
|
|
 // Generelle rejsebetingelser
Kipling Travels rejser er underlagt ”Loven om pakkerejser”, der yder en udstrakt forbruger-beskyttelse. I det følgende sørger vi for at du som rejsende med Kipling Travel, er gjort opmærksom på alle tænkelige eventualiteter og at aftalegrundlaget er klart ved rejsens bestilling. Derfor er det vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i rejsens aftalegrundlag, der består af tilbud eller brochure samt faktura, rejseplan, Generelle bestemmelser og praktiske rejseoplysninger.
Bestilles rejsen gennem Kipling Travels hjemmeside, forudsættes det, at den rejsende selv har sat sig grundigt ind i aftalegrundlag og betingelser.
1): På den fremsendte rejseplan anfører vi aktuelle oplysninger og informationer som navne, rejse- og flyplan, evt. ekstra-arrangementer m.m. Desuden anføres eventuelle afvigelser i forhold til brochure og generelle bestemmelser. Uanset hvad der er anført andre steder i det fremsendte materiale, er oplysningerne på rejseplanen og fakturaen tilsammen det gældende.
2): Vore rejsebestemmelser er i henhold til lovgivningen. Disse skal ses i sammenhæng med rejseplan, faktura, program OG vore praktiske rejseoplysninger. Såfremt der gælder særlige bestemmelser for din rejse vil dette fremgå af faktura eller rejseplan.
3): I forbindelse med vore rundrejser udleverer vi praktiske rejseoplysninger. Disse er en ekstraservice til vore deltagere, men skal læses, da de også kan indeholde oplysninger af formel karakter.
Det forudsættes altid, at den rejsende har sat sig grundigt ind i alt udleveret materiale.
1. Tilmelding
Ved tilmelding til en rejse, skal vi have fulde pasnavn, paskopi og fødselsdato. Tilmeldingen til en rejse er bindende for deltager og bureau, når depositum er modtaget af Kipling Travel.
2. Betalingsbestemmelser
Ved tilmeldingen betales depositum angivet den gældende faktura, dog minimum 1.000 kr. samt bookinggebyr på kr. 145,-. Ønskes der afbestillings-forsikring skal denne indbetales samtidig med depositum. Vi gør opmærksom på, at visse rejser har særlige vilkår og strengere afbestillingsvilkår. Dette vil i så fald fremgå af fakturaen.
Restbeløbet skal være indbetalt senest 60 dage før afrejse, eller den på fakturaen anførte dato.
Såfremt fristen for indbetaling af restbeløbet ikke er overholdt, bortfalder Kipling Travels leveringspligt.
b. Betaling
Betaling kan foregå ved kreditkort eller ved bankoverførsel til Nordea 2670-6876 426 267. Den rejsende skal være opmærksom på, at det er den rejsendes ansvar at restbeløbet er os i hænde på forfaldsdagen. Betaling kan desuden foregå med Dankort/Visa Dankort, Mastercard og American Express på nettet. Ved betaling med kort trækkes der, af PBS, automatisk et gebyr på op til 1,25% af rejsens pris.
3. Afbestilling
Følgende er gældende, med mindre andet er anført fakturaen. Vi gør opmærksom på, at der kan være ekstraordinære omkostninger forbundet med enkelte rejser.
Ved afbestilling af rejser efter endelig bekræftelse og indbetaling af depositum og evt. afbestillings-forsikring, er dette tabt.
Ved afbestilling 95-60 dage før afrejse opkræves et gebyr på 75% af rejsens pris udover evt. udstedte flybilletter.
Ved afbestilling senere end 59 dage før afrejsen er hele rejsens pris tabt. Dog kan større annullerings-gebyrer være anført fakturaen tilfælde af forudbetalinger eller betalinger ved hurtige udstedelser af fly/hotel eller andre services.
Såfremt der inden for et tidsrum af 14 dage før rejsens påbegyndelse forekommer naturkatastrofer, krigshandlinger, livsfarlige smitsomme sygdomme og andre hermed ligestillede begivenheder kan rejsen afbestilles vederlagsfrit, hvis de danske myndigheder (Udenrigsministeriet) fraråder rejser til det pågældende område, og at begivenhederne er opstået efter rejsens bestilling.
Det skal understreges af flyrejser som oftest er forbundet med 100% annulleringsgebyr.
4. Afbestillingsforsikring
Forsikringsforhold er alene den rejsendes ansvar. Ved bestilling bør du overveje, om du vil tegne en afbestillingsforsikring eller om du er dækket i forvejen. Afbestillingsforsikringen skal tegnes samtidig med bestilling af rejsen og betales sammen med depositum. Afbestillingsforsikring hos Gouda Rejseforsikring koster 6% af rejsens fulde pris. Forsikringspræmien kan, som med depositum, ikke refunderes i forbindelse med nogen form for afbestilling.
5. Navne – fulde oplysninger og flyrejser
Vi skal anmode om fulde navne ved bestilling. Dette skal være i overensstemmelse med gældende pas. Dette er dit eget ansvar – og kan IKKE ændres efter bestilling. Har vi ikke modtaget korrekte oplysninger kan dette medføre et voldsomt gebyr (op til 100% af flybilletter og andre bestillinger).
Alle anførte tider på rejseplanen er lokal tid. Et + på rejseplanen betyder dagen efter. Ændringer kan forekomme såfremt rejseplanen er udarbejdet længe før skift til og fra sommertid eller ændringer i luftfartsselskabernes fartplaner. Det er derfor vigtigt, at du kontrollerer afgangstiderne i de fremsendte billetter – og genchecker inden hjem- eller vidererejse.
Oversøiske hjemrejser og vidererejser skal genbekræftes senest 72 timer inden denne påbegyndes. På grupperejser vil bureauets repræsentanter sørge for denne bekræftelse. På individuelle rejser, skal du selv checke at det bliver gjort.
Normalt er check-in 1-2 time før afrejse, hvilket betyder, at man skal have foretaget check-in på det angivne tidspunkt. Ofte kan der være check-in 2-3 timer før afrejse. Du skal selv sørge for at fortage check-in i så god tid, at der ikke opstår problemer med pladsreservationen – det er ikke nok at have lufthavnen i sigte, in-check skal være gennemført.
b: Ændringer i flyrejsen
Ændringer af rejserute, forlængelse eller gebyrfri annullering kan kun ske såfremt dette er anført i rejseplanen.
6. Rejseplan
Ved bestilling får du tilsendt en rejseplan. Denne indeholder en flyplan med aktuelle, lokale, flytider og en måske en rejseplan over arrangementer, der omfatter det du har bestilt på destinationen, medmindre denne fremgår af bureauets brochurer.
Rejseplanen omfatter således hotel, transporter, billeje, udflugter etc. Meget omfattende arrangementer vil blive anført på et specielt bilag.
Såfremt du deltager i en grupperejse med rejseleder eller på et fast programarrangement, vil du normalt ikke få udleveret dette hjemmefra
7. Pas og visa
Det er kundens pligt selv at undersøge visumregler til hele din rejse. Samt at fremskaffe eventuelt visum og at sørge for at dit pas er gældende min. 6 måneder efter hjemkomst. Har du planer om at ændre rejseforløbet og rejselængden, kan helt andre regler være gældende.
Passet skal mindst være gyldigt i 6 måneder efter hjemrejse. Udenlandske statsborgere bør forinden bestilling af rejsen, selv undersøge eventuelle visumkrav.
Du har altså pligt til selv at sørge for gyldigt pas og selv at søge visum, samt give bureauet korrekte oplysninger om f.eks. navn og statsborgerskab.
Vi skal gøre opmærksom på, at ekspeditionstiden for visum til visse lande kan være mange uger.
Vi påtager os intet ansvar for kunder, der af en eller anden ukendt grund afvises ved indrejse. Nogle lande stiller krav om passende valuta-besiddelse og gyldig returbillet ved ankomsten.
8. Afbrydelse af ophold
Såfremt kunden af den eller anden grund afbryder en rejse eller ophold – eller kommer tidligere tilbage, end anført i program eller rejseplan, vil der ikke være tilbagebetaling for manglende ydelser. Desuden skal omkostninger til transport og/eller hotel, bæres af kunden selv.
9. Vaccinationskrav
Vi giver oplysninger om vaccinationsmuligheder men ikke om anbefalede foranstaltninger eller lovmæssige krav, der skal indhentes hos læge. Når vi alligevel giver oplysning om anbefalede profylaktiske vaccinationer, skal det betragtes som en service uden ansvar. Opfyldelsen af vaccinationskrav skal kunne dokumenteres ved internationalt gult certifikat.
10. Prisændringer
Ifølge lovgivningen kan arrangøren forhøje den aftalte pris som følge af: stigende transport-omkostninger (herunder brændstofpriser og tillæg), ændrede skatter, afgifter og gebyrer samt ændrede valuta-kurser. Prisen reguleres såfremt kursen ændres 4% på tidspunktet, hvor restbetalingen modtages.
Ændringer fra kunden i et bestilt og bekræftet arrangement udløser et evt. gebyr for flybilletten samt et genbestillingsgebyr på 1.000 kr. plus evt. direkte omkostninger til hoteller/arrangement etc.
11. Aflysning
Såfremt der ikke er tilstrækkelig tilslutning til en programsat rejse, kan denne aflyses indtil 30 dage før afrejse (dog tilstræber vi at give besked senest 45 dage før afrejse).
Vi garanterer typisk afrejse ved min. 9 deltagere med mindre andet er anført i programmet.
En rejse kan ligeledes aflyses, på grund af udefra kommende omstændigheder som vi og vore sam-arbejdspartnere ikke har indflydelse på eller haft mulighed for at forudse (force majeure lignende forhold). I ovennævnte tilfælde har kunden intet krav på erstatning udover refundering af rejsens pris. Såfremt ovenstående skulle ske, vil vi altid forsøge at tilbyde et reelt alternativ.
12. Ændringer af rejsens forløb
Kipling Travel kan fortage mindre ændringer af rejses forløb efter bestillingen. Lovgivningen tager desværre ikke højde for eventyrlignende rejser som trekkingture, ekspeditioner og kultureventyr – hvor rejseændringer, der er i deltagernes interesse kan finde – og ofte finder sted. På en stor del af vore store eventyrrejser, arbejder vi med meget sene ændringer (for så vidt det er muligt) for at skabe den bedst mulige rejse under hensyntagen til vejr og andre lokale forhold og begivenheder.
Vores ansvar rækker ikke udover de internationale bestemmelser og konventioners begrænsninger. Dette betyder i praksis, at man kun har udsigt til meget små kompensationer ved større forsinkelser (på niveau med mange kreditkortforsikringer, der i øvrigt også vil gøre modkrav overfor selskabet).
På eventyrrejser og trekkingture samt ekspeditioner må man som deltager være forberedt på ikke så få ændringer i ruteforløb. Dette er meget vigtigt at gøre sig klart hjemmefra, og acceptere på rejsen.
13. Tilskadekomst og forsikring
Alle rejsende skal være behørigt forsikrede, dette er et ufravigeligt krav. Dette gælder især sygdom- og hjemtransportforsikring m.m. Det er en forudsætning for deltagelse i rejsen, at man optræder ansvarsfuldt og hensynsfuldt, herunder retter sig efter Kipling Travels anvisninger.
14. Skatter og afgifter samt hjemrejseskat
En del skatter og afgifter (op mod 2.800 kr.) op-kræves i forbindelse med billetudstedelsen, og er således inkluderet i rejsens pris. En del lokale skatter kan imidlertid ikke opkræves på forhånd og skal betales ved hjemrejsen. Disse varierer fra land til land, men ligger oftest på 15-30 US$
15. Dit ansvar som rejsende
Du skal også have sat dig ind i vores graderings-system, for at tilmelde dig en rejse, som ligger indenfor din fysiske formåen. Som allerede nævnt forudsætter din deltagelse i den aktuelle rejse, at du er bekendt med de givne oplysninger, herunder oplysninger fra brochurer og rejseplaner samt at du følger de her givne anvisninger. Det skal desuden bemærkes, at du forventes at være bekendt med almindelige offentligt tilgængelig informationer om den aktuelle politiske, sundhedsmæssige samt natur -og klimamæssige situation på destinationen. Du skal ligeledes følge anvisninger fra vores ekspeditionsledere og/eller guide.
16. Priser og gebyrer hos Kipling Travel
- Gebyr til rejsegarantifond (inkluderet i rejsen)
- Produktansvarsforsikring (inkluderet i rejsen)
- Konkurssikring af flyselskaber ved fly alene på ferierejse (pr 1/1-10): 20,- til Rejsegarantifonden
- Fakturagebyr: Pr. faktura: 145,-
- Ekspres/rekommanderet brev: Pr. brev: 100,-
- Visum gennem Kipling Travel: visum + 450 kr.
- Ændringer ved bekræftede bookinger: pr ordre: 1.000 kr. plus evt. direkte omkostninger til hoteller/arrangement etc. Ved navneændring i forhold til det oplyste navn (kun hvor muligt)
- Navneændring i forhold til det oplyste navn, KUN hvor muligt. Ved udstedte billetter kan det betyde køb af helt ny billet.
- Ændringer i bekræftede rundrejser mindre end 60 dage før afrejse regnes for ny rejsebestilling
17. Reklamation
Reklamation over rejsen skal rettes til Kipling Travel eller vores repræsentant så snart den konstateres, således at bureauet kan forsøge straks at afhjælpe en eventuel mangel. Desuden henvises i sidste instans til Rejseankenævnet, Kipling Travel er medlem af rejsegarantifonden nr. 1571.
|