// Cho Oyu 8.201 meter, ekspedition i 2011


Cho Oyu ekspedition 2011 - med dansk ekspeditionsleder til verdens 6. højeste bjerg.

Med sine 8.201 meter er Cho Oyu verdens 6. højeste bjerg og generelt betragtet som den ”letteste” og sikreste 8.000’er. Teknisk er bjergets nordvestlige normalrute i den letteste ende – og bjerget er den 8.000’er der har den højeste succesrate og bedste sikkerhedsstatistik.

Cho Oyu betyder Den Turkise Gudinde og tager sig meget imponerende ud fra Gokyo-dalen i Khumbu såvel som fra Tingri i Tibet. Umiddelbart vest for bjerget ligger Nangpa La, det berømte pas, som sherpaerne bruger på deres karavanevej til Tibet. Førstebestigningen er i Himalaya-sammenhænge exceptionel, da det var et lille usupportet team, der besteg bjerget i 1954. Herbert Tichy, S. Jöchler og Pasang Dawa Lama var de første på Cho Oyu efter bare tre dages klatring fra Nangpa La. På denne ekspedition følger vi normalvejen fra Tibet og bestiger bjerget fra nordvest.


Afrejse:    16. april 2011 med Bo Belvedere Christensen
Varighed:   45 dage
Pris:   92.980 kr.
Gradering:   C
Bjerg:   3E
Højde:   Op til 8.201 meter
Type:   Højdeekspedition med dansk ekspeditionsleder
Afrejse fra:      København

 

Erfaringsgrundlag
Der er ingen tvivl om, at dette er Danmarks pt største udfordring – en bestigning af en 8.000’er fordrer stor fysisk formåen, motivation og et relativt stort erfaringsgrundlag. Således skal du have været i stor højde før og et absolut minimum er en eller flere 6.000’ere. En bestigning af en af Himalayas Trekking Peaks som Mera Peak, Island Peak eller Pik Lenin, Aconcagua og evt. Elbrus eller lignende er påkrævet som minimum. Derudover bør du have grundigt alpint kendskab.

Du skal være mentalt indstillet på en stor ekspedition og et meget nært samarbejde med dine ekspeditionsfæller. Tag kun med, hvis du er helt overbevist om, at du kan nå toppen. Der er en enorm kraft og energi i positiv tænkning, men samtidig skal du være forberedt på dit livs hårdeste eventyr – og måske skuffelse, hvis toppen ikke nås, om det er pga. dårlige forhold og vejr, at kræfterne ikke matcher udfordringen eller at bjerget er så stort, som det vitterligt er.

Er du i tvivl om dit erfaringsgrundlag er du velkommen til at kontakte os for en nærmere snak.

Ledelse og Kipling Travel i bjergene
Vi er glade for at kunne præsentere Bo Belvedere Christensen, som ekspeditionsleder på Cho Oyu ekspeditionen 2011. Bo er uden tvivl en af Danmarks mest erfarne højdeklatrere med bestigninger af Ama Dablam, flere 6.000’ere, to Everest ekspeditioner og bestigninger af 8.000’erne Broad Peak og Gasherbrum I. Bo har bla. ledet Mera peak, Baruntse, Lhakpa Ri, Aconcagua, Kilimanjaro og Elbrus for Kipling Travel.

Cho Oyu ekspeditionerne har selvfølgelig, udover Bo, vore kompetente og fastansatte højdesherpaer, hvoraf de fleste har besteget adskillige 8.000’ere inkl. Everest. Den overordnede guideratio er 1 højdesherpa til 2 deltagere. Derudover er Bo Belvedere klatrende ekspeditionsleder. Så den samlede ledelse, under Bos ansvar, er så høj, som den kan blive. Det giver sikkerhed og større topchance.

Vi har gennem de seneste 16 år været involveret i ekspeditioner til Cho Oyu, Shisha Pangma, Makalu, Manaslu, Pik Lenin, Trekking Peaks i Nepal som Island, Mera og Pisang Peak, Lobuche, Kongma og Yala Peak udover en stribe toppe uden for Himalaya.

Det er den erfaring, som giver ekspeditionen yderligere professionalisme. Vores ekspeditioner er ikke bare ledet af en god klatrer, der gerne vil have andre med i bjergene, men af uddannede og kompetente bjergbestigere med det højst opnåelige erfaringsgrundlag. Selvfølgelig koster det penge, men omvendt højner det topchancerne, men samtidig også sikkerheden.

Se også www.mountains.dk for dansk Himalaya bjergbestigning, og se de danske forsøg– og bestigninger af Cho Oyu.


Sikkerhed
Dette kan ikke klacificeres som en 100 % guidet ekspedition, men derimod en professionelt ledet ekspedition, hvor forholdene er så optimale, som de kan blive. Der er meget stor opbakning fra vores kompetente hold af højdesherpaer og der er højdebærere til al fælles grej og bagage fra Base Camp og til øverste lejr, Camp 3.
Ingen kan hverken garantere toppen eller fuldstændig sikkerhed på de store ekspeditioner. En ekspedition til en 8.000’er involverer derværre rimelig store riscici for diverse ulykker og højdeproblemer. Men når det er sagt, er vores politik krystalklar: sikkerhed over alt. Således har vi et veldefineret ”vende-om tidspunkt” på topdagen, ligesom vi arbejder med så store marginer som overhovedet muligt.

Du deltager selvfølgelig 100 % på eget ansvar, men kan med god forberedelse og erfaringsgrundlag være med til at løfte det overordnede niveau på ekspeditionen.

Da følgende er en ekspedition til et af verdens højeste bjerge, er rejseplanen absolut kun vejledende og skal tages som udtryk for ruten, mere end det er det endelige program.

1.-2. dag: Ankomst til Kathmandu

Fly til Nepal fra Danmark. Ved ankomsten får vi en herlig modtagelse, hvorefter der køres gennem Kathmandus gader til Hotel Marshyangdi. Vi har samarbejdet med Hotel Marshyangdi siden foråret 1991, bare et halvt år efter åbningen - og Marshyangdi er efterhånden en berømt Old Runner i Thamels Paknajol kvarter. Marshyangdi er et 3-stjernet hotel som byder på det hele i god turistklasse - og atmosfæren er endnu bedre - og de kender os, for Marshyangdi er vores hjem i Kathmandu. Værelserne er pæne, der er en dejlig lille have, en restaurant, coffee shop og bar - samt en tagterrasse hvorfra der er udsigt til Himalayas mægtige bjerge.
Morgenmad er inkluderet.

3. dag: Kathmandu - en af Asiens mest fascinerende hovedstæder
Leder man efter en by, hvor Østens mystik er hverdag, må Kathmandu komme ind på en klar førsteplads – byen er ganske simpelthen et herligt angreb på alle sanser. De snævre gader og gyder, basarerne, klostre og templer, gadehandlere og pilgrimme udgør tilsammen hele Asiens fascinerende verden i en og samme by. Vi kunne snildt sammensætte en rejse til Kathmandu-dalen alene, men har her sammensat en smuk buket af unikke seværdigheder, der gør Kathmandu til den specielle oplevelse det vitterligt er. For at få det bedste indtryk af Nepals særegne hovedstad, har vi sammensat et program, hvor vi skiftevis kører og går. Derved kommer vi tættere på kulturen end på normale sightseeingture.
Dagen bruges i høj grad på at forberede ekspeditionen hos diverse udstyrsforhandlere og sidste panikøvelser, inden vi drager mod Tibet.
Morgenmad er inkluderet.

4. dag: Til Tibet

Fra Kathmandu lufthavn går det med bjergfly over Østhimalaya og Tibets forunderlige golde og forrevne bjerglandskaber. Det er en pragtfuld tur forbi Mount Everest og ind over Himalayas evige sne. Efter en god times flyvetur i verdensklasse lander vi i Tibet.
Efter en flot køretur ser vi for første gang Dalai Lamas mægtige Potala Palads. Dette gigantiske palads tager pusten fra enhver, når det toner frem på sin klippetop over Lhasa by og dalens pile og poppeltræer. Langsomt går det til hotellet og resten af dagen går med akklimatisering og en stille gåtur.
Morgenmad er inkluderet.

5. dag: Tibets hovedstad, Lhasa
Vi skal ud og se en del af byen og kommer i dag først til Sera klostret. Sera var en af Statens 3 Støtter, et højtudviklet klostersamfund og universitet. Sera ligger ved foden af højderyggen Phurba Chok Ri, på Tatipu-bjergkæden, som er vandskellet mellem Kyu Chu og Penpo floderne og som danner Lhasas nordlige grænse. Sera blev opført omkrin