// Annapurna & Poon Hill


En fantastisk rejse og trekkingtur med dansk rejseleder til Annapurnas smukke bjerge


Her vandrer vi i det klassiske Nepal med rhododendronskove, landsbyer og fantastiske bjergudsigter. Vandringen er i den lettere ende og er velegnet for alle, der ikke ønsker turen til ex Everest base camp eller tilsvarende. Her er hverken kuld eller højdeproblemer og indkvarteringener på hyggelige lodges undervejs.

Annapurnas sydside er kendetegnet ved en af verdens flotteste bjergpanoramer - vi får således fri udsigt til verdens 8. højeste bjerg, Dhaulagiri samt Annapurna, verdens 10. højeste bjerg. Desuden ser vi Hiunchuli, Annapurna Syd - og ikke mindst det primære bjerg på rejsen, fiskehalebjerget Macchapuchhre.


Afrejse:    25. oktober 2011 Kun 4 pladser ledig med Sisse Budolfsen
Varighed:   14 dage
Pris:   15.980 kr.
Gruppestørrelse:   Altid små grupper, 10-18 deltagere
Gradering:   B (let middelgrad)
Højde:   880 - 3.193 meter
Type:   Trekkingtur med dansk rejseleder
Afrejse fra:   København


print rejseplanen
Dag-til-dag-program:

1.-2. dag: København til Kathmandu
Fra København går det med fly til Delhi og videre til Kathmandu. Ved ankomsten får vi en herlig modtagelse, hvorefter der køres gennem Kathmandus gader til Hotel Marshyangdi eller lignende.
Mad i flyet er inkluderet.

3. dag: Kathmandu – en af Asiens mest fascinerende hovedstæder
Leder man efter en by, hvor Østens mystik er hverdag, må Kathmandu komme ind på en af de første pladser – den er ganske simpelthen et herligt angreb på alle sanser. De snævre gader og gyder, basarerne, klostre og templer, gadehandlere og pilgrimme udgør tilsammen hele Asiens fascinerende verden i en og samme by. Og jo, der er forurenet, støvet, alt for megen trafik og den er tæt - men tager man baggader og gyder, får man øjnene op for en forunderlig by.

For at få det bedste indtryk af Nepals særegne hovedstad, har vi sammensat et program hvor vi både kører og går. Derved kommer vi tættere på kulturen end på normale rundture. Vi kunne snildt sammensætte en rejse til Kathmandu-dalen alene, men har her sammensat en smuk buket af unikke seværdigheder, der gør Kathmandu til den specielle oplevelse det vitterligt er.
Vi skal se og opleve Pashupatinath, vandre til Bhoudanath og opleve det gamle Kathmandu ved Durbar Square.
Gennem gader, gårde og gyder kommer vi langsomt tilbage til hotellet efter en stor rundtur i Nepals levende hovedstad – men helt uden at have set for mange templer eller brugt dagen i bus. Fri eftermiddag.
Morgenmad er inkluderet.

4. dag: Fra Kathmandu til Pokhara
Fra Kathmandu er det en smuk bustur ud af dalen over Thankot-passet til Trisuli-floden, hvor man ser en masse små landsbyer og nogle gange folk på Rafting-tur. Undervejs bliver der stoppet for at spise frokost, inden den 6-8 timer lange køretur ender i Nepals tredjestørste by, Pokhara, som har ca. 100.000 indbyggere.
For 100 år siden da den japanske, buddhistiske munk, Ekai Kawaguchi, på sin fire år lange opdagelsesrejse i Himalaya ankom til Pokhara, skrev han: ”Af alle mine opdagelser i Himalaya har intet sceneri været så fortryllende som det, jeg mødte i Pokhara.” Jo, Pokhara ligger sælsomt ved den store, smukke sø, Pewa Tal, i en grøn og frodig dal – bare 30 kilometer fra de store Himalayabjerge. Fra byens centrum og vores hotel er der udsigt til Annapurna-bjergene og ikke mindst, det hellige fiskehalebjerg, Macchapuchhare. Vi indlogeres på vores hotel nær Lake Side og tager en rundtur følgende dag.
Morgenmad er inkluderet.

5. dag: Trekkingturen starter, Ulleri 2.070 meter
Fra Pokhara kører vi godt 40 km. ad smuk landevej via Naudanda til Naya Pul. Her samles vi med bærere og guider, inden vi begiver os ned gennem skov af eg til sammenløbet af Bhurungdi- og Modi-floden, som vi krydser. Efter 20 minutter nås den store basar-by, Birethanti, i 1.050 meters højde. Byen ligger i et herligt og frodigt subtropisk klima, fuglelivet er rigt, bl.a. er der store flokke af skræppende parakitter. Vi passerer flere småbeboelser som Matathanti, Ramgai og Sudame, hvor der er små, okkerfarvede, lerklinede huse beboet af Gurungfolket.
Det går videre gennem herlig og sval skov i en pæn stigning mod landsbyerne Hille og Tirkhedunga i 1.515 meters højde. Det går ofte ad brolagte stier, smukt anlagt i det herlige landskab. Fra Tirkhedunga stejler terrænet til og det bliver et par anstrengende timer til Ulleri. Ved den anden hængebro starter de berømte 3.318 trappetrin, der slanger sig 500 meter op til Ulleri. Vi kommer til at holde masser af pauser – også for at nyde udsigten over de utallige terrasser og ikke mindst til Annapurna Syd og Hiunchuli. Godt flade ankommer vi til Magar-byen Ulleri, hvor vi overnatter.

6. dag: Ghorepani Deurali 2.870 meter
På trods af at stigningen flader ud, går det stadig voldsomt opad. Vi kommer hurtigt til Bhantanti, hvor områdets imponerende rododendronskove starter. Træerne bliver op til 12 meter høje og i marts-april måned er området oversået med hvide, lilla og blodrøde, blomstrende rododendrontræer akkompagneret af verdens højeste bjerge i baggrunden. I skoven lever flere dyr, det er lettest at se de store langur-abe.
Ghorepani betyder Hestevand og er en klassisk mellemstation for de utallige handelskaravaner fra de tibetanske områder. Ofte møder man store karavaner af muldyr med deres karakteristiske klokker og skinnende hovedtøj.

7. dag: Poon Hill 3.193 meter – Tadapani 2.595 meter
Dagen starter kort før daggry for at gå op på panoramatoppen, Poon Hill. Alt i alt er det nok et af de bedste steder at se en solopgang over Himalaya. Det er ganske enkelt helt specielt. Når lyset langsomt bryder nattens mørke, dukker verdens 7. højeste bjerg, Dhaulagiri på 8.167 meter, op mod vest som kronen på værket. Desuden ses Fiskehalebjerget, Macchapuchhare, Annapurna-bjergene og Manaslu på 8.153 meters højde. Det er en af de største udsigter, man kan opleve i Nepal under snegrænsen.

Fra Poon Hill går vi tilbage for at spise morgenmad, inden turen går videre ind i en troldsk, nærmest Tolkiensk verden. Rododendron- og magnoliaskoven fører hele vejen via Bhantanti til Tadapani (Fjernt Vand). Det er en lang dag, men vi forgyldes med udsigter hele dagen – fra første til sidste solstråle.

8. dag: Ghandruk 1.939 meter
Fra Tadapani fortsætter vi østover langs den smukke højderyg og ankomme rom eftermiddagen til en af Nepals smukkeste bjerglandsbyer, Ghandruk i 1.939 meters højde.
Ghandruk er hovedkvarter for ACAP (Annapurna Conservation Area Project), der har gjort et kæmpearbejde for bæredygtig turisme i Annapurna-området. Det er en succeshistorie. Når man tænker på, at antallet af vandrere de bedste år overstiger 60.000 personer, er her kun få spor af turismen. Ghandruk er en yderst velstående by med 7.000 indbyggere, hvoraf flertallet er buddhistiske Gurunger. En del af indtægterne stammer fra pensioner fra det britiske Gurkha-regiment.
Om eftermiddagen er der besøg til ACAPs hovedkvarter eller der er afslapning og tid til at gå en tur i de herlige gader og stræder.

Området er primært beboet af Gurung-folket, der er et mongolsk folk, der oprindeligt kommer fra Tibet. Udover at de fleste Gurungfamilier er jordbrugere, er en stor del af Nepals berømte Gurkha-soldater Gurung. Mændene ses ofte med deres traditionelle tøj og store bælte, hvor der ofte sidder en stor khukri-kniv. Kvinderne bærer ofte smukke sari-lignende klæder og er behængt med mange, smukke, smykker med koral og turkiser – og indimellem næsering.

9. dag: Shyauli Bazaar
Fra Ghandruk har vi en let og kort dag, hvor vi vandrer ned ad smukke stier ned til de små handelssteder Chane, Kimche gog Khane, hvor der er spredte terrassemarker og smukke bjergsider. Vi går ned til Modi flodens bred og kommer omkring frokost-tid frem til den lille landsby, Shyauli Bazaar beliggende i 1.130 meters højde. Vi har eftermiddagen fri og kan nyde den sidste nat med udsigter til den øverste del af Macchapucchres top.

10. dag: Birethanti og Pokhara
Fra Shyauli går vi let, et par timer til Birethanti og Naya Pul for at køre det sidste stykke vej til Pokhara og hotellet nær Lake Side.
Modsat Kathmandu er Pokhara ikke en by med nævneværdige seværdigheder eller kulturliv. Eftermiddagen er på egen hånd, men det kan anbefales at tage til vandfaldet ved Devi Falls og derfra besøge den tibetanske flygtningelandsby, Tashiling Tibetan Village, hvor der er en spændende tæppefabrik. Dagen kan også gå med at slappe af ved den hyggelige Lake Side, spise et godt stykke chokoladekage eller ganske simpelthen bare dvæle ved den smukke sø og bjergene bag.

11. dag: Bus til Kathmandu
Med bussen går turen tilbage til Kathmandu via Dumre. Ankomst om eftermiddagen til Hotel Marshyangdi – et herligt gensyn.
Morgenmad er inkluderet.

12. dag: Fri i Kathmandu
Der er afsat en ekstra dag i Kathmandu i tilfælde af forsinkelser. Det giver mulighed for på egen hånd at tage ud og se nye steder.
Man kan f.eks. tage til Bhaktapur, som er den hinduistiske by af de 3 kongebyer og er en stor oplevelse. Den blev grundlagt i Malla-kongernes tid fra det 13.-18. århundrede. Byen kaldes også Bhadgaon og er som én stor landsby med 50.000 indbyggere. Den er nænsomt restaureret og fremtræder stadig 90 % som en middelalderby. Intrikat udskåret træværk, røde teglsten og rustbrunt tegltag, smalle gyder og små og store hindutempler på hvert gadehjørne. Her findes bl.a. det berømte palads med de 55 vinduer med noget af de fineste træskærerarbejde i dalen og dalens højeste og eneste 5-tagede pagode: Nyatapola. På Durbar Square ligger også en kopi af det helligste af Kathmandus templer (ved Pashupatinath, hvor ikke-hinduer er forment adgang), der har de berømte erotiske figurer. Teorierne om disse figurer er talrige; måske har en konge ønsket at tilskynde befolkningen til en større børneproduktion; andre siger, at "Lyn-gudinden" er en gammel snerpe, der holder sig væk ved synet af de saftige sager. Måske har hinduismen engang været mere frisindet end i dag; Nepals allerførste cityguide skrev engang "84 positions for the Gods and one for me!" Eller som Lonely Planet guidebøgerne skriver: "Some are real acrobatics and some are just good fun".
Der er også landsbyen Bungmati, som er fra 1500-tallet. Her lever befolkningen primært af landbrug og en markvej skærer gennem de dyrkede marker og forbinder Bungmati til landsbyen Khokana, som er kendt for sin produktion af sennepsolie.
Er der et sted, som kan overraske, er det Nagarkot. Beliggende bare en times kørsel fra Kathmandu centrum ligger Nagarkot som sid