledsagede hele dagen igennem til en pris af 1000 rupees – en god slat penge for en lokal ung og håbefuld fuglekigger, men perfekt for priviligerede vesterlændinge.

I Jaipur havde vi sikres os guide, der leverede femstjernet service og var med på improvisationer (en frieftermiddag med ønsker om henholdsvis kratlusk og indkøb er ikke altid let at kombinere).

Transporten Ajmer – Delhi foregik med exprestog på 2 klasse, hvilket kan sammenlignes med togtransport i 60érne Danmark, dog udvidet med næsten konstante serveringer. Overhovedet var offentlig transport med exprestog og fly af forbavsende høj klasse – for flyvningernes vedkommende bedre end på intereuropæiske ruter med fuld servering.

Der er altså ingen grund til at undlade at besøge et kæmpeland så komplet rigt på indtryk som Indien. Landet har alt at byde på, fra høje bjerge til brede sandstrande, fra tørre ørkener til frodige skove, fra hektiske storbyer til vederkvægende stilhed. Og selvom man ikke kan undgå at komme i kontakt med det herostratisk berømte, og undertiden uforståelige bureaukrati formindsket besværet når det hele er arrangeret på forhånd.

Find altså trygt fuglebøgerne og afkrydsningslisterne frem, eller start drømmene. De overgåes kun af virkeligheden, når man finder sig selv midt i en langskygget eftermiddag et sted i en bjergskov med en artsblandet flok larmdrosler, eller man har spottet saksnæbbene på en sandbanke udfor Taj Mahal, eller når smagen af omelet, krydret med koriander og chili tilsættes synet af en vingebåndssanger, der blafrer rundt i buskene ved pensionens skyggefulde plæne i den kølige morgen.

Delhi
Med sine 15 millioner indbyggere burde Delhi – en af verdens mest hektiske storbyer – ikke være det mest oplagte sted at se på fugle. Men med hele 526 arter på byens officielle checklist (Harvey & Bhatnagar 2004) er der nok at gå i gang med! Store dele af byen ligger som grønne parker, der rummer et bredt udsnit af den indiske fuglefauna. Delhis østlige udkant gennemstrømmes af Yamuna-floden, der er hjemsted for mængder af vandfugle og vintergæster indenfor afdelingen småfugle.

Yamuna-floden er Delhis bedste fuglelokalitet, og det er muligt at observere 150 arter på en enkelt dag! De bedste områder er ved Okhla, hvor brede banker i floden er tilholdssted for ænder, måger og alle hejrer – vadefugle ses bedre ved Khader, som også er tlholddsssted for Black Ibis og lærker (med mulighed for Humes Lærke). Tughlaqabad-Asola er et histrisk interessant område i sydlige Delhi, der består af tornebuskebevoksede bakker. Drt huser specialiteter som Sirkeer Malkoha, de to lokale sandhøns, Yellow-wattled Plover og stenpikkere.

Taj Mahal
Bare idéen: at opføre et så enormt mausoleum over noget umisteligt og definivt datid. Stormogulen Shah Jaham kom sig aldrig over tabet af yndlingshustruen Arjumand Banu Begum, der da også nåede at gøre sin pligt, men den 14. fødsel blev fatal. I årene 1632-54 opførte 20.000 mennesker verdens mest berømte gravmæle. 1000 elefanter bragte den hvide marmor ind fra ørkenen ved Jodhpur, fra fjerne egne i Kina og Tibet bragtes de ædleste af stene, og det Indiske Ocean leverede perlemoret. Let kan det ikke have været: der kan blive djævelsk varmt i de egne om sommeren, og hvos mange der omkom melder historien intet om.

Verdens største gravmæle – mindre kunne ikke gøre det, men hovmod stod for fald. Stormogulen måtte pacificeres for ikke at føre del 2 af Taj Mahalplanen ud i livet: opførelse på modsatte side af Yamuna-floden af et identisk mausoleum – i gravsort marmor. Da var landet ved at gå bankerot, og stormogulen hviler nu i ydmyge omgivelser et eller andet sted, der ligesom ikke rigtigt vises frem. For ét er forsøge at udødeliggøre et andet menneske, et andet er at ville skabe et monument over sig selv.

Resultatet af del 1 er unægteligt storslået. Rygter om permanente smog-skader synes at tale sandt – i den grå morgen ser Taj underligt gustent ud, som indersiden af et par rygerlunger, men når solen stiger frem blænder det hvidglødende. Imponerende - ikke mindst tæt på, hvor ædelstene i rødt og grønt i komplicerede mønstre vidner om et til perfektion fuldført arbejde.

Men også opulent i al sin opblæste symbolik af noget uafvendeligt. Arkitekturens Tristan og Isolde, en historie om tab og ulægelig kærlighed. Hvis alle havde mulighed for at opføre sit Taj Mahal ville verden være fyldt med små gravmæler – her havde man råd, formentligt uden tanke for sliddet og lidelserne hos de, der opførte monumentet. Og som tak for fuldført arbejde fik chefarkitekten den højre hånd hugget af, så kunststykket ikke kunne gentages. Den oplysning harmonerer ikke særligt godt med planerne for opførselen af et Taj Mahal 2, men sådan er der så meget.

Det er som at befinde sig i kullisser. Det hele er velkendt, for Taj Mahal er et så stærkt symbol på Indien at selv det mest alternative rejsebureau fortsat ikke annocerer Indien uden at anvende mindst ét billede af Taj . ”Hvad er Indien?” er et spørgsmål, der er umuligt at besvare, men er dette Indien? Ghandi skrev, at det rigtige Indien skal opleves på landet – og så bliver Taj Mahal pludseligt lidt mindre indisk, mere i stil med et persisk palads, næsten malplaceret i det pandekageflade agerland..

Den fugleinteresserede vil ved Taj Mahal finde en ekstra attraktion: Yamuna-floden bag mausolæet, der er en god vandfuglelokalitet med vadere (f.eks. Flodvibe), terner og måske Saksnæb. Herlighederne overskues let fra selve Taj Mahal.

Sultanpur Jheel

45 km. Sydvest for Delhi ligger Sultanpur Jheel – staten Haryanas eneste naturreservat. Det lille reservat er centreret omkring en sø (der visse år er udtørret). I ”fugtige” år er Sultanpur en art mini-Bharatpur, der rummer godt med vandfugle som ænder (bl.a. Comb duck), og tiltrækker en del rovfugle. Sultanpurs mere tørre dele er især kendt for sin regelmæssige forekomst af Indisk Ørkenløber (Indian Courser), og desuden findes bl.a. Indisk Gås, Trane (og undertiden Jomfrutrane), Painted Stork, stenpikkere, lærker og fluesnappere for at nævne nogle få af de over 320 fuglearter, der er truffet gennem tiden. Et par ”pakistanske specialiteter” bør man holde udkig efter: Sind Spurv og Brooks Løvsanger er regelmssige (sangeren også ved Bharatpur).

Bharatpur
Jagtglade viceroyer har haft kronede dage. En tavle midt i fuglereservatet, der også kaldes Keoladeo Ghana, viser at over 5000 vandfugle kunne knaldes på en enkelt jagt. Det er fortid, ligesom de sibiriske Snetraner, der indtil 2001 valgte at overvintre her, og tørke har gennem flere år truet Bharatpur. Kontrasten til 1979 er da også slående. Dengang kunne man uden at blinke med øjnene udnævne Bharatpur til verdens bedste fuglelokalitet. Nu er den blot en af mange i superligaen – og fortsat et rigtigt godt argument for en Indiensrejse.

Bharatpur, der med sine 27 kvadratkilometer er på størrelse med Vestamager, er vidunderlig med sine vekslende flader af fugtige enge, frie vandspejl og forskellige slags skov og sletter. Der hersker en velsignet ro her, da al trafik foregår til fods eller med cykel, og det ideelt at cykle rundt og stoppe, når der er noget at se. På hovedalleen kører flerer indiske familier rundt, og næsten alle sammen har hyret en af parkens unge guides til at vise specialiteterne frem. Det giver arbejde til de skarpøjede unge fyre, og letter os for at finde natfuglene som natravne og ugler – gutterne ved nøjagtigt, hvor de sidder om dagen.

Den finere bestemmelse af WP-arter som ørne (og her er alt indenfor dén kategori), sangere og pibere klarer vi selv, og man kunne få uger til at gå i dette SU-møde med henlagte sager. En sådan overflod af svært bestemmelige arter side om side gør et besøg ved Bharatpur til et obligatorisk indslag i den ornitologiske opdragelse, - hvis man ønsker at tage del i feltbestemmelsens finere madlavning. Her vader Citronvipstjerter omkring mellem asiatiske vandfugle, små brune Buskrørsangere og Steppegulbuge ses side om side, en ’Rubinnattergal smutter måske bort i et buskads og over hovederne konfronteres man med en prægtig blanding af aquila-ørne, heriblandt eksklusiviteter som Indisk Skrigeørn og den flødefarvede fulvescens Stor Skrigeørn.

De mange småstier bringer de besøgende rundt gennem skove, enge og levende hegn. Her er man som regel helt alene – der cykles på stedvis meget bumpede veje, så forvent en øm bagdel og en lang liste over nye arter!

Indkvartering er let her. Udenfor parkindgangen ligger det ene ydmyge pensionat efter det andet, som Hotel Sunbird. De ser ikke ud af ret meget udefra, men bag de spontant opførte små restauranter ligger små bygninger med rummelige værelser, der har alt man behøver, altså senge, luftvifte samt bad/toilet, ligesom cykler kan lejes – godt nok nogle ældre lig, men frem kommer man, og de brede dæk passer glimrende til de bumpede småstier.

Ranthambore

Den helt nye lodge, Tiger Den, er opført ved Khilchipur i den tørre halvørken, ganske tæt på Ranthambore – Rhajastans tigerreservat nummer ét.Lodgen rummer flere småhytter omkring en grøn plæne, og om aftenen er det indisk buffet ledsaget af rhajastansk musik. Tiger Den ligger midt i halvørkenen, og umiddelbart udenfor parken kan man se Sandhøns og lærker.

Ranthambore består af stedvis ret åben skov, og adgang er blot mulig på organiserede køreture – og kun et begrænset antal biler per dag. Derfor finder vi os selv næste morgen ombord på en åben bus, der bringer mindelser om 1992,, hvor det danske fodboldlandshold blev kørt gennem København efter sejren i Göteborg. Turen tager tre timer, og der er ikke skyggen af en Tiger, højst et pot